Den seneste højesteretsdom om arbejdsskade under hjemmearbejde har vakt betydelig debat. Flere arbejdsgiverrepræsentanter har udtrykt bekymring for, at dommen vil føre til et øget ansvar, praktiske byrder og et mere bureaukratisk arbejdsliv.
Men de bekymringer hviler, efter min vurdering, på en fejlfortolkning af både dommens indhold og dens juridiske betydning.
Højesterets præmis er klar: Hvis en skade opstår som følge af arbejdet – også når det udføres hjemme – er den omfattet af arbejdsskadesikringslovens § 5. Det gælder også i tilfælde, hvor ulykken sker under en naturlig del af arbejdsdagen, som for eksempel en kaffepause.
Det handler ikke om skyld eller forsømmelse. Det handler om, at arbejdstageren er dækket, når arbejdet udøves – også uden for den fysiske arbejdsplads.
Det objektive ansvar er ikke nyt – det er grundlæggende
Dommen hverken udvider eller forandrer arbejdsgiverens ansvar – den bekræfter et eksisterende princip: At forsikringen følger arbejdet, ikke stedet. Der er tale om et objektivt ansvar, som ikke forudsætter, at arbejdsgiveren kunne have handlet anderledes. Dommen pålægger ikke arbejdsgivere at føre tilsyn med hjemmets indretning eller vurdere risikoen ved privat inventar. Den slår blot fast, at ansatte ikke mister deres rettigheder, fordi arbejdet udføres bag en anden dør.
LÆS OGSÅ: Hjemmearbejde mindsker stress, men er samtidig på tilbagetog
Det, vi i virkeligheden bør diskutere, er ikke dommens rækkevidde, men det refleks, der opstår i reaktionen på den. Det er ikke dommen, der skaber bureaukrati. Bureaukrati opstår, når arbejdsgivere undlader at leve op til deres moralske og etiske ansvar – og regler må træde til som erstatning.
Regulering opstår ikke i et vakuum. Den opstår, når behovet for beskyttelse bliver større end tilliden. Når arbejdsgivere ikke behandler medarbejdere ordentligt, må lovgivningen sikre det mest basale: tryghed, sikkerhed, respekt. Regler er ikke udtryk for embedsmænds lyst til at kontrollere. De er udtryk for et system, der forsøger at kompensere for fraværet af menneskelig omtanke.
Dommen bør ikke give anledning til mere kontrol, men til mere refleksion. Ikke flere tjeklister, men en grundlæggende erkendelse: At fleksibilitet uden ansvar ikke er frihed – det er forskydning af risiko fra organisation til individ.
Et belejligt tidspunkt at læse dommen som fanden læser Bibelen
Der er noget bemærkelsesværdigt ved timingen og tonen i kritikken. Under pandemien blev hjemmearbejde rost som en gevinst. Arbejdsgivere fremhævede det som både moderne og effektivt. Medarbejdere oplevede øget arbejdsro, færre forstyrrelser og bedre balance. Nu, hvor den sundhedsfaglige nødvendighed er væk, og hvor Højesteret minder os om, at fleksibilitet og ansvar følges ad, ændrer retorikken sig.
I stedet for at bruge dommen som anledning til at udvikle det hybride arbejdsliv, bliver den brugt som påskud til at indskrænke det. Det er, som om dommen bekræfter det, nogle arbejdsgivere helst vil høre: at det ville være lettere, hvis alle bare sad ved deres skrivebord igen. Elon Musks udmelding om at "ingen længere har nogen undskyldning for ikke at møde op fysisk" lever i bedste velgående.
LÆS OGSÅ: I Hvidovre er det ok at vaske tøj i arbejdstiden: Vil bryde med stereotypt hjemmearbejde
Men hjemmearbejde er ikke en undskyldning. Det er et gode. Og det bør vi som samfund tage alvorligt – ikke afvikle.
Retssikkerhed er ikke bureaukrati – det er fundamentet for fleksibilitet
Vi må ikke lade os forføre af ideen om, at retssikkerhed er et benspænd. Tværtimod. Det er netop klare rammer og en fælles forståelse af ansvar, der gør fleksibilitet mulig. Hvis vi begynder at se ethvert ansvar som en byrde, og enhver dom som en begrænsning, underminerer vi den tillid, som det moderne arbejdsliv bør hvile på.
Højesteretsdommen er ikke en trussel mod hjemmearbejde. Den er en påmindelse om, at arbejdet har forandret sig – og at vores ansvarsfølelse må følge med.
Vi skal ikke bruge dommen til at skræmme os tilbage i gamle modeller. Vi skal bruge den til at bygge videre på en ny. Ét, hvor arbejdsgivere ikke først tager ansvar, når de bliver pålagt det. Men hvor ansvarlighed, ordentlighed og etik er første skridt – ikke sidste udvej.
