Nyt kaos i omstridt hjemmepleje: Plaget af mistillid og mobning i to år
Sårbare københavnere med brug for hjælp i hjemmet har i en årrække modtaget pleje fra personale, der har været involveret i massive mobbeproblemer.
Det skriver TV 2 Lorry.
I mere end to år har en gruppe medarbejdere således regelmæssigt mobbet en anden gruppe af medarbejdere i Den Sociale Hjemmepleje i København. Samtidig har mistillid til ledelsen plaget arbejdspladsen.
LÆS OGSÅ: Massiv mobning i statsfinansieret selskab: Medarbejder udstødt fra fællesskabet
Det fremgår af en afgørelse fra Arbejdstilsynet, som TV 2 Lorry har fået aktindsigt i, og hvor flere ord er overstreget:
“Flere ansatte og ledelsen oplyser samstemmende, at 3 ansatte fra den sociale hjemmeplejes (ord overstreget, red.) der dækker lokalområdet Østerbro (ord overstreget, red.) oplever mobbehandlinger i form af regelmæssige personrettede negative handlinger og udsagn fra kollegaer. De oplyser videre, at handlinger har stået på i cirka 2 år,” står der i afgørelsen fra Arbejdstilsynet fra marts måned.
Der er tale om latterliggørelse, at ansatte bliver bagtalt og udsat for spydige kommentarer uden at kunne forsvare sig.
Tilsynet kalder det samtidig et “alvorligt og komplekst arbejdsmiljøproblem, der er vanskeligt at løse.”
Enormt tragisk
Per Hulstrøm, der er psykolog og ekspert i mobning, betegner mobning af denne karakter som meget uheldig for arbejdsindsatsen og kommunikationen på en arbejdsplads.
- Det er enormt tragisk. Det går både ud over ansatte, borgere og pårørende, for man trækker sig i kontakten med borgeren, som man ellers burde indgå i. Man mistrives og har det dårligt, siger Per Hulstrøm til TV 2 Lorry.
Massive problemer tidligere
Den Sociale Hjemmepleje kører ud til borgere mellem 18 og 65 år, der er fysisk, psykisk eller kognitivt begrænset. Nogle har også komplekse psykiatriske udfordringer, og det er ikke første gang, at kvaliteten af deres daglige pleje har været i søgelyset.
En omorganisering af Den Sociale Hjemmepleje i april 2018 fik med kommunens egne ord “hele organisationen til at vakle.”
Det kunne TV 2 Lorry fortælle sidste sommer.
I sommeren 2019 fik Den Sociale Hjemmepleje således påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed på grund af mangelfuld journalføring og medicinhåndtering.
I august sidste år viste en intern redegørelse, at omorganiseringen havde ført til mangelfuld og kritisabel behandling af kommunens syge borgere og havde påvirket patientsikkerheden.
LÆS OGSÅ: Hver sjette 3F'er bliver mobbet på jobbet
Samtidig havde kommunens egne medarbejdere også oplevet forværrede forhold.
Dertil viser den nye aktindsigt fra Arbejdstilsynet, at mobbeproblemer havde stået på siden begyndelsen af 2017 - men de kom først til ledelsens kendskab i efteråret 2019.
Den voldsomme omorganisering, der blandt førte til massiv udskiftning i ledelsen, skete altså samtidig med, at mobning havde forpestet den daglige gang i Den Sociale Hjemmepleje.
Grov mobning
Arbejdstilsynet beskriver i sin afgørelse, at mobbeproblemet huserer blandt aftenvagterne i Den Sociale Hjemmeplejes Center Nord. Tre til fire ansatte udpeges som mobberne, og primært tre ansatte, der arbejder med borgere på Østerbro, udpeges som ofrene.
Konsekvenser af de grove mobbehandlinger er mangeartede. Nogle magter ikke at komme på arbejde, og nogle oplever depressive symptomer, som følge af mobningen.
Jeg kommer til at tænke på: 'Hvor er ledelsen'? Hvordan er kommunikation mellem leder og medarbejder? Der kan være en fjern leder, der ikke ser det, eller en leder, der er part eller lader stå til
Per Hulstrøm, psykolog og ekspert i mobning
Mette Meiner Jensen, der er tillidsmand for aftenvagterne i Den Sociale Hjemmepleje Center Nord, oplyser kortfattet til TV 2 Lorry.
- Vi arbejder med det (mobning, red.) på den måde, vi skal arbejde med det på. Medarbejdere er involveret i det, og der kører nogle forløb og andet. Det går godt, og det har medarbejderne glæde af, siger Mette Meiner Jensen til TV 2 Lorry.
I Arbejdstilsynets afgørelse fremgår det, at der i forvejen er problemer med mistillid til ledelsen i Den Sociale Hjemmepleje, der de seneste år har undergået flere udskiftninger.
Ledelsen oplyser i afgørelsen, at man bekræfter forekomster af mobbehandlinger.
“Ledelsen oplyser dog, at de ikke var bekendt med, at omfanget fortsat omhandler bagtalelse på daglig basis, men at de tager det til efterretning.”
Ekspert undrer sig over ledelse
Mobbeekspert Per Hulstrøm undrer sig generelt over ledelsens rolle i mobbesager.
- Jeg kommer til at tænke på: 'Hvor er ledelsen'? Hvordan er kommunikation mellem leder og medarbejder? Der kan være en fjern leder, der ikke ser det, eller en leder, der er part eller lader stå til, siger Per Hulstrøm.
De ansatte, der mobber, er ifølge TV 2 Lorrys oplysninger fortsat ansat i deres stillinger.
Kommune: Vi retter op
I Arbejdstilsynets afgørelse fremgår det, at ledelsen i Den Sociale Hjemmepleje blev opmærksom på mobbeproblemerne i efteråret 2019 i forbindelse med, at de søgte hjælp hos Arbejdsmiljø København til at løse et helt andet problem - nemlig mistillid til ledelsen.
Efterfølgende har man haft tjenstlige samtaler med ansatte, men ledelsen oplyser i afgørelsen, at “dette ikke virker til at have haft den ønskede effekt.”
“Ansatte oplyser hertil, at ledelsens samtaler med nogle af de ansatte, som primært initierer mobbehandlingerne, bare har eskaleret handlingerne, og at det er blevet signifikant værre.”
Det er godt at hejse flaget, hvis man føler, man står med problemstillingen. Men nej, det er ikke medarbejderens skyld, hvis ikke det bliver opdaget. Vi kommer langt med et fælles arbejde. Og hvis ikke ledelsen opdager det, så er det vigtigt, at medarbejderne siger noget
Cecilie Blæsenborg Engell, borgercenterchef, Københavns Kommune
Ledelsen oplyser også, at man på ny har henvendt sig til Arbejdsmiljø København “med fokus på kultur og manglende tillid til ledelsen, og at man har valgt at fortsætte dette samarbejde frem til juni 2020.”
Cecilie Blæsenborg Engell, der er borgercenterchef i Københavns Kommune, understreger, at medarbejdere ikke skal blive syge af at gå på arbejde.
- Vi har retningslinjer og klare politikker for mobning i Københavns Kommune. Når vi får sådan en afgørelse, så lægger vi os i selen for at samarbejde med Arbejdstilsynet for at rette op, siger hun til TV 2 Lorry.
Arbejdsmiljørådgivere gransker sagen
Cecilie Blæsenborg Engell oplyser, at arbejdsmiljørådgivere nu skal granske sagen og finde ud, hvordan mobbeproblemet er opstået, og hvad der kan gøres.
Spørgsmål: Hvordan kan det være, at det har stået på i to år på daglig basis uden, at ledelsen har haft kendskab til det?
- Der er to forpligtelser i det her: Der skal være en opmærksom ledelse og medarbejdere, der råber op, hvis de kommer i situationer, som tenderer det her, som er beskrevet.
Spørgsmål: Så medarbejderne bærer også skylden?
- Det er godt at hejse flaget, hvis man føler, man står med problemstillingen. Men nej, det er ikke medarbejderens skyld, hvis ikke det bliver opdaget. Vi kommer langt med et fælles arbejde. Og hvis ikke ledelsen opdager det, så er det vigtigt, at medarbejderne siger noget.
Spørgsmål: Der står i afgørelsen, at ledelsens samtaler med de ansatte har eskaleret problemet. Har ledelsens håndtering af det her været optimal?
- Det er i hvert fald meget uheldigt, hvis man oplever, at det eskalerer, når man går i dialog. Det er generelt helt uacceptabelt.
Senest 1. oktober skal Den Sociale Hjemmepleje oplyse til Arbejdstilsynet, om man har efterkommet påbuddet.