I A4 UDDANNELSE BESKRIVER DIREKTØR FOR RYBNERS, OLAF RYE, hvordan han føler sig presset af, at loven om virksomhedsoverdragelse vil finde anvendelse, når de tektoniske plader forskydes i uddannelseslandskabet i 2030.
Aftalen for om institutionslandskabet er ellers med til at skabe tryghed for de mange medarbejdere, der står over for at skulle skifte arbejdsplads som konsekvens af den politiske aftale.
Ud over at udvise ringeagt for den danske model demonstrerer erhvervsskoledirektøren med al tydelighed, hvorfor et opgør med det utøjlede selveje og mastodont-institutioner er helt nødvendig, ikke mindst hvis EPX skal lykkes.
Implementering af en helt ny uddannelse er ressourcekrævende
I sektoren er der umiddelbart ingen, der betvivler, at implementeringen af EPX bliver en enorm opgave for alle involverede. EPX repræsenterer en ny måde at tænke gymnasial undervisning, og der bliver behov for tid og plads til udvikling. Vi skal integrere flere elev- og lærertyper i meningsfulde arbejdsfællesskaber og genopfinde fagligheden og pædagogikken i praksisnære læringsmiljøer. Det kan der potentielt komme en masse godt ud af, og det er en forudsætning for, at uddannelsen kan blive en succes.
Det er derfor særligt ærgerligt, at Olaf Ryes første og største bekymring er, hvordan hans muligheder for at ’tilpasse ressourcer og opgaver begrænses’. Det er svært for os at høre dette argument som andet end et ønske om at udhule den akademiske løn og forringe arbejdsvilkårene for de involverede lærere.
Fokus bør lige nu være på den gode dialog om, hvordan vi udvikler EPX sammen. I stedet oplever vi i GL, at der bekræftes en fordom om, at der bag ministerens, ledelsesforeningers og andre interessenters pæne ord om EPX, gemmer sig endnu en spareøvelse for uddannelsessektoren og dårligere arbejdsforhold for lærerne. Dem, som husker folkeskolereformen i 2013, ved, at det et helt forkert sted at starte sådan en proces.
Overenskomsten skal respekteres og overholdes
Vi har et system i Danmark, hvor det er arbejdsmarkedets parter, der aftaler rammerne for løn- og ansættelsesforhold. Det er en model, vi er stolte af, selvom den kan være ’besværlig’. Man kunne lidt polemisk spørge, om direktøren på Rybners mener, at ledere på egne institutioner på tværs af afdelinger, funktioner og fag også skal have samme løn for nemheds skyld?
Når der peges på overenskomsten som noget, der begrænser frihed, minder det os netop om, hvorfor vi aftaler løn- og arbejdsforhold her og bruger overenskomsten som et værn mod lokale luner.
Hvis man på erhvervsskolerne finder det bøvlet, at lærere via aftalesystemet har ret til for eksempel et fagtillæg, er der intet, som forhindrer en sidestilling med dem, som har de bedste vilkår. Men at det skulle være svært at håndtere, at nogle medarbejdere har andre vilkår end andre, er svært at forstå. Netop erhvervsskolerne er kendetegnet ved at engagere lærergrupper på forskellige
overenskomster og har gjort det i mange år. Der er altså ikke tale om et nyt fænomen.
Ministeren har taget til efterretning, at flere unge ønsker en gymnasial uddannelse. Med EPX er det derfor naturligt, at også erhvervsskolerne kommer til at engagere flere medarbejdere med akademisk løn.
Finansiering af ledelseslag på mastodont-institutioner
Når Olaf Rye netop nu råber vagt i gevær, hænger det måske sammen med, at man har skabt kæmpe institutioner med mange ledelseslag og højtlønnede ledere i administrationen? I så fald sætter det ikke kun begrænsninger for at kunne tiltrække dygtigere uddannelsesledere og rektorer. Det betyder også, at lærere, som for eksempel kommer med et fagtillæg og lokale tillæg på niveau med akademikere i Staten, meget vel kan matche en uddannelsesleder.
I artiklen kunne man få det indtryk, at direktøren mener, at medarbejderne bør acceptere at gå ned i løn, fordi man politisk har bestemt at lukke HF og ønsker at fastholde lærernes gode kompetencer i undervisningen på EPX. Handler dette ønske i virkeligheden mere om, at man har svært ved at finansiere et ledelseshierarki med mange lag?
I GL glæder vi os over, at det af aftaleteksten fremgår, at der ikke kun skal fusioneres, men også fissioneres, og vi ser gerne, at vi får splittet flere af de største institutioner. ”Byskole-princippet” bør i vores øjne være grundlaget for en sund og lokalt forankret institutionsstruktur i fremtiden, og vi er glade for, at politikerne har sendt samme signal i den netop indgåede aftale om institutionslandskab.
I vores optik er det nemlig fortsat svært at dokumentere, at der skulle være nævneværdige stordrifts- og kvalitetsgevinster ved mastodont-institutioner. Vi ønsker en fremtid på ungdomsuddannelserne med nærværende ledelser, som har pædagogiske kompetencer og faglig indsigt i kerneopgaven, fremfor koncernledelser med fokus på overskud på bundlinjen og konkurrence i markedet. Det vil også flere steder lukke den kattelem i aftalen, som betyder, at den øverste ledelse på erhvervsskolerne også efter 2030 kan undgå at have undervisningskompetence i de gymnasiale fag.
Når Olaf Rye fra Rybners indirekte beklager sig over, at hans potentielt nye medarbejderes løn vil binde ressourcer til den uddannelse, de er ansat på via overenskomsten og kalder det en begrænsning, skal det ses i lyset af, hvordan selvejet forvaltes i dag.
I GL så vi meget gerne, at man i højere grad forpligtede lederne på at bruge taxametermidlerne til at skabe kvalitet på de uddannelser, de er tiltænkt. Både elever, forældre og undervisere skal kunne regne med den kvalitet, som samfundet har betalt for. At der i aftalen er taget politisk ansvar for at fastholde medarbejdere igennem virksomhedsoverdragelse, så de gode erfaringer fra HF og EUX ikke ryger ud med badevandet, er kun glædeligt.
