Der var smil over hele linjen, da forhandlerne for fagbevægelsen, regeringen og arbejdsgiverne i Kommunernes Landsforening (KL) og Danske Regioner mandag præsenterede en historisk aftale om et lønløft til udvalgte offentligt ansatte.
Bag scenen var der imidlertid i månedsvis foregået en intens armlægning ikke blot over bordet, men også internt i både regeringen og fagbevægelsen. Det viser A4 Overenskomsts rekonstruktion af forløbet, der baserer sig på en lang række kilder med førstehåndskendskab til forhandlingerne.
Armlægningen handlede ikke blot om lønkroner - det spørgsmål blev relativt hurtigt klaret i forhandlingerne. Det langtrukne slagsmål stod om, hvor mange skovsnegle fagbevægelsen skulle sluge for at få del i milliarderne, og hvem der skulle lægge svælg til.
Og så handlede de ikke mindst om, hvordan regeringens krav om at tø det fastfrosne offentlige lønsystem op kunne forenes med den danske models hellige principper.
Klar mission om statslig kontrol
Allerede før Lønstrukturkomiteen afgav sin rapport i juni, havde SVM-regeringen truffet en principiel beslutning: Det afgørende kriterium for at få del i det lønløft på mange milliarder korner, der var sat af i regeringsgrundlaget, skulle være rekruttering og ikke kønsligestilling, som ellers havde været det bærende argument.
Snarere end at rette op på uligheden mellem typiske kvinde- og mandefag, skulle en trepartsaftale skaffe ekstra hænder, hvor de mangler.
Dermed stod det også relativt hurtigt klart, hvem der skulle have del i kronerne: Hospitalssygeplejersker, sosu’er, pædagoger og endelig de relativt få statsansatte fængselsbetjente, der igennem hele forløbet kørte et lidt separat forløb.
LÆS OGSÅ: Overblik: Sådan fordeles lønløftet på 6,8 milliarder kroner
Finansministeriet, KL og Danske Regioner begyndte at holde hulemøder, endnu inden blækket var tørt på Lønstrukturkomiteens rapport. I ministeriet oplevede man det som svært at få konkrete krav ud af kommunerne og regionerne, der mest af alt havde principielle problemer med hele tanken om en lønpulje. Den skepsis blev i høj grad delt af Finansministeriets embedsfolk, men det politiske signal var så tydeligt, at der ikke var meget at stille op.
Nu handlede det om at sikre, at statskassen ikke blev blanket af, uden at man fik noget igen.
Efter mange overvejelser når arbejdsgiverne og Finansministeriet i fællesskab frem til en stribe krav med tre hjørnesten suppleret af en række mindre krav: stop for stigningen i seniordage for alle kommunalt og regionalt ansatte, krav om 12 timers vagter i hverdage og 16 timer i weekender samt en ny procedure for godkendelse af overenskomster, der blandt andet ville sammenkæde offentlige overenskomster for evigt og altid, så det var slut med evige sygeplejerske- og pædagogstrejker.
Missionen er klar i Finansministeriet: Staten skal have mere kontrol med løndannelsen i den offentlige sektor, og vejen til nye tiggergange fra fagbevægelsen skal mineres, så ingen i fremtiden kan kræve nye milliardløft.
Lene Roeds specielle rolle
27. september er det første trepartsmøde indkaldt i den store kreds af forhandlere i Finansministeriet. Regeringen stiller i vanlig stil med hele sin bogstavkombination: finansminister Nicolai Wammen (S), beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), sundheds- og indenrigsminister Sophie Løhde (V) og kulturminister Jakob Engell-Schmidt (M), der trods det i denne sammenhæng lidt aparte resort, er blevet Moderaternes faste vikar for formand Lars Løkke Rasmussen, når der skal forhandles økonomi.
Kommunerne og regionerne er også på plads med deres repræsentanter, men de spiller i praksis altid andenviolin, når Finansministeriet er på scenen på samme tid. I sidste ende er det statens penge, der skal deles ud.
De øvrige fem hovedrolleindehavere sidder i Fagbevægelsens Hovedorganisations (FH) delegation. De tre forbundsformænd, der skal kradse lønkroner hjem til medlemmerne er FOA’s Mona Striib, BUPL’s Elisa Rimpler og sygeplejerskernes Grete Christensen, der senere bliver afløst af den nyvalgte Dorthe Boe Danbjørg. Og så er der to, der kommer til at spille en speciel rolle i forløbet - nemlig FH’s formand, Morten Skov Christiansen, og HK Kommunals Lene Roed.
Morten Skov Christiansen skal som helt nyvalgt formand navigere i et kompliceret offentligt aftalesystem, men han skal også sikre den indre balance i FH mellem offentligt og privat ansatte. FH-formanden skal sikre, at forhandlingsresultatet ikke får Metals formand, Claus Jensen, eller andre fra de private forbund til at gå grassat.
LÆS OGSÅ: Analyse: Lønløftets sprængfare vokser dag for dag
Endnu mere speciel er Lene Roeds rolle. HK Kommunals formand er repræsentant for alle dem, der ikke får del i milliarderne, og kommer derfor ind i rollen som den, der i FH-delegationen siger det, som det plejer at være arbejdsgivernes replikker: Dem, der får noget, skal også betale en pris. Det skal stå klart, at det også har gjort ondt på dem, der får penge. Ellers har hun ikke en chance for at sælge aftalen til baglandet.
Det siger på den baggrund næsten sig selv, at den interne stemning i FH’s delegation er dårlig fra begyndelsen. Tre af dem vil kradse flest muligt penge ind med mindst mulig modydelse, mens to hele tiden må minde om, at det skal være hele FH, der skal kunne stå bag en aftale - for ellers bliver alle milliarderne liggende på bordet.
I regeringen er der også indre uenigheder, der nu og da siver ud gennem sprækkerne til møderne - især mellem Socialdemokratiet og Venstre.
Sophie Løhde kræver, at alle indrømmelser til fagbevægelsen skal ledsages af modkrav, sådan at det samlet set gør lige så ondt på modtagerne af de mange milliarder som i regeringens udspil. Derudover ridder Sophie Løhde sin kæphest om mere brug af lokalløn, som også var hendes gennemgående tema, da hun selv sad som statens topforhandler i VLAK-regeringen. Nicolai Wammen og Ane Halsboe-Jørgensen er indstillet på at slække på det samlede krav for at nå en aftale.
Alle deltagerne er enige om, at de første tre møder er stort set indholdsløse. Alle læser op af deres medbragte papirer og gentager de velkendte positioner. Det er som tre lange sættemøder i streg, og deltagerne skæver ned i mobiltelefonerne, mens timerne snegler sig af sted. Regeringen er ikke klar til realitetsforhandlinger og trækker tiden lidt i langdrag.
Wammens forhandlingsmaskine
Det største chok kommer, da sygeplejerskernes nyvalgte forkvinde begår den begynderfejl at sige sin ærlige mening: Det politiske lønløft bør ikke være en éngangsforestilling, lyder det i Altinget.
Det truer pagten, som alle forhandlere skrev under på ved døren til forhandlingslokalet. Dorthe Boe Danbjørg bliver dog taget til nåde af sine nye formandskolleger, da hun samme morgen banker sig selv på plads i en mail til FH’s forretningsudvalg og undskylder på et forhandlingsudvalgsmøde.
Der sker først rigtigt noget i forhandlingerne, da de endeløse fællesmøder bliver afløst af Nicolai Wammens uhyre effektive forhandlingsmaskine. Ligesom det altid er Nicolai Wammens teknik under finanslovsforhandlinger, indkaldes parterne én for én til bilaterale samtaler med de fire ministre. Finansministeren spørger, lytter og skriver ned uden at løfte meget af sløret for sin egen position. Han afsøger forhandlernes mandat. Hvor går deres røde linjer, hvor er de ømme punkter, hvor ligger de mulige landingsbaner?
LÆS OGSÅ: Analyse: Trepartsforhandlinger forsinkes af intense sværdslag
Teknikken frustrerer nogle af de erfarne overenskomstforhandlere, der ikke er vant til at blive afhørt på den måde. Men set i bakspejlet er alle enige om, at det fungerede. Nicolai Wammen skaber enighed internt i regeringen, mens han stille og roligt finder løsninger på det, der internt i forhandlingerne hedder spor et, to og tre: Hvem skal have pengene og hvordan?
FH får fjernet en række tidsler: Lene Roed får fjernet krav om, at forringelser - som for eksempel færre seniordage - også skal gælde de kommunalt ansatte, der ikke får del i den ekstra lønpulje. Regeringens krav om 16 timers vagter i weekenderne bliver reduceret til 12 timer, og kravet, om at ansatte i eksempelvis hjemmepleje kan kommanderes på ekstraarbejde med kortere varsel uden betaling, bliver helt frafaldet.
Samtidigt begynder FH internt at afstemme balancerne i de kommende overenskomstforhandlinger. Det er for meget at sige, at OK24 allerede er handlet af. Men alle har en forståelse for, at dem, der lige har fået, ikke skal forgyldes igen.
Seksmandgruppens giftige kapitel
Men det sidste spor - spor fire - bliver det, der ender med at tage længst tid. Det er alt det, der handler om proces og mekanik i den danske model, og som ikke mindst er afgørende for, at Morten Skov Christiansen kan holde sammen på FH.
Den komplicerede opgave er at skabe et system, der på den ene side sikrer, at regeringens krav, om at lønnen i fremtiden skal gå til mere udvalgte grupper som eksempelvis sygeplejerskerne, bliver honoreret bedre, og på den anden side ikke indebærer, at regeringen meget direkte sætter sig på processen, så den danske model braser sammen. Det er en rød linje for både FH, der må tage hensyn til faretruende raseriudbrud fra de private forbund og for Lene Roed, der ikke vil betale andres lønstigning med sin egen uafhængighed.
Et lille embedsmandsudvalg nedsættes med Kent Harnisch og Claus Andersen fra Finansministeriet, Henrik Würtzenfeldt fra OAO, FH’s cheføkonom, Jonas Schytz Juul, og fungerende direktør Peter Nisbeth samt Mona Striibs problemknuser Jacob Bang fra FOA. De seks snedkererer det giftige kapitel fire på plads gennem tre intense uger i Finansministeriet.
En afgørende knast er den sammenkædning af de offentlige overenskomster for evigt og altid, som regeringen har krævet som pris for lønløftet. Regeringen ved godt, at de højstemte troskabseder om, at det hele er en engangsforestilling, blot er gratis besværgelser, der kan hæves af fremtidige forbundsformænd.
Udover sammenkædningen skal lønstrukturerne derfor sprænges med håndfaste krav om decentral løn og puljer, så systemet fremover selv kan håndtere problemer med rekruttering og retfærdighed.
Men allerværst er ønsket om en permanent finansministeriel tilstedeværelse i et udvalg, der skal føre tilsyn med nye lønsystemer på det kommunale og regionale område frem til 2030.
Så er den danske model reelt færdig i den offentlige sektor.
Det lykkes seksmandsgruppen at finde en løsning, der får Nicolai Wammen til at trække fangarmene tilbage.
Sammenkædningen bliver midlertidig ved OK24, sløjfede garantiordninger får penge til at flyve mere frit mellem forhandlingsborde til foråret, og FH accepterer at en milliard korner af lønløftet går til lokal løn. Men den egentlige revolution udebliver. I stedet forpligter parterne sig i et væld af hensigtseklæringer.
Parternes bevarede kontrol er dog betinget af, at de rent faktisk leverer forandringer af aftalesystemet inden 2026. Mellem hensigtserklæringerne gemmer sig en uskreven advarsel. Falder det hele tilbage til status quo, kan regeringens tillid vise sig af være kortfristet.
Fire store vindere og et svendestykke
Netop arbejdet med fremtidens offentlige lønsystem er en af årsagerne til, at også AC-formand Lisbeth Lintz står foran Finansministeriets glasdør, da aftalen præsenteres.
Hovedorganisationen har ellers ingen varme følelser tilovers for trepartsmanøvren og udsigten til at lægge flere ofre på alteret, når medlemmerne allerede har betalt med administrative fyresedler. Et lønløft til den lille bitte gruppe af jordemødre står slet ikke mål med prisen, og Akademikerne overvejer længe, om man skal springe i målet.
Men da de mest uspiselige krav om aldersindeksering og en kontroversiel sammenkædning mellem Akademikernes og FH’s organisationer slettes fra aftaleudkastet, kan Lisbeth Lintz alligevel godt skrive under. Undervejs i de drabelige forhandlingsmøder om kapitel fire har Akademikerne fået et stærkt incitament til at være med: Man vil ikke efterlades uden for døren, når parterne påbegynder de afgørende processer om fremtidens lønsystem.
Da en træt FH-delegation står side om side med regeringen og arbejdsgiverne ved glasdøren og præsenterer den nye aftale, er stemningen blevet markant bedre. De er kommet tættere på hinanden i den intense proces.
Morten Skov Christiansen ved, at han har leveret et svendestykke, som Claus Jensen brummende kan acceptere. Lene Roed kan gå til sit bagland og erklære, at resultatet er bedre end frygtet, og at hendes medlemmer er friholdt for de forringelser, som andre havde måttet acceptere.
LÆS OGSÅ: Madsen: Trepartsaftalen blev en succes for den danske model
Og de fire store vindere - FOA’s Mona Striib, BUPL’s Elisa Rimpler, socialpædagogernes Benny Andersen og sygeplejerskernes Dorthe Boe Danbjørg - går fra ministeriet med lommerne fuld af milliarder til øget grundløn til deres medlemmer.
Et resultat, ingen havde troet muligt for få år siden.
Alle er enige om, at intet bliver som før. Men de langsigtede konsekvenser for løndannelsen og den danske model i den offentlige sektor kender ingen endnu.
