Jobcenteransat i brev til minister: "Vi er stedet, der hjælper mennesker videre. Det håber jeg, du vil huske på i arbejdet med at afskaffe os"

KÆRE ANE. Hvor resten af landet brugte anden pinsedag på Royal Run, havearbejde eller være sammen med venner og familie, var du på arbejde. Regeringens ekspertgruppe til lukning af jobcentrene blev præsenteret den dag. Så ved vi da, hvilken helligdag, der er i spil næste gang, der skal spares. 

Og sparedagsordenen er jo også den fremherskende, når man ser præsentationen af det stykke arbejde, de udpegede eksperter er sat til at arbejde med det næste år. Kommissoriet, som ekspertgruppen har fået at arbejde ud fra, rummer mange forskelligartede og også modsatrettede ønsker, men der er jo ingen tvivl, når man ser præsentationen, hvilket ønske, der ikke blot er et ønske, men et krav. Der skal spares tre milliarder kroner. 

LÆS OGSÅ: Regeringens jobcenter-vismand sår tvivl om besparelser: ”Det bliver svært”

Jeg håber, som medarbejder på et jobcenter, at jeg, inden arbejdet kommer for godt i gang, må stille nogle spørgsmål til dig og eksperterne, som jeg tænker er vigtige at kunne svare på, når ekspertarbejdet næste år skal afsluttes. 

MIT FØRSTE SPØRGSMÅL er direkte til dig og relaterer til præsentationen af kommissoriet. Du siger, at grunden til, at arbejdet med at lukke jobcentrene nu sættes i gang, er, at for mange kommer i klemme. Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvor mange ”for mange” er. Jeg er med på, at spørgsmålet for jobcenterets kritikere vil være stærkt provokerende, men min pointe er, at vi generelt har en stærkt presset offentlig sektor, hvor jobcenteret er en væsentlig, koordinerende og kontrollerende enhed – koordinerende af hensyn til borgerne, kontrollerende, fordi det ønsker du og resten af Folketinget. 

Min oplevelse er, at udsatte borgere er i klemme alle steder i den udsultede offentlige sektor. Borgerne er i klemme i voksenhandicap, på familieområdet, i ældreplejen, i psykiatrien, i kræftbehandlingen. Man kan selv efter behov fortsætte listen. Ingen offentlig ansat - heller ikke i jobcentrene - ønsker at behandle borgernes sager overfladisk, og ingen nyder at give et afslag på noget, hvis man godt kan se meningen med borgerens ønske, men bare ikke har paragraffen, der passer. 

TO TENDENSER GENNEMSYRER opgavebeskrivelsen til ekspertgruppen. Det ene er, at de ledige skal komme hurtigere i arbejde – hurtigere end nu, hvor vi allerede har europarekord i den disciplin. Det andet er, at de ledige skal mødes af flere forskellige aktører og have mere frihed til at vælge. I mine øjne vil disse to ønsker meget hurtigt komme i modstrid med hinanden, og det håber jeg, at du og eksperterne vil kunne modbevise. 

Min erfaring fra praksis er, at for hvert skift sker der et tilbageskridt i den lediges vej hen mod arbejde. Når medarbejderen i jobcenteret, ved anden aktør eller i a-kassen, har samtale med den ledige og vejleder i forhold til job og uddannelse, så er det jo ikke alt, der i forbindelse med samtalen noteres ned. 

For at mindske bureaukrati og bruge tiden mest effektivt noteres kun de mest centrale aftaler. Hvis man den ene måned skal tale med X-person i a-kassen, den næste måned med Y-person ved anden aktør for til sidst at ende ved Z-person i jobcenteret, så er min frygt, at den ledige snarere end at opleve sig sat fri vil opleve sig som et nummer i rækken, hvor man skal starte forfra hele tiden, og det er bestemt ikke fremmende i forhold til ambitionen om at få de ledige hurtigt i arbejde. Hurtigheden beror i meget høj grad på, at den professionelle beskæftigelsesmedarbejder har et kendskab til den ledige og kan lave det rigtige match; hvis fx en virksomhed henvender sig og skal have sendt 3–4 personer ud til en samtale. 

LÆS OGSÅ: Jobchefer i ny undersøgelse: Massive besparelser vil betyde undergang for kronjuvel i jobindsatsen

Du skriver i kommissoriet, at ”a-kasser og private leverandører skal spille en større rolle i indsatsen, uden at det svækker tilskyndelsen til job”. 

Jeg er meget nysgerrig på, på hvilken måde de private aktører skal indgå i beskæftigelsesindsatsen. Tidligere har anden aktør været brugt i forbindelse med de såkaldte ”råd og vejledningstilbud”, men den paragraf har regeringen jo tidligere i år på det nærmeste afskaffet, fordi man vurderede, at denne type indsats ikke var den hurtigste vej til beskæftigelse. 

Tilføjelsen ”uden at det svækker tilskyndelsen til job” er for øvrigt også interessant. Måske overtolker jeg, når jeg ser det som en anerkendelse af den bekymring, som jeg og flere andre længe har haft om, at a-kasserne mest er interesserede i at formidle jobs inden for egen branche, da det modsatte kan føre til tab af medlemmer. For jobcentrene har det ingen betydning, om man taler sosu-jobs med en arbejdsløs kontormedhjælper, en cand. pæd.soc. eller en, der allerede er medlem af FOAs a-kasse i dag. Tænkes der nogen form for opfølgning på, om a-kasserne er lige så upartiske, og hvis ja, hvem skal så stå for den opfølgning, når målet er nedlæggelse af jobcentrene og afskaffelse af administration?

Artiklen fortsætter under billedet

Karina Sørensen er ansat i Jobcenter Viborg. Hun er HK's talsperson på området. Foto: Eno Krogh, A4

JEG ER GLAD FOR, at der i kommissoriet også er lagt op til at se på de bagvedliggende økonomiske mekanismer i beskæftigelsesindsatsen. Jeg har et par konkrete spørgsmål, som jeg på sigt håber at få svar på. Hvem bliver bevilgende myndighed i fremtidens beskæftigelsesindsats, og hvad sker der med den nuværende refusionsordning? 

Som jeg forstår det i den udflytning af opgaver til a-kasserne, der allerede er besluttet, så skal a-kasserne kunne tale kurser, uddannelse med videre med den ledige, men bevillingen og betalingen kommer fortsat til at ligge i jobcentrene. 

For det første betyder den opgavedeling jo mere administration og ikke mindre, for så skal der jo flere sæt hænder ind over samme opgave. 

For det andet så betyder det betydeligt mindre kontrol fra kommunernes side med udgiften til kurser og uddannelse. Jeg kan kun forestille mig, hvor mange grå hår den form for kontroltab giver i enhederne, der sidder med kommunal budgetlægning. 

For mig er det god tone, at den der bestiller musikken, også er den, der betaler. Det er måske lidt for meget forlangt, når a-kasserne har sagt, at de vil tage opgaven gratis, men det viser jo, at besparelsen ved opgaveglidningen jo ikke bliver optimal, når der fortsat er delopgaver, der skal ligge i kommunalt regi. 

Hvis kommunerne fortsat skal være myndighed og også betale for indsatserne, bliver det i mine øjne en fordyrelse af sætte private aktører på opgaven, og igen: hvor skal pengene komme fra? 

I den ideelle verden skal nogle af pengene til en anderledes beskæftigelsesindsats findes i, at de ledige er ledige i kortere tid, og at der dermed skal udbetales færre kroner i dagpenge og kontanthjælp. Det er basis for de tiltag, nogle kommuner har arbejdet med, hvor der sættes ekstra ressourcer af til medarbejdere på beskæftigelsesområdet, fordi de ekstra medarbejdere tjener sig selv hjem i mindre forsørgelsesydelser. Denne tilgang til beskæftigelsesområdet håber jeg bestemt, at ekspertgruppen også vil studere nøje. 

LÆS OGSÅ: Vismænd advarer: Spar ikke på jobindsatser, der virker

Det kunne være spændende med minimumsnormeringer på beskæftigelsesområdet også, hvor hver ledig er garanteret en øvre grænse for, hvor mange andre ledige man skal dele sin sagsbehandler med. Det er jo en sandfærdig kritik af den nuværende situation i beskæftigelsessystemet, at ting af og til tager lang tid, og fortravlede, overbebyrdede sagsbehandlere er en af de klart forsinkende faktorer. 

NU, HVOR JEG HAR fået arbejdet mig frem til, at der jo også er ledige i jobcentrene med andre problemer end ledighed, vil jeg også lige forhøre mig lidt om ønsket til ekspertgruppen om at finde en model, hvor de mest udsatte ledige skal ud af jobcentrene. 

For det første: hvem er det, vi taler om her? Er det en lille gruppe mennesker kendetegnet ved hjemløshed, misbrug og psykisk sygdom, hvor man skal være ramt af alle tre problemstillinger for at være ”mest udsat”? Denne gruppe borgere vil for de flestes vedkommende allerede i dag være i berøring med de kommunale socialafdelinger, men vil dog nok opleve deres sagsbehandler på beskæftigelsesområdet som deres primære kontakt i det offentlige, fordi socialafdelingerne er så ressourcemæssigt pressede, som de er. 

En anden afgræsning af ”de mest udsatte” vil være den målgruppe, der i dag bevilges ressourceforløb. De er også kendetegnet ved at have kontakt med flere offentlige instanser end jobcentrene, men det behøver ikke være socialafdelingen, der er den anden part. Det kan også være psykiatrien, familieområdet, sundhedsforvaltningen eller andre, der er jobcenterets samarbejdspartner, men igen med samme karakteristika med jobcenterets medarbejder som den koordinerende. 

I dag står der ikke en støttekontaktperson, en psykiatrisk sygeplejerske eller en socialrådgiver i socialafdelingen med uudnyttede ressourcer klar til at tage over. Og det er ikke støttekontaktpersonen, sygeplejersken eller socialafdelingen, der har de gode kontakter ude på arbejdspladserne, der kunne give den udsatte borger det job på nogle få timer om ugen, som mange af dem inderligt drømmer om. 

Jobcentrene er både myndighed og kontrol, men vi er også stedet, der hjælper mennesker videre. Det håber jeg inderligt, at både du, kære beskæftigelsesminister, og dine eksperter vil huske på i det videre arbejde med at afskaffe os.