SOM SOCIALRÅDGIVER I DANMARKS FÆNGSLER er jeg træt af den forskelsbehandling, der igen og igen finder sted. Ved trepartsforhandlingerne fik fængselsbetjentene et politisk lønløft uden om overenskomsten. Med den nye strafreform får det uniformerede personale endnu en bonus – som anerkendelse og fastholdelsesværktøj.
Jeg under mine kollegaer deres bonus. Men fængslerne drives ikke kun af fængselsbetjente og værkmestre, og Danmarks Fængsler driver ikke kun fængsler i traditionel forstand – der er også dømte, som afsoner med for eksempel fodlænke eller i samfundstjeneste, og der er dømte, som er prøveløsladte, men som der stadig skal føres tilsyn med.
Når politikerne kun anerkender én gruppe, sender det et klart signal: Deres indsats tæller mere end andres. Det er demoraliserende og skaber splittelse i stedet for fællesskab
Vivi Maria Andersen, socialrådgiver i Nyborg Fængsel
Vi er derfor mange forskellige faggrupper, der hver dag løfter opgaver relateret til straf og kriminalitetsforebyggelse, og som har direkte kontakt til afsonerne. Men når politikerne kun anerkender én gruppe, sender det et klart signal: Deres indsats tæller mere end andres. Det er demoraliserende og skaber splittelse i stedet for fællesskab.
Som socialrådgivere i Danmarks Fængsler arbejder vi for eksempel med de indsatte for at forebygge konflikter, og vi højner sikkerheden igennem relationelt arbejde. Vores indsats er afgørende for, at fængslerne hænger sammen.
LÆS OGSÅ: Hver femte socialrådgiver tager smertestillende medicin for at komme igennem arbejdet
Når der mangler fængselsbetjente, er det desuden ofte os, der træder til og løser opgaver, så regler og lovgivning overholdes. Vi gør det, fordi vi ved, at fængslerne ikke kan fungere uden samarbejde på tværs af faggrupper. Ligeledes spiller vi en kæmpe rolle i mange andre dele af Danmarks Fængsler, hvor afsonerne slet ikke kommer i kontakt med en fængselsbetjent.
ALLIGEVEL OVERSES VI, når der uddeles anerkendelse. Politikerne taler om fastholdelse, men glemmer, at vi socialrådgivere også kæmper med stigende arbejdspres og svære rekrutteringsvilkår. At blive forbigået gang på gang er ikke bare uretfærdigt – det er demoraliserende. Det sender et signal om, at vores indsats ikke er værd at belønne, selvom vi er med til at skabe sikkerhed og stabilitet i fængslerne.
LÆS OGSÅ: Parterne aftaler indsats mod psykisk arbejdsmiljø og nye rettigheder på statens arbejdspladser
Hvis politikerne virkelig vil fastholde personale og skabe et bedre arbejdsmiljø, må de stoppe med at favorisere enkelte faggrupper. Anerkendelsen skal gælde alle, der får fængselsvæsenet til at fungere – ikke kun dem med uniform. Lige anerkendelse vil styrke samarbejdet, fastholde erfarne medarbejdere og skabe et fængselsvæsen, der hænger sammen.
