Heidi Juhl Pedersen er ny formand for 20.000 statsansatte efter kampvalg

Heidi_Juhl_Pedersen_foto_Nils_Lund
Heidi Juhl Pedersen er ny formand og overenskomstforhandler for statens HK'ere. Foto: Nils Lund Pedersen
Med en robust sejr over sine to modkandidater blev Heidi Juhl Pedersen tirsdag valgt som ny formand for HK Stat.

Der var kampvalg, da en ny formand skulle findes til at repræsentere landets statsansatte HK'ere. 

Valget stod mellem Heidi Juhl Pedersen, Bent Klim Johansen og Mathias Hvid Dalgaard Jakobsen, hvoraf sidstnævnte tabte første runde.

LÆS OGSÅ: Her er de tre kandidater til formandsposten i HK Stat

Herefter skulle Heidi Juhl Pedersen og Bent Klim Johansen ud i en anden afstemningsrunde, hvor Heidi Juhl Pedersen løb med 168 ud af 248 stemmer, og kunne dermed kalde sig ny formand for HK Stat. 

Valget blev afholdt til HK Stats kongres tirsdag, hvor også Ulla Moth-Lund Christensen blev genvalgt som næstformand uden modkandidater.

Det skriver HK Stat i en pressemeddelelse.

Heidi Juhl Pedersen var også kandidat i 2021, da HK/Danmark skulle vælge nyt formandsskab. Her stillede hun op som næstformand på et hold med daværende næstformand Martin Rasmussen, der gik efter formandsposten. 

Heidi Juhl Pedersen havde dog fra starten erklæret, at hun kun ville være næstformand i en pakkeløsning med Martin Rasmussen, hvorfor hun trak sit kandidatur, da Anja C. Jensen vandt kampvalget om formandsposten. 

LÆS OGSÅ: Faglig kommentator inden HK-gyservalg: Alt kan ske, men dette resultat tror jeg IKKE på

Den nyvalgte formand tager over for Rita Bundgaard, som har siddet på posten siden 2012, og Heidi Juhl Pedersen brugte da også en del af sin sejrstale på at rose den tidligere formand. 

GDPR