SF-ordfører: Vi skal afskaffe blindgyderne i velfærdsuddannelserne

DET ER NU SYV ÅR SIDEN, jeg ikke søgte ind på læreruddannelsen. Teknisk set er hvert år vel et år, hvor jeg ikke søger ind på læreruddannelsen. Men for syv år siden søgte jeg ind på en anden uddannelse og valgte det hverv, jeg siden femårsalderen har sagt skulle være mit, fra. 

Det på trods af, at jeg i dag stadig er 100 procent overbevist om, at det er det vigtigste hverv, der findes. Og tilmed tror jeg på, at jeg havde været ret god til det. Når jeg ikke søgte ind, var det altså hverken evner eller interesse, der manglede. I stedet tog jeg på universitetet og læste en fagkombination, der kan give adgang til at blive gymnasielærer. 

Det er der flere grunde til.

Oven på lærerkonflikten få år forinden virkede arbejdsvilkårene ikke ligefrem som nogen, man aktivt skulle tilvælge, hvis man havde andre muligheder. Min mor underviste på uddannelsen, og den var ikke ligefrem kendt for høj kvalitet og faglig fordybelse – heldigvis blev der sidste år indgået endnu en aftale om reform af læreruddannelsen, som forhåbentlig vil rette op på det.

MEN DEN MEST AFGØRENDE GRUND var nok, at tyveårige Sofie ikke var klar til at beslutte, hvad hun skulle resten af sit liv. Søgte man ind på læreruddannelsen, blev man lærer, og så var det det man var resten af sit liv. Søgte man ind på en bachelor i matematik, kunne man stadig blive hvad som helst og udvikle sig. Sådan føltes det hvert fald for mig. Og sådan føles det for rigtig mange unge. 

LÆS OGSÅ: På Nordfyns Gymnasium er det en prioritet at fortælle de studerende om andet end universiteterne

Den følelse er selvfølgelig ikke 100 procent sand. Masser af lærere videreuddanner sig senere. Masser af læreruddannede forlader lærergerningen. Men det er jo netop også en af årsagerne til, at vi mangler lærere. 

Når følelsen af, at læreruddannelsen er en blindgyde, har sin berettigelse, er det især fordi, muligheden for at videreuddanne sig inden for faget er så godt som ikke-eksisterende. Den samme udfordring findes for pædagoger og socialrådgivere, og selvom sygeplejerskerne har muligheden for at videreuddanne sig, er de muligheder stadig langt fra gode nok. 

Det betyder, at mange ambitiøse og kompetente medarbejdere på et tidspunkt i deres arbejdsliv vælger at uddanne sig ud af faget. Fordi der skal ske noget nyt. Fordi de har lyst til fortsat at udvikle sig. 

PROBLEMET ER DERMED DOBBELT og rammer manglen på personale fra to sider. På den ene side forlader mange kvalificerede medarbejdere faget. På den anden side går færre unge ind i faget af frygt for at lukke døre. Derfor er det et oplagt sted at sætte ind – her er muligheden jo for at slå to fluer med ét smæk. 

I Reformkommissionens rapport “Nye Reformveje 2” foreslåes netop disse bedre muligheder for specialisering og efteruddannelse inden for faget. De skriver blandt andet:

”Kommissionen foreslår, at der for hver profession igangsættes et udviklingsarbejde med arbejdsmarkedets parter og kerneinteressenter på området, der undersøger mulighederne for nye stillingsstrukturer og specialiststillinger, der kan skabe nye, tydelige karriere- og udviklingsmuligheder. Kommissionen anbefaler, at der herefter igangsættes et arbejde i samarbejde med blandt andet uddannelsesinstitutionerne om at udvikle efter- og videreuddannelsesmuligheder, der understøtter de definerede specialiseringsveje.”

LÆS OGSÅ: Reformkommissionen vil have flere ind på professionshøjskoler og erhvervsakademier

Jeg håber, regeringen hurtigst muligt griber fat i dén anbefaling, så vi kan få sat gang i et vigtigt stykke arbejde, der ikke bare kan bidrage til rekruttering, men også til fastholdelse af de vigtige medarbejdere i vores velfærdssamfund.