Antallet af arbejdsulykker er steget under corona-krisen

20200818-121757-L-1920x1279we
Fagbladet 3F har flere gange beskrevet, hvordan blandt andre buschauffører, slagteriarbejdere og bygge- og anlægsarbejdere er blevet smittet og syge af corona-virus og har anmeldt det som en arbejdsskade. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Trods nedlukningen af Danmark blev der sidste år anmeldt 46.389 arbejdsulykker. Det er det højeste antal i seks år.

Selv om mange danskere har været sendt hjem fra jobbet, er antallet af arbejdsulykker steget markant under corona-krisen.

Sidste år blev der anmeldt 46.389 arbejdsulykker, viser en opgørelse fra Arbejdstilsynet.

Det er de højeste antal i seks år og 3.680 flere end i 2019, hvor der blev anmeldt 42.709 arbejdsulykker. Det skriver Fagbladet 3F.

LÆS OGSÅ: Heidi vinder historisk sag om mobning på jobbet

Souschef og seniorforsker på Arbejdsmedicinsk Klinik ved Regionshospitalet i Herning, Kent J. Nielsen, påpeger, at corona-virus og nedlukningen af Danmark har ført til lavkonjuktur og færre aktiviteter i samfundet.

- Derfor kunne vi have forventet, at antallet af arbejdsulykker var faldet. Men vi ved, at de fleste ulykker sker inden for landbruget, transportområdet, bygge- og anlæg og i industrien, og produktions-Danmark har ikke været lukket ned, siger Kent J. Nielsen.

- Det har undervisningen og den offentlige administration været. Så det er alle os kontornussere, som normalt ikke kommer til skade på jobbet, der har været sendt hjem, siger han.

Fagbladet 3F har flere gange beskrevet, hvordan blandt andre buschauffører, slagteriarbejdere og bygge- og anlægsarbejdere er blevet smittet og syge af corona-virus og har anmeldt det som en arbejdsskade.

Netop de corona-relaterede arbejdssskader har betydning for stigningen i antallet af anmeldte ulykker, mener Kent J. Nielsen.

- Da Danmark blev ramt af corona-virus, vidste vi ikke, hvad vi stod overfor. Derfor var der mange flere, end der burde, som blev smittet, siger Kent J. Nielsen.

- Da vi blev ramt af den anden smittebølge, burde man have været bedre forberedt ude på arbejdspladserne i forhold til at sikre medarbejderne med værnemidler, siger han.

Ifølge Arbejdstilsynet er det i dag ikke teknisk muligt at anmelde corona-virus eller covid-19 som den direkte årsag til en arbejdsulykke.

Tilsynet har dog lavet et faktaark om anmeldte arbejdsskader relateret til Covid-19. Her fremgår, at der i 2020 blev registreret 4.559 arbejdsulykker som ”akut infektion” eller “andre former for forgiftning og infektion”, og alene i januar i år er blevet anmeldt yderligere 2.925 arbejdsulykker med samme begrundelser.

Det er ifølge Arbejdstilsynet cirka 10 gange så mange infektioner, som der normalt anmeldes.

Arbejdstilsynet har endnu ikke en samlet opgørelse over, hvilke typer skader arbejdsulykkerne i 2020 har ført til.

- Det er dog Arbejdstilsynets umiddelbare vurdering, at stigningen i antallet af anmeldte arbejdsulykker med stor sandsynlighed kan relateres til covid-19 tilfælde, lyder det i et skriftligt svar fra Arbejdstilsynet til Fagbladet 3F.

GDPR