Efter corona: Er vi parate til at acceptere nedslidning og stress?

Hvis coronapandemien fik lov til at løbe igennem samfundet uden indgreb fra politikere og myndigheder, gætter forskerne på, at 80 procent af voksenbefolkningen ville blive smittet inden for et halvt år, sygehusvæsenet bryde sammen og dødeligheden måske nå 1,5 procent af de smittede, fordi mange ikke ville blive behandlet.

Tilhængere af et sådan ukontrolleret forløb - de få, der er - vil sige, at det er naturens orden. Pandemien kan ligesom hos dyrene bidrage til en naturlig udvælgelse af de individer, der kan klare sig bedst – the survival of the fittest! Så selv om mange bliver syge og adskillige dør, skal politikerne ikke blande sig.

Nu er der jo heldigvis verden over blevet grebet ind mod coronapandemien. Ved hjælp af forskellige afbødningsstrategier er samfund blevet lukket helt eller delvist ned med henblik på at få smittespredningen til at ske i et tempo, hvor sygehusene bedre kan følge med. Forudsætningerne og de politiske viljer er forskellige, så nogle steder er det lykkedes bedre end andre.

Svært at forhindre coronasmitte

I Danmark er det gået godt, og antallet af coronarelaterede dødsfald er relativt lavt, i skrivende stund på 574. Til sammenligning kunne det ukontrollerede pandemiforløb have betydet et langt højere antal døde, i Danmark måske mere end 50.000.

Med den omfattende nedlukning beskyttede regeringen sundhedsvæsenet og de mest sårbare. Jo mere samfundet nu åbner op, jo mere bliver det op til den enkelte at beskytte sig selv. Vi skal hver især holde en meters afstand og de sårbare to meter, hvilket i praksis bliver stadig vanskeligere at gøre, efterhånden som den travle hverdag igen kommer op i omdrejninger.

Eksempelvis har ingen vel fantasi til at forestille sig, at unge højskoledeltagere kan spille musik og teater og feste igennem med en til to meters afstand til hinanden? Selvfølgelig ikke. De er for længst smittet med livsglæde, og sådan skal det være. Men eksemplet viser, hvor svært det i virkelighedens verden bliver at forhindre coronavirussen i at bevæge sig rundt imellem os, jo mere vi får samfundet åbnet op.

For selv om det sundhedsmæssigt ville være ansvarligt, kan det politisk blive vanskeligt. Fordi vi nu endelig igen er kommet op i gear, og alle kan huske, hvor upraktisk nedlukningen var, og hvad den betød for vores egen og samfundets økonomi. Stemningen i befolkningen kan derfor til efteråret meget vel blive anderledes vrangvillig, end den har været her i foråret.

Test til efteråret

Efteråret kan således blive en test på, hvor risikovillige vi er. Om vi er villige til at lukke ned endnu engang af hensyn til sundhedsvæsenet og de mest sårbare. Eller om frygten for at miste arbejdspladser vil få os til at holde hjulene i gang næsten uanset hvad.

På den måde kan coronakrisen blive en målestok for, hvad vi i det hele taget er parate til at finde os i. For er vi parate til at acceptere pandemier som en del af hverdagen, kan vi vel også acceptere de andre gange, hvor sundheden må vige til fordel for jobbet?

Acceptere at prisen for fast arbejde er fysisk nedslidning. Acceptere stress og høje psykiske belastninger. Acceptere alt for mange arbejdsulykker og farlig kemi. At arbejdstidsreglerne ikke overholdes. At overarbejdet fortsætter, men afspadseringen udebliver. Og så videre.

Genåbningen af samfundet kan give os et praj om, hvad vi er villige til – i efteråret og videre frem. Om vi er villige til at acceptere mere, end godt er. Eller om vi er villige til at gribe ind til fordel for os selv og hinanden. Sådan som statsministeren gjorde den 11. marts.

Politikere og arbejdsgivere vil følge nøje med i, hvad vi vælger at gøre.