BLOG:
Hold nu op - stress skyldes ikke, at vi løber for mange maratonløb i fritiden

Der bliver flere og flere stressede danskere, og det er et problem for både den enkelte, arbejdspladserne og samfundet. Nu viser en ny, stor undersøgelse endda, at der er en sammenhæng mellem stress og kroniske fysiske smerter.

Men bare rolig. Det hele er vores egen skyld. Vi løber nemlig for mange maraton, har en for stor vennekreds og prøver alt for hårdt på at være perfekte partnere og forældre.

Læs også: Chefen bad stressramt ansat arbejde, mens han lå på intensivafdelingen efter blodprop i hjertet

Det er i hvert fald, hvad Ole P. Kristensen, som er bestyrelsesmedlem i den liberale tænketank Cepos, for et par uger siden kom frem til i en leder i Berlingske. Mens antallet af danskere med stress er steget, er den gennemsnitlige arbejdstid nemlig faldet støt siden 1970. Derfor må det være vores fritid, der er skurken. Vi må blive bedre til at prioritere, må vi forstå.

De stressede arbejdsløse

Som en, der selv har haft stress inde på livet, og som har familiemedlemmer, venner, tidligere kolleger og studiekammerater, der har været nede med stress – og som journalist har interviewet mange stressramte, må jeg indrømme, at jeg bliver provokeret.

Et af argumenterne i lederen for, at cheferne godt kan ånde lettet op og vaske hænderne, er, at de danskere, som arbejder mindst, har mest stress. For eksempel er arbejdsløse markant mere stressede end lønmodtagere. Man ser det næsten for sig, ikke? En flok kontanthjælpsmodtagere, som i deres overflod af fritid har alt for meget tid til at dyrke deres tåbelige hobbyer, fise rundt i alt for mange triatlonløb og piske en stemning op ved at planlægge det perfekte middagsselskab, ikke?

Eller at der er mindre plads på arbejdsmarkedet til mennesker, som får stress, og de derfor ender uden for arbejdsmarkedet?

Er min hjerne og krop konkurrencedygtig, når jeg er 60?

Når jeg tænker på de stressramte, jeg har talt med, kan jeg ikke genkende billedet med perfektionistiske familieforhold, krævende ekstremsport og store vennekredse, der skulle plejes. Tværtimod er mit indtryk, at fritidsliv og socialliv tit er det første, der skæres ned på, når stressen begynder at boble under overfladen.

Jeg har heller ikke indtryk af, at det handler om timetallet eller at arbejde bare er en sur pligt, der skal overstås, som Berlingske skriver. Frustrationer, angst, usikkerhed og dårlig samvittighed opstår nemlig netop, fordi folk er engagerede i deres arbejde.

Jeg kan nævne pædagogen, jeg interviewede, som hver dag havde dårlig samvittighed, når hun gik hjem, fordi der bare ikke var tid nok til børnene. Hun gik til sidst ned med stress.

Eller som tømreren Jesper, der allerede som 40-årig har smerter på grund af arbejdet, i dag siger til A4 Arbejdsmiljø: ”Jeg tror ikke, jeg kan arbejde som tømrer, når jeg bliver 50 år eller derover. Tankerne om at stå uden job, fordi jer er slidt ned, er stressende”.

For andre bunder stressen måske i konflikter med chefen, eller den nyeste organisationsændring, som føles fuldstændig meningsløs for medarbejderen på gulvet.

Andre, jeg har talt med, er stressede, fordi deres syge ægtefælle bliver presset af jobcentret, deres barn med autisme mistrives i skolen, eller deres voksne søn med skizofreni ikke kan få hjælp af det offentlige.

Alt forandrer sig i et sindsoprivende tempo

Årsagerne er ofte individuelle, men har alligevel nogle fællestræk:

Vi bliver presset til at være effektiv, fleksibel, evigt omstillingsparat og stabil arbejdskraft, mens samfundet og arbejdspladserne forandrer sig i et stadigt mere sindsoprivende tempo. Konstant konkurrence, effektiviseringer, besparelser, nye it-systemer, ny ledelse og ændringer, man ikke engang når at vænne sig til, før det hele bliver lavet om en gang til. Uanset om du er offentligt ansat sygeplejerske, fabriksarbejder eller akademiker, skrider jorden igen og igen under dine fødder og hele dit arbejdsliv slår en kolbøtte.

Om fem år findes dit job måske ikke, eller arbejdspladsen bliver udflyttet til Polen. Der mangler penge, kunderne forsvinder, vi skal spare og tænke innovativt, og så skal vi også lige huske at passe på kineserne.

Det eneste, der er sikkert, er, at du skal blive ved med at arbejde, til du bliver over 70 år, uanset om din hjerne eller din krop ikke kan følge med. Og kan du ikke leve op til de evigt skærpede krav, ender du som arbejdsløs i systemet. Så kan du blive pisket rundt i en helt anden manege, hvor usikkerheden om fremtiden lige skrues et par takker yderligere op.

Og at der samtidig er mindre hjælp at hente fra fællesskabet – det offentlige – når vi selv eller vores familie har brug for det?

Kan det tænkes, at det stigende problem med stress hverken handler om længden på arbejdsugen eller at vi går for meget op i sociale medier og maratonløb – men i stedet handler om mængden af forandringer og den grundlæggende usikkerhed, som har bredt sig alle steder - både på arbejdsmarkedet, i uddannelsessystemet og beskæftigelsessystemet?