VI HAR MED STOR INTERESSE læst tidligere DI-vicedirektør Kim Graugaards udsagn om magtens måde at regere på, når der er tale om ”at få ro på arbejdsmarked”.
For os, som mindre arbejdsgiverforening og medlem af Dansk Arbejdsgiverforening, så er DI’s justeren på stilleskruerne et tegn for, at DI slet ikke har forstået hvordan mindre virksomheder fungerer. Dette synspunkt står vi helt sikkert ikke alene med.
Kim Graugaard beskriver konkurrenceforholdene mellem de ”store”, hvor vi ser mere på kampen mellem David og Goliat. Her må vi ryste på hovedet over, når han mener, at man som lille organisation ikke har ressourcer til at skabe politiske resultater i EU fordi man ”ikke har råd til det”.
Vi har ingen problemer med at skabe gode resultater på vores fagområde, fordi vi er eksperter og forstår at samarbejde med andre lande i paraplyorganisationer, hvor vi udøver vores indflydelse på EU-kommissionen. Også danske politikere hører vores stemme. Så størrelse er ikke alt.
”Den grå eminence” udtaler, at man har stor ydmyghed omkring mulighed og ansvar, og resultatet viser, at man måske ikke skal fastholde i glæden som ”hovedrolle”, når resten af arbejdsmarkedet sættes i en kollektiv spændetrøje som modparten præsenterer.
DER ER INGEN TEGN for fri forhandling længere, når man bliver præsenteret for DI’s resultat som diktat. Det er os uforståeligt, at man i DI har fokus på de store eksportvirksomheder med den tro om, at de mindre virksomheder, som fylder absolut største del af det danske erhvervsliv, bare skal makke ret.
DI er kun for de store, dem der tilsyneladende er ligeglade med tunge administrative byrder, som DI’s resultat pålægger virksomhederne. Man indgår aftaler, der trykker de mindre virksomheder på økonomien og belaster ejerlederen med yderligere opgaver, som påvirker evnen til at tjene penge, imens regeringen og EU med et innovativt syn arbejder på, at fjerne administrative byrder fra SMVerne.
Kim Graugaards bemærkning omkring, hvis man droppede overenskomsterne, er et tegn for, at han slet ikke har fingeren på pulsen, ej heller til lønniveauet, de mindre virksomheder har råd til at betale.
Overenskomstbyrden med baggrund i DI’s manglende evne til at forhandle bredt, pålægger godt over 60 % ekstra, som de mange virksomheder uden overenskomst sparer, her slet ikke medregnet de besparelser, som de overenskomstmæssige administrative byrder medfører. Det er i vores øjne en væsentlig konkurrenceforvridning, der skader den danske model.
FOR OS ER DET et tegn for, at den bestående danske model er ved at vise sprækker, og at man slet ikke forholder sig til det faktum, at flere og flere virksomheder fravælger overenskomst, samt at modparten mister medlemmer i stor stil.
Og hvad lønningerne angår, så har Kim Graugaard overset for eksempel Novo Nordisk hamstring af medarbejdere, hvor lønningerne går op i det dobbelte af, hvad en mindre virksomhed har råd til at betale. Hans bemærkning om at vores lokalforhandlede lønninger må være ”ekstremt høje”, må anses for værende en hån mod de mange SMV'er (små- og mellemstore virksomheder, red.)
Vi som arbejdsgiverforening med en overenskomst fra 1910, har ingen ønske om at fjerne overenskomster, men ser lyset i en alternativ forhandlingsvej, hvor der forhandles overenskomst for de mindre SMV'er, parallelt til de store.
Vi skal udfordre den bestående model, som giver de store ”ro”, som tilsyneladende er den eneste målsætning man har hos DI - en model, der ene og alene pålægger arbejdsgiveren at betale mere og mere, uden at der er effektive fordele for de mange tusinder mindre arbejdsgivere.
En overenskomst bør jo gå begge veje, og det er ikke vores oplevelse, at den bestående model leverer. Så når Kim Graugaard udtaler, at det ”sådan set ikke vores skyld”, så har vi kun hovedrysten til overs.
