NÅR LÆRERE TAGER ORDET i den offentlige debat, fortjener det både opmærksomhed og respekt. For det er dem, der står med ansvaret for, at vores uddannelsesambitioner bliver til virkelighed i hverdagen.
Derfor gjorde det også indtryk at læse de bekymringer, der blev rejst af Helene Caprani, Kåre Blinkenberg og Morten Søding Sørensen i A4 Uddannelse i slutningen af sidste måned. Jeg er helt enig i, at vi har et fælles ansvar for at sikre, at reformen både løfter eleverne og giver ordentlige rammer for dem, der underviser.
Det kræver, at vi lytter, og at vi handler med omtanke.
Lærerne spiller en afgørende rolle i, at EPX bliver en succes. Deres faglighed, relationsarbejde og evne til at skabe fællesskaber i klasselokalet er fundamentet for det, vi ønsker med reformen. Men det kræver også noget andet og nyt: tværfagligt samarbejde, blandede lærerværelser og fælles pædagogisk retning på tværs af traditioner. Vi skal sikre, at der bliver skabt tid og plads til at lære hinandens fagligheder at kende og opbygge nye faglige fællesskaber. Det skal være en prioritet både i og rundt omkring undervisningen.
Her spiller lederne en central rolle. De skal kunne sætte retning og understøtte den nødvendige kulturforandring - det er ikke alene lærernes ansvar. Ledelser på erhvervsskoler og gymnasier med EPX skal gå forrest i at omstille skolerne. EPX er ikke kun en ny fagstruktur. Det er en ny måde at tænke uddannelse, samarbejde og elevgrupper på. Det kræver lokalt ledelsesansvar og vilje til at skabe sammenhæng, struktur og støtte, både i lærerværelserne og i mødet med eleverne. Det handler ikke kun om at indføre nye fag. Vi skal bygge en ny fælles kultur, hvor forskellige fagligheder arbejder sammen. Og hvor lærere med forskellig baggrund bliver en styrke, ikke en barriere.
SAMTIDIG ER DET VIGTIGT for mig at sige, at vi også er opmærksomme på de udfordringer, gymnasielærerne allerede oplever i dag. Mange løber stærkt, og vi ser også, at studieretningsgymnasiet har bidraget til et øget pres.
Derfor kommer vi til at nedsætte en ekspertgruppe, der skal se på indhold og struktur for STX, HHX og HTX. Gruppen skal blandt andet forholde sig til antallet af studieretninger og grundforløbets fremtid. Målet er klart: Vi vil skabe gymnasieuddannelser med styrket faglighed, mere tid til fordybelse og en mere sammenhængende og forudsigelig hverdag for både lærere og elever.
LÆS OGSÅ: Nyt lærerpanel skal supplere EPX-ekspertgruppen: En undervisertype fylder mest
EPX bliver ikke en succes af sig selv. Det kræver samarbejde, åbenhed og respekt for de mennesker, der skal få det til at virke. Jeg håber, vi kan fortsætte dialogen med lærere, ledere og alle med interesse for ungdomsuddannelserne. Kun i fællesskab kan vi skabe rammer, hvor både elever og lærere kan trives og lykkes.