Direktør fra jobportal: Sådan kan offentlige ledere tiltrække de bedste medarbejdere

BeFunky-collage__64_
Administrerende direktør i jobportalen Ofir, Karsten Vikke. Foto: Pressefoto
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].
Dårligt arbejdsmiljø gør det svært for mange ledere i det offentlige at tiltrække medarbejdere. Nu viser en undersøgelse fra jobportalen Ofir, at offentligt ansatte er positivt stemt over for jobopslag på sociale medier.

Mange husker nok 90-årige Else, der blev uværdigt behandlet på et plejehjem i Aarhus.

Billeder af pressede sygeplejersker i frontlinjen mod corona er også blevet hyppigt vist den seneste tid, og det samme gælder skildringen af skolelærernes nye hverdag uden den vigtige, nære kontakt med eleverne.

Desværre er det ofte de grelle eksempler og negative historier, der bliver fortalt om ellers meget givende og vigtige job i den offentlige sektor.

Job, som er helt centrale grundsten i et velfungerende velfærdssamfund som det danske. Og selvfølgelig er der noget om snakken – det kan vi konstatere ud fra kolde fakta.

LÆS OGSÅ: OK-aftale: Kommunale ledere skal tilbydes uddannelse i psykisk arbejdsmiljø

Blandt andet viser Ofirs brancheanalyser af både SOSU’er, sygeplejersker og pædagoger, at bekymrende mange af de adspurgte overvejer at forlade de respektive fag.

Tag bare kendsgerningerne fra den seneste analyse.

Fire ud af fem SOSU-ansatte overvejer flere gange årligt at forlade faget, mens 58 procent overvejer det månedligt. Samme billede tegner sig desværre på de andre faggrupper, og det er noget landets politikere bør tage dybt alvorligt.

Den nye overenskomstaftale for 500.000 kommunale ansatte giver blot en mindre lønstigning, og på sygeplejeområdet vurderer eksperter, at der heller ikke er udsigt til et markant lønhop, selvom mange mener, de fortjener det i kølvandet på coronakrisen.

Gode erfaringer i mange kommuner

Så hvad stiller man op som leder i det offentlige, der gerne vil fastholde og tiltrække dygtige medarbejdere? Det er ikke nogen nem opgave, og rammevilkårene er – til en vis grad – som de er.

Det jeg til gengæld har oplevet er, at der er gode erfaringer at hente i mange kommuner, hvor man har tænkt ud af boksen, når det drejer sig om rekrutteringen. Man har fortalt de gode historier og været synlig andre steder end på Jobnet og i den lokale avis.

Vejle Kommune er et godt eksempel på, hvordan sociale medier og employer branding har vist andre og mere positive sider af SOSU-hvervet og lærergerningen. Det samme har man gjort i Haderslev med positive resultater til følge.  

I den førnævnte undersøgelse svarer 95 procent af SOSU’erne, at de dagligt er på Facebook, ligesom 65 procent er positiv stemt over for jobopslag på det sociale medie.

LÆS OGSÅ: Stik imod planen er de fleste læger vaccineret, mens sosu-personale er forbigået

Det er en tendens, vi også ser hos andre faggrupper. Lad os udnytte den viden og fremhæve de fordele, som disse fagområder har – at de er utrolig meningsfyldte job, hvor man tager sig af vores børn, ældre og syge.

De offentlige job skildres ikke altid efter fortjeneste, og det er en skam. Og det er selvforstærkende. Jeg håber, at flere vil tage andre kanaler i brug og vise et andet billede, end det vi så ofte får vist.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].
GDPR