15. SEPTEMBER SKREV Pippi Hyllested på 16 år i Jyllands-Posten, at der er noget helt galt i måden, fritidsjobbere behandles på, og at arbejdsgivere behandler ungarbejdere dårligt og bryder lov efter lov om ungarbejdere.
Hun har helt ret. Der er ikke brug for mere snak, ikke flere løfter, der skal ske noget nu.
De unge på arbejdsmarkedet skal have deres egen lov, der beskytter dem i forhold til en ordentlig løn, arbejdstid, pauser, opsigelsesvarsler m.m.
Den skal være let at forstå, og det skal være let at få hjælp – og den skal derfor give de unge rettigheder efter områdernes kollektive overenskomster.
Der er skrevet så uendeligt mange artikler og sendt så mange dokumentarer og indslag om, hvor dårligt unge behandles. Bare sidste år sendte TV2 dokumentaren ”Den Bitre Smag af Michelin”, der viste, hvor næsten umenneskeligt unge elever bliver behandlet i de fineste restauranter herhjemme. Der er ikke sket noget siden.
Jobpatruljen, fagbevægelsens årlige patrulje i sommerlandet, fandt sidste år, at 96 procent af de unge oplevede et eller flere brud på reglerne i deres ansættelsesforhold. Næsten hver fjerde har ikke de lovfastsatte pauser, næsten hver fjerde skal selv finde en afløser, når de bliver syge osv. Det er ikke nyt.
Politikerne ved det, fagbevægelsen ved det, arbejdsgiverforeningerne ved det – sikkert store dele af samfundet ved det.
Hvor ligger ansvaret?
Folketingets beskæftigelsesudvalg holdt i september i år en høring om unges rettigheder på arbejdsmarkedet. Her var arbejdsmarkedets parter og eksperter inviteret til at holde oplæg. De fleste tegnede et tydeligt billede af, at de unges arbejdsmarked er kendetegnet ved massiv underbetaling i forhold til overenskomsterne og massive brud på reglerne.
Arbejdsgiverne var mere tilbageholdne, men talte også kun om det organiserede arbejdsmarked. Langt de fleste unge under 18 år arbejder i mindre butikker, cafeer og restauranter, og her er der ofte ikke overenskomst.
Høringen skulle blandt andet afdække, hvilke løsningsmodeller der er, hvis man ønsker at sikre de unge bedre vilkår på arbejdsmarkedet, end de har i dag. Og her lød svaret samstemmende, at ansvaret ligger hos arbejdsmarkedet parter, ikke hos Folketinget, men kan det nu også være rigtigt?
Den danske model fungerer simpelthen ikke for børn og unge under 18 år. Og det er uansvarligt som voksen blot at slå armene ud og sige: "Jamen, det er sådan vi gør på arbejdsmarkedet"
Thorkild Holmboe-Hay, MF, Socialdemokratiet
Kollektive overenskomster er i sidste ende noget, man skal kæmpe sig til. Dels har jeg aldrig mødt en 15-årig, der præcist vidste, hvad en kollektiv overenskomst er, og dels har vi i historisk tid aldrig oplevet en gruppe 13-årige nedlægge arbejdet og gå til fagligt møde for at får arbejdsgiveren til at lave en aftale.
Den danske model fungerer simpelthen ikke for børn og unge under 18 år.
Og det er uansvarligt som voksen blot at slå armene ud og sige: "Jamen, det er sådan vi gør på arbejdsmarkedet".
Vi skal beskytte vores unge på arbejdsmarkedet
For det første er det at flygte fra det ansvar, vi som voksne har, og for det andet er det ikke helt korrekt. Folketinget har i forhold til erhvervsskoleelever i praktik besluttet, at de individuelt er omfattet af rettigheder i områdets kollektive overenskomster.
I forhold til udenlandsk arbejdskraft har Folketinget besluttet, at de skal tilbydes de løn- og arbejdsvilkår, der er almindelige i Danmark, hvilket vil sige overenskomstmæssige vilkår. Vi har en tradition for, at Folketinget træder til og tildeler de mest udsatte grupper en særlig beskyttelse.
Det vil være rigtigt og fremadrettet at gøre det samme for børn og unge under 18 år. Det er politisk set det rigtige tidspunkt. Det handler om at gøre erhvervsarbejde mere attraktivt for de unge, så flere vælger en erhvervsuddannelse.
Og så handler det om, at de unges første møde med arbejdsmarkedet gerne skal være et positivt møde, så de får lyst til at arbejde og ved, hvordan vi løser tvister, når de opstår gennem den danske model.
Desuden handler det om, at vi voksne har et kollektivt ansvar over for børn og unge under 18, især når vi ved, hvor dårligt de ofte bliver behandlet i dag, og hvor få muligheder de har for selv at gøre noget ved det. Det handler om anstændighed.
