Politisk kommentator: Personer og følelser fylder mere end nogensinde, men politisk substans vil afgøre valgets vindere og tabere

helge-mobile
Helge Toksvig Bjerre, indehaver Tailor Agency, og tidligere særlig rådgiver for boligminister Kaare Dybvad (S). Foto: Tailor Agency/Tobias Selnæs Markussen
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].
De politiske udsving i valgkampen viser, at politisk substans og tyngde faktisk er vigtigt hos vælgerne, skriver A4 Aktuelts politiske kommentator.

HALVVEJS INDE I VALGKAMPEN, og ingen ved stadig helt, hvad den handler om. Bevares, der bliver talt politik, men vi har stadig ikke fundet de emner, som er definerende for valget.

Måske er det derfor, valgkampen i stedet har afsløret et paradoks: På den ene sider fylder personer, følelser og fornemmelser endnu mere, end det har gjort tidligere. På den anden side ser substans og politisk indhold ud til at gøre forskellen mellem vindere og tabere.

LÆS OGSÅ: Politisk kommentator: Tre ting Mette Frederiksen skal gøre for at genvinde magten

Det første er ingen overraskelse. Politisk kommunikation får altid et ekstra nøk i den retning op til et valg. På TikTok og andre sociale medier boltrer yngre kandidater som Rosa Lund fra Enhedslisten eller Liberal Alliances partileder, Alex Vanopslagh, sig. Deres indhold er sjovt, uhøjtideligt og i øjenhøjde med ungdommen.

Sidstnævntes videoer handler godt nok mest om kritik af Mette Frederiksen pakket ind i humor eller mere luftige liberale principper – sjældent om konkret politik. Men det virker, for uanset om jeg læser meningsmålinger eller spørger min nevø på 10 år, er ungdommen på fornavn med Alex.

Løkke er med rette blevet beskyldt for meget, men at klovne rundt på sociale medier eller være for overfladisk i fremlæggelsen af sin politik er ikke én af dem
Helge Toksvig Bjerre, indehaver Tailor Agency og fhv. rådgiver for S

Samtidig står vi over for et jordskredsvalg, som åbenlyst er drevet af personer. Moderaterne og Danmarksdemokraterne ser ud til at buldre ind i Folketinget, men er reelt færdige, hvis deres respektive partiledere får en tagsten i hovedet.

De Konservative nåede både at have den mest troværdige partileder og se statsministerdrømmene krakelere i løbet af nogle uger, primært på grund af Søren Papes personsager og elendige håndtering af samme.

DEN NEMME ANALYSE ville være, at politik er endt som et realityshow, hvor de personer, der kan ride med på bølgen i vælgerhavet vinder – indtil en anden overtager populariteten.

Men der er også en anden udlægning. For midt i valgkampens ulidelige støj af selfies, jagt på likes og personfiksering, ser det ud til, at der også er et glasloft for den slags politisk kommunikation. At politisk substans og tyngde faktisk er vigtigt hos vælgerne.

Det er uhørt, at Lars Løkke, efter at have danset med spærregrænsen siden lanceringen af Moderaterne, i den seneste Voxmeter står til 9,1 procent af stemmerne. Løkke er med rette blevet beskyldt for meget, men at klovne rundt på sociale medier eller være for overfladisk i fremlæggelsen af sin politik er ikke én af dem.

Måske er det blot, fordi tiden kalder på seriøsitet og lederskab på et bagtæppe af krig, inflation og utryghed. Men hvis politisk indhold er på vej tilbage, har valgkampen 2022 også været opløftende
Helge Toksvig Bjerre, indehaver Tailor Agency og fhv. rådgiver for S

Imens har Inger Støjberg tabt pusten. En politik baseret på ”du ved hvad jeg står for” er godt nok kraftfuld som politiske image, når man lige har smidt fodlænken, men hvis man vil holde gryden i kog helt frem til valgdagen, må man finde på noget mere end blot at ville vælte Mette Frederiksen. Og er det ikke som om, Inger Støjberg både virker betuttet og tilbageholdende i partilederrunderne? Måske er der alligevel ikke politik nok på hylderne.

På gruppemøder i Socialdemokratiet har Mette Frederiksen ofte mindet folketingsgruppen om, hvor meget det kræver, at ville være statsministerparti. At man skal undslå sig fristelsen for at score et par billige point, hvis det betyder, at man ikke har tænkt sin politik igennem. Eller som statsministeren ynder at formulere det: ”Vi tager måske lidt vand ind på den her sag, men på den lange bane står vi rigtigt”.

DET ER MULIGT, at vælgerne vurderer deres politikere ud fra mavefornemmelser og likeability. Men det at gennemtænke sin politik i så mange led, at den altid er sammenhængende og kan transformeres til et holdbart regeringsprojekt, kan i praksis ikke lade sig gøre over nogle måneder.

Det kræver års forberedelse og ikke mindst masser af politiske ideer og analyser. Derfor er det som regel at foretrække, hvis holdbarheden af disse kan blive afprøvet i bogform – og her menes der ikke samtalebøger – fremfor hurtige tweets eller Facebookopslag. Der er som bekendt forskel på at vinde et slag og at vinde krigen.

LÆS OGSÅ: Politisk kommentator: Fire ting vi lærte af valgkampens første døgn

Hvis nogen er i tvivl, kan man se på blå blok i disse dage, hvor det efterhånden er blevet en tradition, at pressemøder og politiske udspil følges op af ”Det, formanden mente, var…”-telegrammer på Ritzau. I den situation hjælper ikke engang den bedste algoritme eller sjoveste kommentar overfor vælgernes ubarmhjertighed.

Måske er det blot, fordi tiden kalder på seriøsitet og lederskab på et bagtæppe af krig, inflation og utryghed. Men hvis politisk indhold er på vej tilbage, har valgkampen 2022 også været opløftende for dansk politik.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].
GDPR