FLEKSIBILITET ER BLEVET et buzzword i debatten om uddannelse, især i lyset af den seneste reform af professionsbachelor- og erhvervsakademiuddannelserne. Når vi taler om fleksibilitet, opstår der ofte en følelse af, at vi har fundet løsningen – fra øget adgang til læring til effektivisering af tid og ressourcer.
Men hvad er det egentlig, vi taler om, når vi siger fleksibilitet? Og hvordan kan vi sikre, at det bliver et håndgribeligt koncept, vi forankrer i praksis og målretter virkelige behov – og ikke blot en tom floskel?
Uddannelsesreformen lægger stor vægt på fleksibilitet forstået som fleksible læringsformater, som et middel til at imødekomme samfundets behov for, at livslang læring kan nå ud til en bredere målgruppe.
LÆS OGSÅ: Overblik: Reform nedjusterer forventningen til arbejdsudbud
På overfladen virker dette som en perfekt løsning, når de aktuelle udfordringer med rekruttering og fastholdelse tages i betragtning. Men der er en fare for, at fleksibilitet kun bliver et middel til at rationalisere eller forenkle, hvis ikke vi virkelig forstår, hvad det kræver for at gøre det funktionelt og værdifuldt.
Fleksibilitet er ikke magi
Fleksibilitet er ikke et magisk værktøj, der kan bruges på eksisterende systemer for at "redde" dem. Det er langt mere komplekst end som så, og det kræver en velovervejet tilgang.
Fleksibilitet i uddannelsessystemet – og i reformens kontekst – betyder ikke kun, at vi reducerer tidsforbrug eller skaber adskillige onlineformater, hvor man kan lære, når det lige passer. Det betyder at designe læringsforløb, der er tilpasset de virkelige, ofte travle arbejds- og livssituationer, hvor fleksibiliteten skal gøre læring muligt og meningsfuldt uden at fjerne opmærksomheden fra de egentlige opgaver.
En vigtig pointe netop her er, at fleksibilitet skal være et effektiviserende – men ikke nødvendigvis et tidsbesparende – greb. Som vi har set i flere vellykkede cases, kan vi reducere fremmødetid - for eksempel fra flere dages fysisk tilstedeværelse til et enkelt møde - og i stedet integrere asynkrone aktiviteter og forpligtende vejledning.
Dette skaber en model, hvor tid ikke spildes, men bruges effektivt og i samklang med den virkelige praksis. Det handler altså ikke om at spare tid, men om at bruge tiden bedre og mere målrettet.
Nøglen til vellykket fleksibilitet ligger i praksis
Et andet centralt aspekt – som ofte overses i debatten om fleksibilitet – er, at ansvaret for at skabe de gode fleksible formater ikke udelukkende ligger hos uddannelsesinstitutionerne.
Hvis fleksibilitet skal føre til effektivitet, så skal det også ske i praksis – altså i de konkrete arbejdsmiljøer og livssituationer, hvor læring finder sted. Det er i professionernes praksisser og hverdagslivet, at der skal skabes plads til den fleksibilitet, der fremmer reelle læringsmuligheder, dybtgående refleksion og meningsfulde samtaler.
Hvis ikke professionerne og deres arbejdsgivere tager ansvar for at skabe disse rum for fleksibel læring, risikerer vi, at det bliver en meningsløs pseudo-løsning.
Fleksibilitet skal ses som et samarbejde mellem uddannelsesinstitutionerne og arbejdspladserne, hvor den virkelige læring og udvikling finder sted. Det er her, der skal skabes mulighed for, at læring kan tilpasses konteksten og arbejdet, uden at det bliver til ekstra bøvl i en allerede presset hverdag.
LÆS OGSÅ: Udspil: Regionerne vil styrke samarbejdet mellem uddannelser og sundhedsvæsen
Fleksibilitet i læring må ikke kun handle om individets eller professionens udvikling: Det skal også inddrage og understøtte organisationens konkrete behov for forandring eller udvikling. Fleksible formater bliver kun meningsfulde, når de favner begge dimensioner: den enkeltes livslange læring og den nødvendige organisatoriske udvikling.
Succes forudsættes af samarbejde og tillid
Fleksibilitetens store potentiale ligger i evnen til at tilpasse sig de konkrete behov og kontekster, hvor læring skal finde sted.
Hvis dette skal lykkes, så kræver det, at vi designer fleksible læringsformater med en dyb forståelse af de konsekvenser og udfordringer, der følger med. Fleksibilitet uden struktur, sammenhæng og forpligtelse kan hurtigt blive spild af tid – for deltagerne, arbejdsgiverne og uddannelsesinstitutionerne.
LÆS OGSÅ: Eksperter giver den nye pædagoguddannelse karakter
Hvis fleksibilitet og fleksible formater skal være koncepter med substans, så må det ikke reduceres til snuptagsløsninger på akutte problemer – men som en kompleks dimension, der kræver omtanke, godt design og samarbejde på tværs af sektorer.
Fleksibilitet kan være en vigtig brik i at skabe en uddannelsesstruktur, der imødekommer hele samfundets behov for livslang læring, men kun hvis vi tager et fælles ansvar.
