Fritvalg, pension og styrkede tillidsfolk: Her er hovedpunkterne i industriforliget

20230219-155034-L-1920x1280we
Forliget blev præsenteret søndag i Industriens Hus. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Efter højspændte maratonforhandlinger kunne topforhandlerne søndag eftermiddag præsentere et gennembrudsforlig på industriens område.

Det blev kaldt de vanskeligste overenskomstforhandlinger nogensinde.

Men efter mere end seks ugers ærmlægning - og et sidste intenst døgn helt uden søvn - kunne CO-Industri og Dansk Industri søndag eftermiddag præsentere en aftale.

Med nye overenskomster for 230.000 industriarbejdere er skinnerne lagt for resten af de private forhandlingsområder, og OK23-ballet er for alvor skudt i gang.

På pressemødet i Industriens Hus blev foliget af begge parter beskrevet som "historisk dyr" og det største centrale kroner-ører-resultat nogensinde. 

Med de centrale lønelementer og en styrkelse af tillidsrepræsentanterne i de lokale lønforhandlinger, bør en indhentning af reallønnen være inden for rækkevidde, lød det fra CO-Industris formand Claus Jensen. 

Til gengæld har parterne været enige om at gå en stor bue udenom afskaffelsen af store bededag og kompensation herfor.

Her er hovedpunkterne i den nye to-årige overenskomst, der løber indtil 1. marts 2025 - hvis lønmodtagerne ellers vender tomlen opad. 

Fritvalgskontoen stiger fra 7 til 9 procent i 2024. 

Arbejdsgivernes pensionsbidrag stiger fra 8 til 10 procent allerede i år, mens lønmodtagerne indbetaler 2 procent mindre. De overskydende 2 procent går i stedet direkte ind som løn.

Mindstelønnen stiger med 4,5 kroner i år og 4,5 kroner næste år - i alt med 9 kroner i timen over to år.

Flere værktøjer til tillidsrepræsentanter til lokal lønforhandling på den enkelte virksomhed. 

Uddannelsesrepræsentanter kan nu udpeges, hvis der er enighed på arbejdspladsen.

Nye barselsregler giver far/medmor yderligere to ugers øremærket barsel med løn, og forældrene har derudover fået to uger til deling.

Du kan læse mere her.

GDPR