
Tre måneder i jobbet som chefkonsulent hos Danske HF & VUC blev det til for tidligere uddannelsesordfører for De Radikale Anne Sophie Callesen, efter at hun røg ud af Folketinget i november.
Nu vil hun være spidskandidat for partiet ved Europaparlamentsvalget i 2024 i kølvandet på Morten Helveg Petersens tilbagetrækning fra politik, siger hun til Berlingske.
"Jeg synes, jeg har noget at komme med. Og fordi jeg ikke kan lade være. Jeg brænder for Europa, og jeg vidste kort tid efter folketingsvalget, at jeg savnede de store dagsordener," siger Anne Sophie Callesen til Berlingske.
Ved det seneste valg til Folketinget kort før årsskiftet, hvor hun stillede op i Ringsted-kredsen, blev Anne Sophie Callesen siet fra af vælgerne efter én valgperiode. Her blev det til 884 personlige stemmer - en tilbagegang på 1.042 stemmer i forhold til valget i 2019.
Hun havde forud for sin tid som Christiansborg-politiker været ansat i rektorsekretariatet på Roskilde Universitet og som fuldmægtig i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.

















