FREMTIDEN ER DIGITAL. Det hører man hele tiden. Jeg har i dag lært, at vi måske kun har set under en procent af, hvad det digitale kan. Jeg har lært, at den digitale udvikling går så stærkt, at man risikerer, at ens kompetencer kan være forældede efter fem år, hvis de ikke bliver løbende opdateret.
Og under corona-nedlukningen lærte vi alle sammen, at mange opgaver i vores arbejdsliv ikke kræver, at vi møder ind et fysisk sted. Hvis bare netforbindelsen og de digitale værktøjer er gode nok, så kan vi faktisk sidde på en strand i Sydfrankrig og lave meget af det samme, som vi gør ved et skrivebord i Vejle eller Brønshøj.
LÆS OGSÅ: Eksperter vil regulere jobcentres brug af algoritmer
Når den digitale udvikling buldrer af sted, så giver det også god mening at se på, om ikke jobcentrene og beskæftigelsesindsatsen i det hele taget kunne blive mere digital. Her har vi også nogle erfaringer fra corona-tiden at trække på. Man kan godt lave workshops og undervisningsforløb i et digitalt univers, og man kan også sagtens holde møder på digitale platforme, og det gælder både møder, der kun involverer de professionelle, og møder, der involverer brugere, borgere, pårørende og frivillige.
Kan man som ledig tillade sig at være anti-digital, eller står man mindre til rådighed for arbejdsmarkedet ved at insistere på det analoge?
Karina Sørensen, beskæftigelsesfaglig medarbejder, Viborg Kommune
Skal kan altid være lig med skal? Hvem skal bestemme graden af digitalisering? Der kan være en politisk interesse i digitalisering, hvis man kan se, at det giver de borgere, der også er vælgere, nogle nye muligheder og en bedre service, end man kan få i den rent analoge version.
Men der kan også være en politisk interesse i det digitale, hvis man kan se, at det digitale kan spare det offentlige for nogle penge i for eksempel husleje, løn eller varme. Hvis medarbejderne på skift sidder hjemme, så kan man have mindre kontorer, og hvis medarbejderne klarer kontakten med borgerne på kortere tid digitalt end fysisk, så behøver man færre medarbejdere og får løst samme opgave.
ELLER GØR MAN? Får man løst nøjagtigt samme opgave digitalt som fysisk? Ikke altid. Nogle gange får man et bedre udbytte af det digitale. Den sygemeldte borger med agorafobi skal måske ikke stresse sine fobier ved at skulle med offentlig transport frem til en beskæftigelsesmedarbejder og vente i et stort rum med mange andre mennesker. Det kan være, at det giver en bedre samtale, når man ikke er udtrættet på forhånd.
LÆS OGSÅ: Socialrådgivere: Algoritmer kan aldrig stå alene – der er brug for mennesker i det sociale arbejde
Men det kan også være, at turen ind til jobcenteret er den eneste exposure, som denne angstramte person har, og i mange former for behandling af angst og fobier indgår også en kontrolleret udsættelse for nogle af de ting, man har angst for, så man efterhånden lærer at mestre sin angst, frem for at angsten skal mestre dig. Den manglende fysiske tilstedeværelse i samme rum kan også føre til, at det er sværere for borgeren at få den fornødne tillid til den beskæftigelsesmedarbejder, der skal hjælpe en, og når man som sygemeldt eller ledig er i kontakt med jobcenteret, er man i en sårbar situation, hvor tilliden mennesker imellem faktisk er meget afgørende for det gode udfald af samarbejdet.
Og hvad hvis man nu faktisk slet ikke har lyst til det digitale møde? Kan man have et krav på at få lov at møde fysisk frem, hvis nu digitaliseringstiltagene har bund i en sparedagsorden?
Karina Sørensen, beskæftigelsesfaglig medarbejder, Viborg Kommune
Hvis beskæftigelsesmedarbejderens samtale med borgeren skal foregå ved, at borgeren er til stede ved en skærm i sit eget hjem, kan borgeren så sige nej til at sætte billede på? Vi ville alle tænke, at det var helt naturligt, at man som borger kunne sige nej til at få fysisk besøg af en beskæftigelsesmedarbejder i sit hjem, men kan man sige nej til at få besøg digitalt?
LÆS OGSÅ: Jobcenter-ansat: Hvem sikrer de ansatte, hvis en robot beslutter noget forkert?
Og hvad hvis man nu faktisk slet ikke har lyst til det digitale møde? Kan man have et krav på at få lov at møde fysisk frem, hvis nu digitaliseringstiltagene har bund i en sparedagsorden? Skal kommunen så lytte de til borgere, der vælger det digitale fra, enten på grund af manglende kompetencer eller bare manglende lyst? Kan man som ledig tillade sig at være anti-digital, eller står man mindre til rådighed for arbejdsmarkedet ved at insistere på det analoge?
VI HAR I DAG ET ARBEJDSLIV, hvor vi alle sammen er vænnet til at være på arbejde fra 8-16, og borgere med kontakt med beskæftigelsessystemet skal lige nu indrette sig efter, at de personer, de er i kontakt med i det offentlige, kun kan forventes at være tilgængelige i dette tidsrum. Skal der gøres op med det?
Skal man kunne booke en digital vejledningssamtale søndag formiddag, fordi det er der, at ens foretrukne bisidder har mulighed for at deltage? Skal man kunne sende et CV klokken 2 om natten og få feedback, når man lige har opdaget, at drømmejobbet har ansøgningsfrist klokken 8 om morgenen? Er det den service, man politisk vil prioritere og også prioritere at betale for, eller er digitalisering kun noget, der handler om at spare penge?
LÆS OGSÅ: Analyse: KL i massivt forsvar for jobcentermedarbejdere, der er ramt af granatchok
Digitalisering handler om dilemmaer, også på jobcentrene. Jeg håber, vi tager os tid til at tale om dilemmaerne, inden vi begynder at tale om penge. Min erfaring er, at når først der er sat to streger under økonomien, så er det svært at få lov at snakke værdier og visioner.
