Vil du være med til at gøre en forskel for danske virksomheder? Har du politisk boldøje? Og trives du i et samarbejdsorienteret miljø med høj faglighed?
Så er du måske vores nye kollega!
Om stillingen
Sammen med DA’s medlemmer skal du udvikle politik, analyser og strategier, som skal sikre virksomhedernes behov for kvalificeret arbejdskraft. Du kommer helt ind i det politiske og faglige maskinrum, og er en del af hele politikprocessen fra idéudvikling til implementering af bl.a. trepartsaftaler i lovgivningen. Du skal optræde selvstændigt som repræsentant for arbejdsgiverne, bl.a. i forhold til fagbevægelsen, ministerier og Christiansborg.
Du bliver en del af afdelingen ”Integration og kvalifikationer”. Her arbejder du med politikudvikling og interessevaretagelse på uddannelsesområdet med særligt fokus på erhvervsuddannelserne og voksen-/efteruddannelse (VEU). Det kan f.eks. handle om at øge søgningen til og kvaliteten på erhvervsuddannelserne, øge brugen af digital læring, udvikle politik for unge uden uddannelse og job mv.
Virksomhederne mangler dygtige faglærte, og området har stor, politisk bevågenhed, så du får en unik mulighed for at bidrage til en central dagsorden.
Om dig
Du har en stærk faglig profil (cand.scient.pol., cand.polit., cand.jur. eller lignende) og har relevant erfaring fra f.eks. et ministerium, en interesseorganisation eller et politisk sekretariat.
Dertil er du:
- skarp, har politisk tæft og er udstyret med gennemslagskraft, gode samarbejdsevner og flair for interessenthåndtering.
- i stand til at agere selvstændigt, prioritere, tage hånd om sagerne og drive processer og projekter fremad.
- udviklingsorienteret, ser muligheder frem for begrænsninger, og evner at tænke kreativt i din tilgang til løsning af vanskelige problemstillinger.
- god til at kommunikere i et klart sprog – både på skrift og i tale.
Kendskab til uddannelsesområdet eller arbejdsmarkedspolitik er en betydelig fordel.
Om os
Vi er otte gode kolleger, der arbejder med uddannelse og integration i DA. I det daglige samarbejder vi tæt med hinanden og andre enheder i organisationen, som bl.a. arbejder med beskæftigelsespolitik, arbejdsmarkedsanalyser mv.
Vi tilbyder
Vi har et stærkt fagligt og socialt fællesskab og lægger stor vægt på samarbejde og løbende udvikling af den enkeltes kompetencer. Vi har et godt arbejdsmiljø med en uformel omgangstone, hvor vi videndeler, sparrer og hjælper hinanden med at nå de gode resultater.
Er du interesseret?
Så søg jobbet via linket til højre hurtigst muligt og senest torsdag den 9. april 2026. Vi indkalder til samtaler løbende., Hvis du har spørgsmål, eller er du bare nysgerrig på at høre mere, så er du velkommen til at kontakte uddannelses- og integrationschef Jannik Bay på tlf. 29 20 02 06.
Vi glæder os til at høre fra dig.








