Ny undersøgelse: Hjemmearbejde går ud over privatlivet
Hjemmearbejdet udfordrer mange, fordi arbejdsliv og privatliv flyder sammen.
38 procent af de højtuddannede oplever, at arbejdet tager så meget energi, at det går ud over deres privatliv, skriver DM Akademikerbladet. Og det er en markant stigning i forhold til sidste år, hvor 32 procent oplevede det samme.
Det er fagforeningen DM, der har fået svar fra 5.150 højtuddannede, skriver DM Akademikerbladet.
LÆS OGSÅ: Tillidsmand fyret efter 30 års tro tjeneste: Arbejdsgiver skal betale rekordstor godtgørelse
En af dem, der føler sig udfordret af hjemmearbejdet, er Simon Kristensen, lektor i matematik på Aarhus Universitet.
- Det er det samme arbejde, jeg udfører, bare midt i børnerod og tøjvask. Når jeg har fri, så står arbejdet og kalder, og ligeledes når jeg arbejder, så kalder hverdagspligterne, siger han til DM Akademikerbladet.
Peter Hasle forsker i arbejdsmiljø ved Syddansk Universitet. Han forklarer, at manglen på kontakt med kolleger er en vigtig årsag til, at mange er pressede af hjemmearbejdet.
- Man får energi af at samarbejde med andre. I samarbejdet med andre får man bekræftelse og en følelse af, at man bidrager med noget. Under hjemmearbejdet får man ikke anerkendelse på samme måde.
Det er ikke kun manglen på kontakten med kollegerne, der gør hjemmearbejdet svært. Det er i høj grad, fordi det kan være svært at vurdere sit arbejde, når man sidder alene.
Det er dog ikke helt håbløst. Selvom Zoom-møderne har fået kritik, så er det et stærkt værktøj til at undgå ensomhed.
- Den uformelle samtale er vigtig. Ring eller skype fx i stedet for e-mails. Man kan gøre nogle ting for at få bedre kontakt og få en følelse af, at man indgår i et fællesskab, siger Peter Hasle.
Diskussionen om det grænseløse arbejde har stået på i mange år, men er spidset til pga. coronakrisen, hvor det har været endnu sværere at styre, når vi arbejder hjemmefra, fortæller Peter Hasle.
Med vaccine og yderligere genåbning i sigte er lektor Simon Kristensen blevet mere fortrøstningsfuld. Han glæder sig til at komme tilbage og undervise i fysik.
- Min datter vågnede op i dag og sagde, at hun havde ondt i halsen. Sammenlignet med sidste år, hvor man havde panikket, så var det helt anderledes nu. Her et år efter har vi meget bedre styr på det, og jeg tør se fremad, siger han til DM Akademikerbladet.