VEU-aktører: Her er 12 konkrete forslag til en fremtidssikring af AMU-systemet

DEF__3_
Peter Thomsen, direktør, AMU Nordjylland, Lisbeth Nørgaard, formand for Danske Sosu-skoler, Lars Michael Madsen, formand for VEU-udvalget, Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier – Lederne Foto: Pressefotos
2. jun. 2023 06.30
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].
Der er behov for, at AMU gøres mere brugervenligt og attraktivt, så det i højere grad opfylder både arbejdsgivernes og medarbejdernes behov. Det vil ikke alene øge trygheden i den enkeltes arbejdsliv, det vil også sikre den kvalificerede arbejdskraft, som mange brancher kalder på.

NÆSTEN HVER FJERDE dansker frygter at miste deres job bl.a. på grund af den hastige teknologiske omstilling, der konstant sætter nye kompetencekrav i jobbet. Det viser en ny måling fra TrygFonden.

Det er et tankevækkende resultat, særligt fordi arbejdsløsheden i Danmark er rekordlav. Gentagende gange hører vi om, hvordan virksomheder må gå forgæves, når de skal ansætte nye medarbejdere. Synkront hermed råber den ene brancheorganisation efter den anden i kor om udsigten til mangel på arbejdskraft.

Desværre har en manglende prioritering af området halveret aktiviteten på AMU de seneste ti år
Lisbeth Nørgaard, formand for Danske Sosu-skoler, Lars Michael Madsen, formand for VEU-udvalget, Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier – Lederne, Peter Thomsen, direktør, AMU Nordjylland

Ifølge TrygFonden handler årsagen til utrygheden og frygten for, at man ikke kan finde et andet arbejde, om manglende faglige kvalifikationer og forældede kompetencer. Mere end hver tredje angiver et mismatch mellem udbudte jobs og egne kvalifikationer. 

Traditionelt har vi i Danmark et fleksibelt arbejdsmarked, som understøttes af en bred vifte af voksen- og efteruddannelsestilbud gennem VEU-systemet. Systemet sikrer gode muligheder for livslang læring bl.a. ved brug af arbejdsmarkedsuddannelser målrettet faglærte og ufaglærte medarbejdere (AMU). Desværre har en manglende prioritering af området halveret aktiviteten på AMU de seneste ti år.  

Der er brug for politisk prioritering af AMU

Det kræver ikke en ph.d.-grad at se en sammenhæng mellem manglende opkvalificering og utryghed i arbejdslivet. Med den manglende prioritering sætter vi en stor gruppe bagerst i køen, som kan ende med forældede kompetencer i forhold til arbejdsmarkedets behov. 

Rundt regnet er der 400.000 ufaglærte og 750.000 faglærte ud af en arbejdsstyrke på 2.1 millioner personer mellem 30 og 65 år. Over halvdelen af arbejdsstyrken kan dermed potentielt have gavn af kompetencegivende kurser, der enten opkvalificerer inden for den branche, man arbejder i, eller omstiller til nye. Det altafgørende er, at der er adgang til de kvalifikationer, der åbner døren til arbejdsmarkedet.

Løsningen ligger lige for næsen af os

Her må vi gribe til det bedste våben vi har. AMU er det bedste og hurtigste uddannelsesredskab til at sikre en fast tilknytning til arbejdsmarkedet samtidig med, at virksomhederne sikres en mere kvalificeret arbejdskraft. 

Hvis ikke systemet skal smuldre, skal der rettes et politisk fokus mod området nu. Systemets udfordring bunder i, at der med tiden er skabt et komplekst system for både kursister, virksomheder og udbydere, kombineret med et manglende kendskab til de mange efteruddannelsesmuligheder, der findes. 

LÆS OGSÅ: DA og FH: Vi har ikke råd til at vente på bedre voksen- og efteruddannelse

Dertil har en stor andel af målgruppen udfordringer med at skrive, læse og regne, men særligt også i forhold til at bruge en computer til at løse hverdagsopgaver. Det i sig selv er en velkendt barriere i forhold til både motivation og forudsætning for at kaste sig ud i ny læring. 

Der er brug for, at AMU gøres mere brugervenligt og attraktivt, så vi på den korte bane kan sikre, at både medarbejdere og virksomheder opnår de nødvendige kompetencer. På den lange bane skal der ses på, hvordan AMU i højere grad kan bruges som trædesten ind i en erhvervsuddannelse med henblik på at opkvalificere flere ufaglærte til faglærte. 

12 forslag til fremtidssikring af AMU

Derfor ligger der en ikke uvæsentlig opgave, når arbejdsmarkedets parter og regeringen skal mødes til nye trepartsforhandlinger inden længe for at aftale langsigtede løsninger, der skal fremtidssikre et robust VEU-system. Her bliver opgaven at fokusere på, hvordan et mere forenklet, brugervenligt og fleksibelt system kan sammenstykkes, så vi får flere til at benytte sig af de mange muligheder uddannelsessystemet tilbyder.

Der er behov for nytænkning af VEU-systemet, så det i højere grad opfylder både arbejdsgivernes og medarbejdernes behov
Lisbeth Nørgaard, formand for Danske Sosu-skoler, Lars Michael Madsen, formand for VEU-udvalget, Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier – Lederne, Peter Thomsen, direktør, AMU Nordjylland

Et fremtidssikret voksen- og efteruddannelsessystem vil både gavne den enkeltes tryghed og imødekomme arbejdsmarkedets behov for kvalificeret arbejdskraft i takt med nye kompetencekrav og konkurrence fra udlandet. Det vil samtidig udløse en samfundsmæssige gevinst for os alle. Derfor er vi enige med DA og FH, når de siger, at der er behov for nytænkning af VEU-systemet, så det i højere grad opfylder både arbejdsgivernes og medarbejdernes behov. 

Vi har i fællesskab udarbejdet 12 konkrete forslag til en fremtidssikring af AMU-systemet, som vi gerne byder ind med. I mellemtiden ønsker vi regeringen og parterne gode forhandlinger.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].