DA: Arbejdsskadesystemet skal gå fra skrot til slot

DER SKAL RIVES NED, ryddes op og tænkes nyt, når forhandlingerne om et nyt arbejdsskadesystem går i gang. Det sker enten senere i år eller i begyndelsen af 2021. Og man kan – hvis man skal være lidt frisk - sige, at vi skal gå fra skrot til slot. I hvert fald skal systemet have en ordentlig overhaling.

LÆS OGSÅ: Advokat advarer om nedsmeltning i arbejdsskadesystemet: "Den eneste, der får noget ud af det, er min lønkonto"

Arbejdsskadesystemet er det, der træder i kraft, når en af os kommer til skade eller bliver syg, og der er en risiko for eller mistanke om, at det er på grund af arbejdet.

Folketingets beskæftigelsesudvalg skal den 29. oktober have den anden af i alt tre temadrøftelser om arbejdsskadesystemet forud for forhandlingerne. Emnet denne gang er de alt for lange sagsbehandlingstider.

BEHOVET FOR EN REFORM har stået klart længe. Ud over de lange sagsbehandlingstider har arbejdsskadesystemet i en årrække været plaget af både forældet lovgivning, høje omkostninger og dårlig koordinering mellem sagernes aktører. Og værst af alt er systemet kendetegnet ved, at alt for mange mister kontakten til arbejdsmarkedet, når de har været gennem systemet. De ender på langtidsforsørgelse – og det gælder i alt for mange tilfælde både de, der er kommet til skade i forbindelse med arbejdet, og de, der ikke er.

LÆS OGSÅ: Arbejdsgivere om krænkelser: Der er ikke behov for mere lovgivning!

De lange sagsbehandlingstider har været et selvstændigt problem i årevis. Rigsrevisionen slog i 2019 fast, at arbejdsskadesystemet ikke på noget tidspunkt fra 2011 og frem har overholdt de lovfastsatte frister. For sager med erhvervsevnetab tager det i dag godt to år fra skaden anmeldes, til der ligger en afgørelse, og det er lang tid at vente. For få år siden var sagsbehandlingstiden endda op mod et halvt år længere.

Det er et problem for alle parter, når sagsbehandlingen trækker ud. Èn ting er, at det er omkostningsfuldt for samfundet, at dem med en arbejdsskadesag skal vente så længe på at komme videre i deres arbejdsliv. Men især for dem, der er kommet til skade, har ventetiden både menneskelige og økonomiske omkostninger, fordi det at have en verserende arbejdsskadesag alt for ofte fører til, at man helt mister kontakten til arbejdsmarkedet.

Allerede i 2014 dokumenterede det såkaldte Søndergaardudvalg, at hele 8 ud af 10 personer med et erhvervsevnetab efter fem år ikke var selvforsørgende. Det er endda sådan, at bare det at have en arbejdsskadesag kørende - selv om der viser sig ikke at være noget tab af erhvervsevne - også alt for ofte er en billet ud af arbejdsmarkedet. DA dokumenterede således helt tilbage i 2014, at op mod 2.800 personer med en arbejdsskadesag - som vel at mærke ikke førte til erstatning - hvert år mistede kontakten til arbejdsmarkedet. Siden dengang er der sket alt for lidt for at ændre det forhold.

SÅ HVAD KAN og bør der gøres ved det?

Én af de ting, der ikke giver hurtige afgørelser, og de bedste muligheder for at få folk videre i arbejdslivet, er, at loven i dag giver meget vide muligheder for at få genoptaget en sag, selvom der ikke er sket væsentlige ændringer i grundlaget. Det trækker værdifulde ressourcer ud af systemet, og fastholder tilskadekomne i arbejdsskadesystemet.

LÆS OGSÅ: Seks kvinder og tre mænd støber kuglerne til morgendagens arbejdsmiljøarbejde: Her er deres ønsker

Samtidig ligger hele indsatsen for at få tilskadekomne raske videre i arbejdet spredt ud hos sundhedsvæsen, kommuner, arbejdsgiver og nogle gange arbejdsgivers forsikringsselskab. Uden nogen overordnet koordinering af indsatsen. Man kan spørge, om nogen mon synes, det er en ideel indretning af fastholdelsesindsatsen.

Målet med temadrøftelserne skal være det samme som med de kommende forhandlinger. Vi skal ende med et system, hvor tiden fra anmeldelse til afklaring er så kort som mulig. Og vi skal ende med et system, der sørger for at hjælpe folk videre i arbejdslivet efter en arbejdsskade.