OM LIDT OVER ET ÅR er jeg færdiguddannet pædagog, og ingen har endnu lært mig, hvordan man trøster et barn. Pædagoguddannelsen er fyldt med masser af vigtige emner, men den helt basale omsorg bliver næsten ikke berørt. Hvordan trøster man en etårig, der lige har sagt farvel til far? Hvordan yder man relevant omsorg over for en fireårig, som ikke må være med i vennernes leg?
Som det er nu, bruges et år af uddannelsen i praktik. Med vilkårene i danske daginstitutioner er der desværre ingen garanti for, at pædagogstuderende lærer at være omsorgsfulde voksne i praktikkerne.
Jeg skal ikke tale lang tid med mine medstuderende, førend der kommer historier om utallige irettesættelser, skældud og bagtaleri af forældre og kolleger. Og hvor dagens program kommer før hensynet til børnegruppen og de enkelte børn. De nationale undersøgelser af kvaliteten i dagtilbud viser også tydeligt, at kvaliteten af det pædagogiske arbejde alt for ofte er alt for dårlig.
LÆS OGSÅ: Undersøgelse viser utilstrækkelig kvalitet i landets daginstitutioner og dagpleje
At være pædagog er en kompleks stilling, hvor man det ene øjeblik leger rumvæsner sammen med en gruppe fireårige, for ti minutter senere at have en samtale med en bekymret forælder. Der er mange ting, der skal læres på 3,5 år, og jeg savner, at uddannelsen tager stilling til, at nogle kompetencer er vigtigere end andre. Vi bliver undervist en masse i samfundsforhold, om vores forpligtelse over for den styrkede pædagogiske læreplan, dagtilbudsloven, børns rettigheder og didaktik.
JEG ØNSKER MIG I STEDET en uddannelse, hvor pædagogikken og omsorgen er vores ledestjerne, og hvor viden om menneskets udvikling kommer før alle de institutionelle hensyn. Når først vi har greb om omsorgen, så vil jeg hjertens gerne fordybe mig i didaktiske modeller eller science-pædagogik. Men uden at jeg kan yde omsorg, så kommer jeg alligevel ingen vegne med et science-projekt i vuggestuen. For hvordan skal barnet give sig hen i legen, hvis det er ængsteligt eller ked af det?
LÆS OGSÅ: Ansøgere til ny pædagoguddannelse er mere end halveret
Måske har akademiseringen af uddannelsen skubbet den omsorgsfulde krop og stemme helt ud af uddannelsen? Men vi kommende pædagoger har i den grad brug for at kunne stå stærkt i omsorgen, når vores kollega snerrer ad børnene, mens vi er bagud med sprogvurderingerne. Og det gælder for alle de pædagogiske arbejdsområder. Der er åbnet op for flere magtanvendelser på det specialiserede voksenområde og vores børne-og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) vil indføre straf, sanktioner og øget brug af fysisk magt i folkeskolen.
Omsorgen har trange kår i velfærdsstatens institutioner, og netop derfor skal omsorgen have en central plads i den nye pædagoguddannelse. Giv os kommende pædagoger omsorgen som faglighed, så vi i det mindste kan kigge hinanden i øjnene og vide, at lige meget hvilke politiske vinde der blæser, og på trods af den hastighed, der præger vores fag, så vil vi vælge en respektfuld vej og yde omsorg for de mennesker, vi arbejder med.
