Mindre stress og produktive medarbejdere: Amnesty International indfører firedages arbejdsuge
Amnesty International indfører som den første NGO i Danmark en firedages arbejdsuge for deres omkring 50 medarbejdere på kontoret i København.
Hensigten er at få gladere og mere effektive medarbejdere samt færre stresssygemeldinger.
Det skriver Amnesty International i en pressemeddelelse.
LÆS OGSÅ: Ansatte og chefer vil have fire dages arbejdsuge
Konkret får de ansatte fri tre ud af fire fredage om måneden, og derudover indfører man faste kontorarbejdstider fra klokken 9 til 15. De ansatte kan lægge ydertimerne før klokken 9 og efter klokken 15, som de selv ønsker. Om onsdagen er der mulighed for fælles hjemmearbejdsdag.
"Vi arbejder hver eneste dag med alvorlige emner som tortur, dødsstraf, seksuel vold og krig, hvilket kan være svært at håndtere i længden," siger Vibe Klarup, generalsekretær i Amnesty Internationals danske afdeling, og fortsætter:
"Vi tror på, at en firedages arbejdsuge giver medarbejderne bedre mulighed for at restituere, sikrer bedre balance mellem arbejds- og privatliv og giver gladere og sundere medarbejdere. Dermed kan vi i sidste ende skabe endnu bedre resultater for menneskerettighederne, som jo er det, Amnesty er sat i verden for."
Ekspert: Går ikke på kompromis med produktivitet
NGO’en, der kæmper for menneskerettigheder i hele verden, indfører også kortere og mere fokuserede møder. Ligesom medarbejderne om formiddagen mandag til torsdag har mulighed for at løse opgaver, der kræver stilhed og fordybelse.
Amnesty International har indtil nu kørt modellen med firedages arbejdsuge som en forsøgsordning, og den gør man nu permanent. NGO’en ser allerede tegn på, at den kortere arbejdsuge har ført til højere effektivitet.
Det er i de færreste job, at det giver mening alene at måle produktivitet på antallet af arbejdstimer
Pernille Garde Abildgaard, forfatter og ekspert i firedages arbejdsuge
Ifølge Pernille Garde Abildgaard, der er forfatter til bøger om firedages arbejdsuge, er der gevinster at hente ved at give medarbejderne mere fri.
"Det er i de færreste job, at det giver mening alene at måle produktivitet på antallet af arbejdstimer. Samtidig ser vi et arbejdsmarked, hvor den mentale belastning hver eneste dag resulterer i tusindvis af sygemeldinger og haltende livskvalitet. Det kan en firedages arbejdsuge råde bod på – uden at vi behøver at gå på kompromis med produktiviteten," siger Pernille Garde Abildgaard.
En ny undersøgelse fra analysefirmaet Epinion viser, at der er stor opbakning til en firedages arbejdsuge blandt både medarbejdere og chefer.
64 procent af medarbejderne og 65 procent af lederne svarer ifølge undersøgelsen ja, når de bliver spurgt, om de kan se sig selv eller deres ansatte arbejde fire dage om ugen.