
Det er sen eftermiddag i Herning i 2021.
En kæmpestor kran hænger over kunstværket Elias fire tårne. Ned fra kranen hænger en 46-årig smed i en særlig stol af stof. Han skal hejses ned i et af tårnene for at skære nogle metalplader over.
Selvom scenen er lidt speciel, så tænker hverken smeden eller den kranfører, der skal sænke ham, at opgaven rent fagligt er noget særligt. Men nede i tårnet går noget galt. Og da smeden endelig kommer op igen, er han død.
Nyeste afsnit af A4 Mediers podcastserie 'Døden på arbejde' kan nu høres her:
Ingen ulykker er rent uheld
Selvom sagen fra Herning er helt unik med mange specielle omstændigheder, så kan alle arbejds- og dødsulykker forebygges. Det er det klare budskab fra Dan Radmer Henriksen, der er formand for regeringens ekspertgruppe for arbejdsulykker.
Han mener stadig, at der sker for mange arbejdsulykker på det danske arbejdsmarked. Ekspertgruppens hovedformål er netop at komme med anbefalinger til, hvordan vi undgår flere arbejds- og dødsulykker i fremtiden.
Hvordan de går til det store arbejde, og hvad han mener, at en branche bør gøre, når der sker en dødsulykke som den på Elia, det kommer han ind på i det nyeste afsnit af podcastserien.
Døden på arbejde er podcastserien, der sætter arbejdsrelaterede dødsulykker i fokus. I hvert afsnit dykker redaktionen ned i én dødsulykke og stiller skarpt på, hvad der gik galt. Og undersøger om branchen og samfundet har lært noget af hændelserne, så vi forhindrer, at det sker igen. Du kan lytte til afsnittet her, eller alle de andre steder, hvor du normalt lytter til dine podcasts.

















