Debat: Lad os nytænke overenskomsterne - sådan kan vi øge organiseringen

Sk__rmbillede_maler_964
7. jun. 2022 06.15
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].

IGENNEM EFTERHÅNDEN ret mange år er medlemmerne af OK-fagforeningerne sivet ud. Vi er nu nået det kritiske punkt, hvor under halvdelen af arbejdsstyrken på det private arbejdsmarked er organiseret.

Det er også så småt ved at gå op for toppen af dansk fagbevægelse, at problemet ikke længere er noget, vi blot kan nøjes med at tale om. Der skal ske noget drastisk, og det skal ske hurtigst muligt, hvis vi også vil overdrage en fagbevægelse til næste generation.

Når vi bliver mødt af ”hvorfor skal jeg stå som organiseret i en rigtig fagforening, jeg får jo alle goderne alligevel”, når de forkromede taler om fællesskab, overenskomster og rettigheder ikke langt
Hans Martin Andersen, formand Malernes Fagforening Midtjylland

Til trods for 15 velmenende, gode forslag om øget organisering, kan vi altså ikke lade løsningen på problemerne være op til FH. Vores problemer med organisering kan hverken løses gennem trepartsforhandlinger eller skiftende regeringers syn på fagforeningsfradrag.

LÆS OGSÅ: Her er Lizette Risgaards 16 forslag, der skal redde den danske model

Problemerne løses heller ikke ved, at vi de sidste mange år har talt, analyseret, skrevet og forsøgt med næb, klør og relationer at få de sidste på arbejdspladserne med i fællesskabet.

Vi tager snakken med dem, der forlader vores fællesskab, og vores tillidsfolk taler dagligt med de, der står uden for.

VI KAN TALE VARMT OG LÆNGE om fordelene ved en stærk fagbevægelse, og om katastrofen ved, at hele fundamentet smuldrer. Vi kan vise skrækeksempler på, hvordan levestandarden for arbejderne i andre lande er faldet i takt med, at fagbevægelsen er forsvundet.

Vi kan tale om vores værdier, der har skabt verdens bedste arbejdsmarked igen og igen. Og vigtigheden af at vi står sammen for at bevare de goder, vi har i dag.

Resultatet har været det stik modsatte. Det har ikke rokket ved organiseringen eller manglen på samme.

LÆS OGSÅ: Se listen: FH-forbund mister medlemmer - gule fagforeninger går frem

Langt hen ad vejen, er de fleste danskere glade og tilfredse med både overenskomsterne, og måden vi har skruet den danske model sammen på. Men når snakken falder på regningen, er det straks en anden sag.

Argumentet, vi bliver mødt med ni ud af ti gange, er prisen. Og når vi bliver mødt af ”hvorfor skal jeg stå som organiseret i en rigtig fagforening, jeg får jo alle goderne alligevel”, når de forkromede taler om fællesskab, overenskomster og rettigheder ikke langt.

Skal vi øge organiseringen, bør vi altså nytænke hele vores tilgang til overenskomsterne. Og hvem vi forhandler overenskomster til. Er det medlemmerne eller alle mulige andre?
Hans Martin Andersen, formand Malernes Fagforening Midtjylland

Det er jo egentlig heller ikke så mærkeligt endda. Vi bliver konstant bombarderet med reklamer for gule forretninger, der kan det hele til under det halve. Det er essensen af medlemsflugten. Og med en høj inflation, hvor udgifterne skal skæres ind til benet, vil det ikke blive bedre, uanset hvor god lønstigning vi forhandler hjem ved næste overenskomst.

Så uanset hvor godt vi argumenterer for vores fællesskab og værdier, så afspejles den danske arbejders værdier i dag for langt størsteparten kun et sted, på bundlinjen. Kan man ikke se eller mærke fordelen, tegner man ikke medlemskabet.

SÅ SKAL VI ØGE ORGANISERINGEN, bør vi altså nytænke hele vores tilgang til overenskomsterne. Og hvem vi forhandler overenskomster til. Er det medlemmerne eller alle mulige andre?

Ved OK23 har vi muligheden for at omstrukturere og gå nye veje. Nemlig medlemsrettede goder. Ideen er som sådan ikke ny, da man i flere overenskomster allerede har specifikke bestemmelser. Kun for medlemmer. Kravet er heller ikke nyt, men har været stillet i forskellige former ved mange overenskomstfornyelser. Både i industrioverenskomsterne og på byggeriets område.

Hvordan skal vi så få medlemsrettede goder, der vel at mærke ikke gør det dyrere at ansætte en organiseret end en uorganiseret?

Det kan vi gennem lønsum og fondsløsninger. Helt konkret kan vi ved OK23 kræve, at der oprettes en fond, hvor arbejdsgiverne indbetaler et beløb pr. præsteret arbejdstime for alle ansatte.
Fonden administreres af den overenskomstbærende fagforening. Og pengene bruges kun på de betalende medlemmer. Der betales således for alle medarbejdere, men kun os, der er organiserede i rigtige fagforeninger, får del af kagen.

  • Eksempelvis kunne man bruge pengene på forhøjede pensionsindbetalinger. KUN for medlemmer.
  • Man kunne øge udbetalingerne ved løn under sygdom. KUN for medlemmer.
  • Man kunne tegne lønsikring ved arbejdsløshed. KUN for medlemmer
  • Man kunne udvide sundhedsordningerne til gratis tandlæge. KUN for medlemmer.
  • Man kunne give flere betalte fridage. KUN for medlemmer
  • Man kunne også tænke sig, at de indkommende betalinger gik direkte tilbage som kroner og øre som konkret lønstigning. KUN for medlemmer

Medlemmerne af de rigtige fagforeninger vil altså tjene flere lønkroner gennem deres medlemskab. Mulighederne er uendelige og er kun begrænset af fantasien og indbetalingerne.

Med en ny tilgang med goder, KUN for medlemmer, får vores tillidsfolk det bedste argument i verden; nemlig at medlemskab af en rigtig fagforening giver flere lønkroner på bundlinjen
Hans Martin Andersen, formand Malernes Fagforening Midtjylland

Vi kan spørge os selv: Er det egentlig ikke er på tide, at vi forhandler overenskomster for alle de, der rent faktisk betaler for den service?

Selvfølgelig er medlemsrettede goder i overenskomsterne ikke et quickfix. Men med en ny tilgang med goder, KUN for medlemmer, får vores tillidsfolk det bedste argument i verden; nemlig at medlemskab af en rigtig fagforening giver flere lønkroner på bundlinjen. og vi får dermed også samtidig løst et af vores allermest akutte problemer, medlemsflugten.

Lad os løse problemet sammen. Stil OK-kravet i din fagforening, så vi i 2023 kan forhandle overenskomster til medlemmerne.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].