A4 Sundhed
Køb abonnement

Hjerteforeningen finder ny topchef i egne rækker

Navnenyt|
25. november 2025 kl. 12.30
Morten Ørsted-Rasmussen har været en del af Hjerteforeningen siden 2015. Fra 2026 bliver han ny administrerende direktør. | Foto: Morten Svane/Hjerteforeningen
Morten Ørsted-Rasmussen bliver forfremmet til ny administrerende direktør i Hjerteforeningen fra 1. januar 2026.

Bestyrelsen i Hjerteforeningen har udpeget Morten Ørsted-Rasmussen som ny administrerende direktør. Han afløser Anne Kaltoft, der har valgt at trappe ned.

Det skriver foreningen i en pressemeddelelse.

Morten Ørsted-Rasmussen har været ansat i organisationen siden 2015 og har de seneste år haft ansvar for strategi, public affairs og presse. Han betegner selv udnævnelsen som en mulighed for at videreudvikle arbejdet med hjertesundhed.

“Jeg er stolt af og glad for at få muligheden for at stå i spidsen for Hjerteforeningen,” siger han og fremhæver, at organisationen skal "skabe et samfund med de bedste rammer for at leve hjertesundt og gøre hjertesundhed til en fælles sag. Og så vil vi inspirere flere til at leve hjertesundt".

Hjerteforeningen arbejder for at bekæmpe hjerte-kar-sygdomme ved at støtte forskning, forebygge sygdom gennem oplysning og sundhedspolitisk arbejde. Mens de også tilbyder rådgivning og hjælp til hjertepatienter og deres pårørende.

Ifølge foreningens formand, Lars Vinge Frederiksen, var valget klart.

“Hans strategiske blik og store engagement gør ham til den rette person til at lede organisationen ind i fremtiden,” siger han i pressemeddelelsen. 

Morten Ørsted-Rasmussen tiltræder stillingen 1. januar 2026. 

GDPR