DET PSYKISKE arbejdsmiljø på danske arbejdspladser er under pres. Det viser den seneste store undersøgelse fra Arbejdstilsynet, som endnu en gang dokumenterer, at stress, højt arbejdspres og manglende balance mellem krav og ressourcer er udbredt blandt danske lønmodtagere.
Samtidig peger undersøgelsen på et grundlæggende problem: Det psykiske arbejdsmiljø prioriteres fortsat lavere end det fysiske – på trods af at arbejdsgiverne både har ansvaret og muligheden for at ændre de forhold, der belaster medarbejderne.
Et strukturelt – ikke individuelt – problem
I mange år har stress været behandlet som et individuelt anliggende. Medarbejdere sendes på stresskurser, tilbydes mindfulness eller opfordres til mere selvindsigt. Men Arbejdstilsynets data peger i en anden retning.
Stress hænger tæt sammen med arbejdets organisering: arbejdsmængde, tidspres, følelsesmæssige krav, manglende indflydelse og uklare forventninger. Det er forhold, som den enkelte medarbejder ikke selv kan regulere, men som fastlægges ledelsesmæssigt.
Når stressniveauet stiger på tværs af brancher – særligt i den offentlige sektor – er det derfor et tegn på strukturelle problemer, ikke på manglende individuel modstandskraft.
Arbejdsgiveransvaret er klart
Ifølge arbejdsmiljølovgivningen har arbejdsgiveren det fulde ansvar for, at arbejdet tilrettelægges sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt – herunder også det psykiske arbejdsmiljø. Det indebærer en forpligtelse til at forebygge stress og andre psykiske belastninger, før de udvikler sig til sygdom.
Alligevel viser undersøgelsen, at indsatsen ofte halter. Hvor det fysiske arbejdsmiljø typisk håndteres systematisk gennem regler, procedurer og kontrol, behandles det psykiske arbejdsmiljø mere sporadisk og usystematisk.
Det betyder i praksis, at medarbejdere i mange tilfælde forventes at tilpasse sig vilkår, som er kendt belastende – frem for at vilkårene ændres.
Magten til forandring ligger hos ledelsen
Arbejdsgiverne sidder med de centrale beslutninger, der former hverdagen på arbejdspladserne. Det er her, normeringer fastlægges, opgaver prioriteres, tempoet sættes og rammerne for ledelse og samarbejde defineres.
Når medarbejdere oplever konstant tidspres, uklare krav eller manglende støtte, er det sjældent et resultat af tilfældigheder. Det er konsekvensen af konkrete valg – eller fravalg – i den måde arbejdet organiseres på.
Undersøgelsen peger dermed på et misforhold mellem ansvar og handling. Arbejdsgiverne har magten til at ændre belastende arbejdsvilkår, men denne magt udnyttes ikke konsekvent.
Hvorfor prioriteres psykisk arbejdsmiljø lavere?
Der er flere forklaringer på, at det psykiske arbejdsmiljø fortsat fylder mindre end det fysiske.
For det første er psykiske belastninger sværere at måle. De udvikler sig gradvist og viser sig ofte indirekte gennem sygefravær, personaleomsætning og rekrutteringsproblemer. Det gør dem lettere at overse eller udskyde.
For det andet kolliderer forebyggelse ofte med kortsigtede økonomiske hensyn. Forbedringer af normeringer, opgaveprioritering og ledelsesspænd kræver ressourcer, som mange arbejdspladser oplever mangel på.
Endelig mangler der i mange organisationer viden og kompetencer til at arbejde systematisk med psykisk arbejdsmiljø. Indsatsen reduceres til trivselstiltag, der ikke ændrer de grundlæggende belastninger.
Konsekvenserne er veldokumenterede
Arbejdstilsynets data viser en tydelig sammenhæng mellem dårligt psykisk arbejdsmiljø og øget risiko for stress, sygefravær og frafald fra arbejdsmarkedet. Det har konsekvenser for både den enkelte, arbejdspladsen og samfundet som helhed.
Når belastningen bliver et vilkår, undermineres både kvaliteten i arbejdet og bæredygtigheden i arbejdslivet. Det er derfor ikke kun et spørgsmål om trivsel, men om ansvarlig ledelse og langsigtet drift.
Fra viden til ansvar
Undersøgelsen efterlader ikke tvivl om problemets omfang. Spørgsmålet er derfor ikke længere, om der er behov for handling, men hvem der skal handle.
Når psykisk arbejdsmiljø halter, peger pilen entydigt på arbejdsgiverne. Ikke fordi de er de eneste aktører, men fordi de har ansvaret, beslutningskompetencen og muligheden for at skabe forandring.
Hvis udviklingen skal vendes, kræver det, at psykisk arbejdsmiljø behandles med samme alvor og systematik som det fysiske. Alt andet er en fortsættelse af et problem, der allerede er veldokumenteret.
Hvis arbejdsgivere vil undgå mere og strengere lovgivning på området, kræver det, at de tager det psykiske arbejdsmiljø alvorligt og begynder at handle systematisk. Ellers risikerer de, at politiske indgreb bliver svaret på en opgave, de selv har undladt at løse.
