NÅR EN SOCIALPÆDAGOG møder ind på landets bosteder, hvor mennesker med handicap bor og lever deres liv, er det ikke en hvilken som helst faglighed, de bringer med sig.
Det siger sig selv, at når man som fagperson møder et menneske med autismespektrumforstyrrelse, et udviklingshandicap eller en psykisk lidelse, og i sit arbejde skal støtte dette menneske til et liv med muligheder og livskvalitet, ja, så kræver det faglighed – og nok af den.
Én af hjørnestenene i denne faglighed er uddannelsen til socialpædagog. Den går gennem den social- og specialpædagogiske retning på pædagoguddannelsen. En uddannelse, hvis fremtid snart skal forhandles og styrkes politisk.
LÆS OGSÅ: Egelund: Reformudspil kommer hverken i denne eller næste uge
Og det er der i den grad brug for. I mange år har uddannelsen til socialpædagog ganske enkelt ikke været god nok. Uddannelses- og Forskningsministeriets evaluering af uddannelsen viste, at det haltede alvorligt med den socialpædagogiske faglighed.
En undersøgelse blandt socialpædagoger viste, at 7 ud af 10 ikke mente, at uddannelsen til socialpædagog klædte dem tilstrækkeligt på til at arbejde med udadreagerende mennesker. Og hver femte nyuddannede socialpædagog forlader ifølge ministeriets evaluering faget inden for få år. Det sker blandt andet på grund af såkaldt praksischok, der kan udløse modløshed og afmagt, når de unge står i virkeligheden på bostederne.
DET KAN VI IKKE være bekendt. Hverken over for de studerende, som de seneste år også har kvitteret med drastisk færre ansøgninger til uddannelsen. Og i særdeleshed heller ikke over for mennesker med handicap eller psykisk lidelse samt udsatte børn, unge og voksne, som virkelig har brug for at blive mødt af uddannet personale med den relevante faglige indsigt.
I dag er det sådan, at under halvdelen af personalet på det specialiserede socialområde er uddannede socialpædagoger. Hver tredje er helt uden relevant uddannelse. Sådan kan man simpelthen ikke holde fagligheden og kvaliteten på et velfærdsområde oven vande. Det ville vi aldrig acceptere på for eksempel sundhedsområdet.
En analyse fra Rambøll har vist, at blandt andet voksne med handicap og psykiske lidelser ifølge statistikken trives bedre, oftere kommer i job og har færre indlæggelser i psykiatrien, når de er tilknyttet et bosted med en højere andel socialpædagoger ansat. Derfor er det bydende nødvendigt, at vi sikrer ’fødekæden’ af nye socialpædagoger med en ambitiøs, attraktiv og målrettet pædagoguddannelse.
Helt konkret foreslår vi blandt andet, at den social- og specialpædagogiske retning øges fra de nuværende fem semestre til seks semestre. Mens fællesforløbet i begyndelsen af uddannelsen kan sænkes fra to semestre til et. Derudover må vi give de studerende en garanti for, at de kan få den retning, som de ønsker, når de har afsluttet fællesforløbet. Det har de ikke i dag.
De unge skal også sikres flere undervisningstimer, vejledende pensumlister målrettet området, bedre sammenhæng mellem praktik og undervisning. Kort sagt: Kvaliteten skal styrkes.
Mennesker med handicap, psykiske lidelser samt udsatte børn, unge og voksne er dybt afhængige af, at de bliver mødt med rette faglighed. Derfor er det nu en bunden opgave i de politiske forhandlinger, at vi i fremtiden skal kunne tilbyde en markant bedre uddannelse til socialpædagog.
