Lars Løkke vil hæve sygeplejerskers løn

20220601-165816-L-1920x1280we
Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen mener, at Christiansborg skal tilføre lønkroner for at redde sundhedsvæsnet. (Arkivfoto) Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen vil give politisk afsatte lønkroner til offentligt ansatte for at løse rekrutteringskrisen.

Tilstanden i det danske sundhedsvæsen nærmer sig en "nødretssituation", og en genopretningsplan må uundgåeligt indholde lønpuljer fra Christiansborg. 

Sådan lyder budskadet fra tidligere statsminister og Moderaternes politiske leder Lars Løkke Rasmussen i et interview med Altinget.

Meldingen kommer, efter Mette Frederiksens overraskende kovending i lønspørgsmålet, hvor den socialdemokratiske statsminister lægger op til, at offentligt ansattes løn skal på Christiansborgpolitikernes bord - dog inden for rammerne af den danske model og princippet om, at det private er lønførende. 

LÆS OGSÅ: Faglig kommentator: Mettes kovending er gennembrud for offentligt ansattes lønkamp

Også hendes forgænger hævder, at lønspørgsmålet skal løses ved overenskomstbordet. Men derfor kan - og skal - det politiske system alligevel blande sig med lønkroner, mener Lars Løkke Rasmussen, der forestiller sig fuldtids- og fastholdelsestillæg for at forhindre sundhedsvæsnet i at "styrte i grus":

"Det offentlige er jo en part. 'Den danske model' kan jo ikke bare være et eller andet slagord, hvis det får alt til at falde fra hinanden. Realiteten er jo, at vi har et offentlig ejet og drevet sundhedsvæsen, som er ved at falde sammen. Og det er jo ikke Christiansborg, der skal sidde og detailregulere, hvordan de der penge skal bringes i spil. Men det er da noget, som ejerne af det danske sundhedsvæsen skal have et say på," siger Løkke til Altinget.

DI: Hvor skal pengene komme fra?

Lars Løkkes udmelding er blevet kritiseret i kraftige vendinger af Dansk Industri, der søndag udsendte en analyse. Her konkluderer Dansk Industri, at en milliard kroner i lønstignigner delt lige op mellem fuldtidsbeskæftigede vil give hver offentligt ansat en årlig lønstigning på 1.700 kroner. 

Det svarer til 140 kroner om måneden. Og derfor vil et reelt mærkbart lønløft koste et voldsomt milliardbeløb, lyder det fra Dansk Industri. 

"Politikerne skylder at svare på, hvor pengene skal komme fra, om de offentlige ansatte skal løbe fra de privatansatte i lønstigning, og om det er de privat ansatte, der skal betale mere i skat, for at deres kollegaer i det offentlige kan modtage lønstigningen," siger viceadm. direktør Kim Graugaard i en pressemeddelelse og fortsætter:

"I DI advarer vi kraftigt imod at udfordre den danske model. Det er ikke et spørgsmål for Christiansborg at uddele lønstigninger ­­– og slet ikke i en valgkamp. Det er en sag, der skal afgøres i et forhandlingsrum mellem arbejdsgiver og arbejdstager."

GDPR