ZBC: Fjern kvoten, så vi kan uddanne flere pædagogiske assistenter

Glenny_Hansen_og_Per_B_Christensen
Foto: ZBC og Danske Sosu-skoler
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Læs A4 Mediers regler for og krav til debatindlæg her. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].
Vi hører det om og om igen: Special- og daginstitutioner kæmper med at skaffe pædagogisk uddannet personale. På erhvervsskolerne kan vi være med til at løse en del af problemet. Men det kræver, at politikerne dropper loftet for, hvor mange pædagogiske assistenter vi må uddanne.

SOM SAMFUND HAR VI et stort problem med at rekruttere pædagogisk uddannet personale. Ret usædvanligt har vi også et håndtag, vi let kan skrue på for at afhjælpe en del af problemet: På erhvervsskolerne kan vi nemt uddanne flere pædagogiske assistenter.

LÆS OGSÅ: FOA: Absurd at sosu-skoler afviser ansøgere til pædagogisk uddannelse trods mangel

Men lige nu blokerer en politisk fastsat kvote for, hvor mange elever vi må optage på uddannelsen, som ikke allerede har en læreplads ved studiestart. Det betyder, at vi ved hvert optag må afvise kvalificerede ansøgere. For os at se skriger det til himlen. Lad os forklare nærmere her.  

Understøtter pædagogernes arbejde

I BUPL's vilkårsundersøgelse fra 2022 fortæller næsten hver fjerde daginstitutionspædagog, at de er den eneste uddannede pædagog på stuen. Samme undersøgelse viser, at 43 procent af ledere i daginstitutioner har måttet opgive at ansætte en pædagog til en ledig pædagogstilling. 

De pædagogiske assistenter er selvsagt ikke pædagoger. Men i modsætning til de ufaglærte medhjælpere, har de pædagogiske assistenter fået en bred faglig ballast under deres uddannelse. En ny evaluering af uddannelsen viser da også, at de pædagogiske assistenter føler sig godt klædt på til at varetage deres arbejde. 

Det tager normalt omkring tre år at uddanne sig til pædagogisk assistent, og det er muligt at søge ind på uddannelsen allerede efter 9. klasse. Undervejs lærer eleverne om blandt andet pædagogik, natur og udeliv, psykologi, kommunikation og sundhed. Derudover har de forskellige praktikforløb i den kommune, hvor de har elevplads, så de undervejs får erfaring fra både dagtilbud og specialområdet.

Én ting er sikkert – vi ville kunne optage markant flere elever, hvis det ikke var for kvoten
Glenny Hansen og Per B. Christensen, hhv. uddannelsesdirektør og næstformand ZBC

Uddannelsen giver altså de pædagogiske assistenter gode forudsætninger for at understøtte pædagogernes arbejde. Og i en tid hvor det er uhyre svært at rekruttere pædagoger, kan assistenterne være afgørende for at sikre den faglighed, der er nødvendig for at give trygge og gode rammer for vores børn og unge. 

Populær uddannelse – upopulær kvote

På ZBC, som er en stor erhvervsrettet uddannelsesinstitution i region Sjælland, har vi i 2021 og starten af 2022 optaget 209 elever på uddannelsen til pædagogisk assistent. Langt flere har dog vist interesse for uddannelsen: I perioden op til studiestart på disse optag har mere end 580 sendt første del af ansøgningen til os. Optagelsesprocedurer og den måde data for ansøgninger opgøres på, gør det svært at sige præcis, hvor mange af de elever der opfylder kravene til at starte på uddannelsen. Men en ting er sikkert – vi ville kunne optage markant flere elever, hvis det ikke var for kvoten. 

LÆS OGSÅ: Debat: Skal vi have flere pædagoger, så giv plads til flere pædagogiske assistenter

Lidt bevægelse er der dog at spore: Kvoten er netop blevet hævet, hvilket betyder at vi kan uddanne 27 procent flere pædagogiske assistenter på landsplan. Det glæder vi os over. Men hvorfor ikke afskaffe kvoten helt?

Til dem der undrer sig over, hvorfor der overhovedet er en kvote, kommer forklaringen her. For år tilbage var det sværere for pædagogiske assistenter at få både læreplads under uddannelsen og et job, når de var færdige. Kvoten blev derfor indført for at sikre, at der ikke blev uddannet flere, end arbejdsmarkedet kunne rumme.

Loftet er altså lavet på baggrund af gamle tal, og i tilfældet med den pædagogiske assistentuddannelse har virkeligheden overhalet kvoten: De meldinger vi får fra kommunerne i dag er, at de gerne vil ansætte flere pædagogiske assistent-elever. Men det er svært. For den eneste måde de kan omgå kvoten på, er ved at lave en uddannelsesaftale med eleven inden vedkommende søger ind på uddannelsen. Det har vist sig at være et stort benspænd, som står i vejen for både de enkeltes uddannelsesønsker og arbejdsmarkedets behov. 

Fødekæde til pædagoguddannelsen

Som samfund står vi i en situation med stadigt faldende antal ansøgere på pædagoguddannelsen, stigende børnetal, minimumsnormeringer og flere børn og unge med ondt i livet. Så lad os se på, hvordan det går de pædagogiske assistenter, når vi slipper dem på ZBC.

Kære politikere. Mon ikke det er tid til at overveje den løsning, der ligger lige for, så vi kan afhjælpe en del af problemet med uddannet pædagogisk personale. For vores børn og unges skyld
Glenny Hansen og Per B. Christensen, hhv. uddannelsesdirektør og næstformand ZBC

Det korte svar er, at de pædagogiske assistenter gør en forskel. Og i modsætning til da kvoten blev indført, har de i dag nemt ved at få job, når de er færdiguddannede. Syv ud af ti af de elever, som blev færdige på ZBC i 2020, er i beskæftigelse to år efter.

Dertil kommer, at mange vælger at læse videre – ja, faktisk fungerer uddannelsen også som fødekæde til pædagoguddannelsen. Data trukket fra Børne- og Undervisningsministeriet viser, at hver fjerde til femte af vores færdiguddannede pædagogiske assistenter er begyndt på uddannelsen til pædagog to år efter, at vi på ZBC sendte dem ud i verden med et uddannelsesbevis.

LÆS OGSÅ: Debat: Skal vi have flere pædagoger, så giv plads til flere pædagogiske assistenter

Så kære politikere. Mon ikke det er tid til at overveje den løsning, der ligger lige for, så vi kan afhjælpe en del af problemet med uddannet pædagogisk personale. For vores børn og unges skyld.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].
GDPR