
En større organisationsændring internt i Dansk Arbejdsgiverforening (DA) betyder, at det også er tid til at skifte ud på posten som politisk chef for arbejdsmiljø og sundhed.
Beate Fabricius erstatter således Maria Bille Høeg, der fremover skal være chef i arbejdskraft og beskæftigelse.
"Jeg er meget glad for, at vi internt kan rekruttere to dygtige chefer, og for at Maria og Beate har takket ja til deres nye opgaver. Jeg glæder mig rigtig meget til at fortsætte samarbejdet med dem begge," skriver administrerende direktør Jacob Holbraad i et Linkedin-opslag.
Beate Fabricius har i de seneste syv år været chefkonsulent i DA's afdeling for arbejdsmarkedsanalyse og træder nu ind i chefkredsen.
Hun er uddannet økonom fra Syddansk Universitet og har en baggrund hos konsulentbureauet Rambøll, men hun har været en del af DA i løbet af de seneste ni år.
Hun bliver kaldt "knalddygtig" af Mina Bernardini, direktør for forhandling, aftaler og partsrepræsentation i et Linkedin-opslag, hvor hun annoncerer skiftet.
Organisationsændringen, der er anledningen til skiftet, består i, at DA nu styrker det tværgående samarbejde på de politiske områder for at få et tættere samspil med EU. Det betyder blandt andet, at alle de politiske enheder nu samles under Mina Bernardinis ledelse.
Maria Bille Høeg har siddet på posten som politisk chef for arbejdsmiljø og sundhed siden 1. november 2024. Skiftet til beskæftigelsesområdet er ikke fremmed for hende, idet hun i over ti år har håndteret store dagsordener som mangel på medarbejdere, offentlig forsørgelse og beskæftigelsesindsatsen, inden hun blev chef for arbejdsmiljø og sundhed.

















