HK vil gøre det nemmere at sortliste praktiksteder med krænkelser
Sker det igen og igen, at medarbejdere på samme arbejdsplads bliver krænket fysisk eller psykisk, skal arbejdspladsen kunne fratages retten til at få praktikanter eller elever.
Det siger formand for fagforeningen HK Anja Camilla Jensen til erhvervsmediet Finans. Hun oplever, at særligt elever, lærlinge og praktikanter er udsatte på arbejdspladserne.
- Vi ønsker at beskytte de her elever og lærlinge, som er nye i trafikken, mod at komme ind på arbejdspladser, der har haft nærmest seriekrænkelser af elever.
- Derfor synes vi, at det skal være nemmere at sortliste virksomhederne, uddyber hun til Ritzau.
Formanden påpeger, at krænkelser finder sted på alle typer af arbejdspladser.
Og at det ikke kun er fysiske overgreb, der tæller med. Det samme gør eksempelvis en stærkt seksualiseret kultur, mobning, chikane og andet, der kan ramme hårdt psykisk.
Det er allerede muligt at fratage virksomheder muligheden for at få praktikanter, elever og lærlinge.
Det er en beslutning, som træffes i Tvistighedsnævnet, der træffer afgørelser i sager om uenigheder mellem elever og praktikvirksomheder inden for erhvervsuddannelserne.
Men som det er nu, skal der ifølge HK alt for meget til, før en virksomhed sortlistes.
- Vi kan bare se, at de tilfælde, hvor virksomheder bliver frataget retten, er ret ekstreme tilfælde.
- Vi ser,, at der skal være rigtig mange gentagelser af hård karakter. Hårde psykiske krænkelser, men også ved fysisk vold. Så kan det lade sig gøre.
- Vi skal ikke ud i de ekstremer. Det må være et værktøj, der ligger mere i toppen af værktøjskassen, siger Anja Camilla Jensen.
HK ønsker, at barren særligt sænkes, når det kommer til det psykiske aspekt.
Formanden nævner, at der eksempelvis har været problemer på webbureauet DanaWeb. Fagforeningen har tidligere skrevet om, at flere elever på stedet har berettet om en hensynsløs og stærkt seksualiseret festkultur, og en række elever stoppede på bureauet på grund af miljøet.
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) siger til Finans, at han er glad for HK's input. Men han afviser at svare på, om forslaget vil blive en del af de forhandlinger, der i øjeblikket foregår mellem arbejdsgiverne og fagbevægelsen.
- Jeg vil hverken afvise eller love det. Men vi skal have fundet nogle løsninger i de brancher, hvor krænkelserne oftest sker, og det er typisk i de lavest lønnede job, at der sker flest krænkelser, siger han til Finans.
/ritzau/