DET UNDRER MIG. Det undrer mig, at vi igen og igen taler om presset på sundhedsvæsenet – men kun sjældent om, hvordan vi for alvor kan forebygge, at mennesker bliver syge.
Det undrer mig, at vi kender løsningerne – men stadig ikke prioriterer dem.
Og det undrer mig, at forebyggelse år efter år behandles som noget sekundært, når det i virkeligheden er nøglen til både bedre liv og et mere bæredygtigt sundhedsvæsen.
Vi ved præcis, hvad der virker: tidlig opsporing, stærkere mental sundhed, afhængighedsforebyggelse, bevægelse, sunde madvaner, nye teknologiske muligheder – og ikke mindst bæredygtige fællesskaber. Alligevel fylder det alt for lidt i de politiske og økonomiske beslutninger, der træffes for vores sundhedsvæsen.
Det er paradoksalt – for de forebyggende indsatser er ikke bare til gavn for den enkelte. De er afgørende for vores fælles arbejdsmarked, vores trivsel og vores samfundsøkonomi. Når færre bliver syge, falder sygefraværet, arbejdsliv forlænges, og flere kan blive i job – fysisk og mentalt.
Og vi ved, at det kan betale sig.
Analyser fra blandt andre WHO, Sundhedsstyrelsen, OECD og Vive viser, at investeringer i forebyggelse har en samfundsøkonomisk gevinst. WHO dokumenterer, at hver krone brugt på sundhedsfremme og forebyggelse i gennemsnit giver mellem 2 og 14 kroner i afkast. Alligevel går under tre procent af det samlede danske sundhedsbudget til forebyggelse.
Det er ikke bare kortsigtet – det er uansvarligt.
Vi taler ofte om det samlede sundhedsvæsen – men vi finansierer og forvalter det stadig i stumper og stykker. Det er ikke koordineret. Det er ikke langsigtet. Det hænger ikke sammen. Og det rammer især de unge med mentale udfordringer, mennesker med begyndende sygdom, dem med kroniske lidelser og mennesker med handicap – som kunne have haft bedre livskvalitet, hvis vi havde sat ind tidligere.
Derfor har vi brug for et nationalt forebyggelsesprogram, forankret i en samlet sundhedsplan, med klare mål, bundne midler og politisk opfølgning. Det må ikke længere være op til enkeltkommuner, projektpuljer eller ildsjæle.
DET KRÆVER MOD OG PRIORITERING – og det kræver, at vi løfter sundhedspolitikken op, hvor den hører hjemme: som en bærende del af vores velfærd, vores arbejdsmarked og vores fællesskab.
Vi skal holde op med at tale om forebyggelse som om det var luksus. Det er fundament.
Forebyggelse er ikke et fravalg af alvorlig sygdom. Det er et tilvalg af liv.
Det er værdighed. Det er trivsel. Og det er sund fornuft.
Det samlede sundhedsvæsen skal ikke kun behandle sygdom – det skal skabe sundhed.
Og det er nu, vi skal i gang.
Mit forslag er klart: Lad os gøre forebyggelse til en forpligtende del af næste finanslov. Det er ikke bare klogt. Det er nødvendigt.
