
Der er ikke mange, der har ligeså stor indsigt i det private overenskomstsystem som Martin Steen Kabongo.
Han blev ansat i Dansk Industri nærmest det øjeblik, han forlod Københavns Universitet med en kandidatgrad i statskundskab.
Efter et årti på Rådhuspladsen rykkede Kabongo til Dansk Arbejdsgiverforening som chefkonsulent, hvorefter han steg i graderne som overenskomstchef og til sidst underdirektør.
LÆS OGSÅ: Martin Steen Kabongo forlader Dansk Arbejdsgiverforening
Da Finans Danmark/Arbejdsgiver sidste år blev oprettet, hentede man ham ind som vicedirektør i afdelingen for arbejdsret og overenskomster.
Han har da også været at finde på A4 Mediers liste over de mest magtfulde grå eminencer i den danske model.
Men efter sommerferien forlader Martin Steen Kabongo ikke kun organisationen, men også de private overenskomster som arbejdsområde.
Som ny kontorchef i Kommunernes Landsforening får han ansvaret for arbejdet med kommunernes arbejdsgiver- og overenskomstarbejde.
”Jeg har fulgt de offentlige overenskomstforhandlinger tæt i mange år, men aldrig selv arbejdet med dem. Til gengæld har jeg haft fingrene dybt nede i den danske model fra arbejdsgiversiden i det private, og den erfaring glæder jeg mig til at bringe med ind i KL. Jeg håber, at jeg kan bidrage med nogle nye perspektiver på arbejdsgiverarbejdet,” siger Martin Steen Kabongo i en pressemeddelelse.
Kabongo skal lede KL's Arbejdsgiverpolitisk Center sammen med centrets anden kontorchef Lisbet Langbjerg Sørensen.