A4 Overenskomst
Køb abonnement

August Bentholm bliver landssekretær

Prisvindende Just Eat-bud skal være en del af formandskabet i 3FU

Navnenyt|
17. januar 2023 kl. 6.00
August Bentholm vandt sidste år prisen som 'Årets Organiser' for sit arbejde som tillidsrepræsentant i Just Eat. | Foto: Eno Krogh/A4 Medier
Den 22-årige tillidsrepræsentant er valgt som ny landssekretær for 3F Ungdom og indtræder samtidig i 3F's hovedbestyrelse.

Kort før årsskiftet blev August Bentholm, der startede sin faglige karriere som tillidsrepræsentant hos Just Eat, valgt som formand for transportgruppen i 3F Ungdom.

Men nu har ungdomsbestyrelsen i 3F Ungdom valgt ham som ny landssekretær, oplyser August Bentholm på sin Facebook-profil.

"Dermed kommer jeg nu til at være en del af formandskabet i hele 3FU, ligesom jeg indtræder i 3F's hovedbestyrelse. Det er for mig at se en gylden mulighed for at bringe platformsarbejderne helt ind til det store bord med toppen af 3F's ledelse og få sat det prekære arbejdsmarked på dagsordenen," skriver August Bentholm i opslaget.

LÆS OGSÅ: Om August Bentholm: Prisvindende Just Eat-bud bliver transportformand i 3F Ungdom

Han beholder samtidig sin plads i organiseringsudvalget. Og også her vil August Bentholm efter eget udsagn forsøge at sætte sit præg - nemlig "på retningen for fremtidens organiseringsstrategi og forhåbentlig være med til at vende udviklingen i medlemstallet til noget lidt mere positivt".

Tiltrædelsen i den nye stilling betyder endvidere, at han må fratræde posten som formand i 3F Ungdoms transportgruppe.

Den 22-årige tillidsrepræsentant blev i november sidste år hædret med særprisen 'Årets Organiser', der blev uddelt ved A4 Mediers prisshow 'Årets TR'. Prisen fik han for at lykkes med at organisere kolleger i en branche, hvor der ellers ikke er en høj organiseringsgrad.

Mere fra A4 Overenskomst

GDPR