Ny forperson i spidsen for 16.000 yngre læger

wendy_sophie_schou
Wendy Sophie Schou er ny forperson for Yngre Læger. Foto: Yngre Læger
Wendy Sophie Schou afløser Helga Schultz som forperson for Yngre Læger. OK26 bliver ikke første gang, hun forhandler en overenskomst på plads.

Yngre Læger har fået ny forperson i form af Wendy Sophie Schou.

Med valget på Lægeforeningens repræsentantskabsmøde afløser hun den hidtidige forperson Helga Schultz, der stod til at falde for vedtægternes periodebegrænsning. 

Wendy Sophie Schou, der har været næstformand siden 2022, sætter sig ny i spidsen for 16.000 ynge læger, som hun også bliver topforhandler for, når de yngre lægers overenskomst skal fornyes med Dansk Regioner om to år. 

Det bliver dog ikke den første overenskomst, Schou forhandler på plads. Som næstformand var hun del af YL's forhandlingsdelegation, der landede det lettere kontroversielle OK24-forlig for yngre læger. Trods modstand mod en ny mulighed for at blive sendt i arbejde på tværs af regionsgrænser blev aftalen stemt hjem med 76 procent.

Før næstformansposten var hun som formand for Yngre Lægers Overenskomstudvalg også med til at forhandle OK21 på plads. 

Den nye YL-formand fik lægetitlen i 2015, da hun blev uddannet fra Københavns Universitet og er i øjeblikket i færd med den sidste del af speciallægeuddannelsen i geriatri.

Til dagligt arbejder Wendy Sophie Schou som læge på Geriatrisk afdeling i Holbæk. Iøvrigt samme afdeling som en anden tidligere forperson for Yngre Læger, Lisbeth Litnz, har orlov fra for at varetage hvervet som formand for Akademikerne.

LÆS OGSÅ: Overlæge har smidt kitlen og er tiltrådt som ny formand for Akademikerne
 

GDPR