Beskæftigelsesminister efter kritik: Løn er en vej til bedre arbejdsmiljø

Riget_spg
Til stede på Riget var både otte sygeplejersker, beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), Lars Gaardhøj, regionsrådsformand i Region Hovedstaden (S), forkvinde for Dansk Sygeplejeråd Dorte Boe Danbjørn og Kristina Robins, der er kredsformand i Kreds Hovedstaden for Dansk Sygeplejeråd. Foto: A4 Arbejdsmiljø
I et egetræsbeklædt lokale på Rigshospitalet møder beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen nogle af de sygeplejersker, som den nye trepartsaftale vedrører. De tvivler på, at løn vil få flere til at arbejde på grund af det hårde arbejdsmiljø. Men ifølge ministeren hænger løn og arbejdsmiljø sammen.

"At I vil have os alle sammen på fuldtid. Det, synes jeg personligt, er fuldkommen hul i hovedet." 

Ordene kommer fra en ung, kvindelig sygeplejerske klædt i blå og hvid uniform, der taler til beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S). 

Vi befinder os på Rigshospitalets 13. sal i et mødelokale beklædt med egetræ fra top til tå. Beskæftigelsesministeren og Dansk Sygeplejeråds forkvinde, Dorte Boe Danbjørn, har arrangeret et møde med blandt andre otte af hospitalets sygeplejersker for at drøfte den trepartsaftale, som de to kvinder præsenterede for offentligheden for 14 dage siden. En aftale, der blandt andet gav mere i lønningsposen til sygeplejersker - men betinget af at de går op i tid og flere tager weekend- og aftenvagter. 

Og det er de betingelser, som den unge sygeplejerske i mødelokalet er skeptisk over for. 

"Jeg har prøvet at være på fuldtid for mange år siden. Jeg har ikke børn, jeg har ikke familie. Nu er jeg på 32 timer, og jeg er aldrig syg, og det er jeg ikke, fordi jeg har mulighed for at komme mig igen, for det er så tungt med vagtbyrden," siger hun.  

LÆS OGSÅ: Overblik: Det står der om arbejdsmiljø i trepartsaftale

Hun er ikke den eneste af de otte sygeplejersker i mødelokalet, der har det sådan. I løbet af det 30 minutter lange besøg, bliver sygeplejerskernes hverdag diskuteret, og arbejdsmiljøet på hospitalsafdelingerne bliver hurtigt omdrejningspunktet for snakken.   

Eller som en anden sygeplejerske formulerer det: 

"Vil den økonomiske vinding gøre, at der er flere der går op i tid? Jeg vil sige, at det stadig er bad for business at være på 37 timer. Men spørgsmålet er, om man vil gøre det, fordi man føler loyalitet over for sine kolleger, eller fordi man fagligt gerne vil udvikle sig?" 

Snakken i det egetræsbeklædte mødelokale er inde og pille ved en af de helt afgørende mekanismer i trepartsaftalen. Nemlig at mere i løn giver flere lyst til at arbejde mere og tage flere skæve vagter, for på den måde at skabe et bedre arbejdsmiljø, fordi der kommer flere hænder til at bære byrden.

Det helt dyre spørgsmål er altså, om lønnen er incitament nok til at skabe den vekselvirkning? 

Hvad kommer først? 

I kølvandet på trepartsaftalen snakkede A4 Arbejdsmiljø med tre eksperter, der ikke var i tvivl: Sygeplejerskernes hverdag er for presset, til at nok vil vælge at gå op i tid for en ekstra pose penge. Arbejdsmiljøet bør komme først. 

I mødelokalet på Rigshospitalet spørger beskæftigelsesministeren interesseret ind til sygeplejerskernes holdninger, og hvad de mener, der bør gøres for at lette presset på dem i hverdagen.

Selvom der er skeptiske røster, er besøget på det københavnske hospital også præget af lovprisende ord og smilende sygeplejersker, der gerne vil tage billeder med ministeren. 

 Besøg på riget (1) 

På hospitalsgangen, der er pyntet med julehjerter i dannebrogs farver, får A4 Arbejdsmiljø mulighed for at spørge ind til, hvad beskæftigelsesministeren egentlig tænker om sygeplejerskerne og eksperternes bekymringer. 

LÆS OGSÅ: Eksperter tvivler på, at ekstra løn vil få flere til at arbejde mere: Det er arbejdsforholdene, den er gal med

"Jeg synes, at løn og arbejdsmiljø hænger sammen. I vores aftale er der jo både indsatser for arbejdsmiljø helt isoleret set. Og så tror jeg på, at det at belønne folk for at være der i flere år og for at tage vagter på de hårde tidspunkter er med til at fastholde medarbejdere, vi ellers ville have mistet. På den måde kan det være med til at gøre, at vagtplanen går nemmere op og dermed også skabe et bedre arbejdsmiljø. Så jeg synes jo, det hænger sammen. Og jeg synes, det er passende, at vi lægger ud med at belønne dem, der løfter der, hvor vi har sværest ved at skaffe folk," siger beskæftigelsesministeren til A4 Arbejdsmiljø.

Men for at den kabale kan gå op, så kræver det jo, at folk har lyst til at arbejde mere under de nuværende forhold, før arbejdsmiljøet kan blive bedre. Som vi hørte i mødelokalet, tvivler sygeplejerskerne selv på den effekt. Hvordan vil I sikre, at det sker? 

"Lønkroner, anciennitetstillæg og vagttillæg er en vej til et bedre arbejdsmiljø. Det er en vej til at fastholde, og det er en vej til at rekruttere, hvilket sætter sig i et bedre arbejdsmiljø. Den primære anke, vi hører i forhold til arbejdsmiljøet, er jo, der hvor man løber for stærkt. Det er der, hvor man bliver kaldt ind uanmeldt. Og det er der, hvor man skifter for meget mellem dag og nat, fordi tingene ikke kan planlægges. Så jo flere medarbejdere man har at dele de hårde ting ud på, jo mindre får man også af den slags, og dermed sætter det sig i arbejdsmiljøet," siger hun. 

Fremtiden

Om aftalen vil have den ønskede effekt eller ej, hviler også på det videre forløb. For en stor del af udmøntningen af trepartsaftalen er sparket ind i de offentlige overenskomstforhandlinger, der går i gang efter juleferien. Mens den pulje penge, der er afsat til specifikke arbejdsmiljøindsatser først skal konkretiseres, når forhandlingerne er afsluttet. Det arbejde har Ane Halsboe-Jørgensen et ønske til. 

"Jeg håber, at det bliver indsatser, der udspringer af medarbejdernes egen viden om deres hverdag, og derfor har vi heller ikke siddet og sat pen til papir i detaljerne i det. Jeg vil faktisk gerne have, at det vokser ud af afdelinger, som den vi har været oppe og besøge her," siger hun. 

GDPR