Arbejdsulykker: Her er de 10 farligste brancher

20110706-225639-6-1920x1280we
Branchen 'Vand, kloak og affald' havde i 2019 flest arbejdsulykker per 10.000 beskæftigede. Foto: Ritzau Scanpix
Sidste år blev der anmeldt 42.709 arbejdsulykker på landjorden i Danmark. Her kan du se, hvilke brancher der skete flest ulykker i.

36 personer mistede livet, 313 mistede en legemsdel og 4.436 fik knoglebrud i forbindelse med arbejdsulykker på landjorden herhjemme sidste år.

Her blev der i alt anmeldt 42.709 arbejdsulykker, fremgår af Arbejdstilsynets årsopgørelse for 2019, der er offentliggjort onsdag. Det skriver Fagbladet 3F.

Generelt er der dog ikke de store udsving i hverken antallet af dødsulykker, alvorlige ulykker eller anmeldte arbejdsulykker i perioden fra 2014-2019, som Arbejdstilsynet har gjort op. Og det er et problem, mener Peter Hasle, der er professor i arbejdsmiljø ved Syddansk Universitet i Odense.

- I Danmark har vi i mange år haft en arbejdsmiljøpolitik og en stor fokus på området. Det burde føre til et fald i antallet af ulykker. Ikke mindst de alvorlige ulykker, men det er ikke sket, siger Peter Hasle.

- Ulykkeskurven er ikke knækket. Så her er der klart en problemstilling, som der bør gøres noget ved, siger han.

Antallet af arbejdsrelaterede dødsulykker steg sidste år til 36 mod 32 i 2018, hvilket svarer til gennemsnittet i perioden 2014-2019.

- I forhold til dødsulykker er der fra år til år en betydelig variation i forhold til, hvilke brancher ulykkerne sker i. Selv om der har været kampagner for at nedbringe antallet af dødsulykker. Det viser også, hvor meget tilfældigheder spiller ind på tallene, siger Peter Hasle.
Mange ulykker anmeldes ikke

De 42.709 arbejdsulykker, som blev anmeldt sidste år, er blot 80 færre end i 2018. Og antallet af anmeldte arbejdsulykker i perioden 2014-2019 har stort set været uændret og ligget omkring cirka 42.000.

- Men det burde være på omkring 80.000 arbejdsulykker, hvis det skulle være retvisende. Gennem de seneste 20-30 år er der mange undersøgelser, som har vist, at cirka halvdelen af alle arbejdsulykker ikke bliver anmeldt, siger Peter Hasle.

- Man må formode, at det drejer sig om ulykker, der ikke er så alvorlige. Men de mangler i det samlede billede, siger han.

Ulla Sørensen, der er arbejdsmiljøpolitisk ansvarlig i 3F, ærgrer sig over, at fortsat sker så mange arbejdsulykker.

- Vi skal huske, at bag hvert eneste tal i statistikken står et menneske, som skal leve et liv med for eksempel et amputeret ben, en rygskade eller et sår og en nedsat arbejdsevne som følge af det. Vi er nødt til at passe bedre på alle dem, der går på arbejde hver dag, siger Ulla Sørensen.

GDPR