Mia Kristinas kollega blev dræbt på bosted: Arbejdsmiljøet er ikke blevet mere sikkert

I 2016 blev Vivi Nielsen dræbt på Bostedet Lindegården i Roskilde.

Det var det drab, der for alvor fik politikerne til at reagere.

Den daværende oppositionsleder, Mette Frederiksen (S), besøgte bostedet, og lovede, at nu skulle vilkårene ændres. Kort efter indgik Folketingets partier med undtagelse af Enhedslisten en handlingsplan til en værdi af 400 millioner kroner.

LÆS OGSÅ: 48 tilfælde af vold og trusler mod ansatte: 'Bosteder er stadig nederst i velfærdshierarkiet'

Det har blandt andet betydet, at der blev oprettet 150 særlige sengepladser på psykiatriske afdelinger, og at der er blevet nedsat et indsatsteam, der hjælper med det voldsforebyggende arbejde på bostederne.

Drabet på den 29-årige Namutallah Ahamadzai fra bostedet Ørbækskilde i Fårevejle den 30. december sidste år, var det sjette drab på otte år på et bosted. Samtidig viser en aktindsigt, som A4 Arbejdsmiljø har fået fra Arbejdstilsynet, at de i 48 tilfælde i 2020 har truffet afgørelser om vold og traumatiske hændelser på døgninstitutioner for borgere med psykisk sygdom.

Det vidner om, at det - trods milliondyre handlingsplaner - stadig kan være livsfarligt at arbejde på et bosted. 

Mia Kristina Hansen, der var kollega til Vivi Nielsen, kan ikke få øje på de store sikkerhedsforbedringer siden drabet i 2016.

- Grundlæggende er der ikke sket noget udover, at vi snakker mere om risici og om, at vi skal passe på hinanden. Men det overordnede problem er, at vi stadig ikke er nok medarbejdere. De særlige sengepladser, de er svære at få fat på. Jeg har mødt sagsbehandlere, der ikke en gang vidste, de eksisterede, fortæller Mia Kristine Hansen.

Hun er ikke længere ansat på Lindegården, men arbejder stadig i socialpsykiatrien, hvor hun dagligt besøger psykisk syge borgere i deres eget hjem. Et job, der som regel foregår alene.  

-  Jeg overvejer næsten hver dag, om det er godt for mig at fortsætte i socialpsykiatrien, men jeg er ikke bange. Hvis jeg er det mindste utryg ved en borger, går jeg igen. Men det er vigtigt at sige, at det ikke handler om mennesker, der er farlige. Det er mennesker, der er syge, og som er til fare for dem selv og andre, fordi de ikke får den rette hjælp og støtte.

Vi har den rigtige faglighed

Mia Kristensen er uddannet pædagog, og hun mener, at fagligheden på en stor del af landets bosteder er til stede, selvom fagforbundene FOA og Socialpædagogerne efterlyser mere uddannet personale.

- Jeg bliver ked af det, når fagforeningerne siger, at der mangler medarbejdere med den rette faglighed. Fagligheden er der, vi er skide dygtige til vores arbejde, men vi blevet skåret så meget i normeringen, at vi ikke får mulighed for at bruge vores faglighed.

Når der ikke er ressourcer og den rigtige normering, kan det være med til at rykke kulturen blandt kollegerne, mener hun.

- Vi vil alle yde vores bedste, men når der hele tiden er besparelser, begynder man som medarbejdergruppe at finde sig i mere og mere, og vi vænner os til at acceptere, at der bliver kastet ting efter os og råbt ad os. Når der eksempelvis ikke er råd til vikarer, ender vi i arbejdssituationer, som ikke er hensigtsmæssige, eksempelvis alenearbejde. Bemandingen i ydertimer og i helligdage er meget, meget lav efterhånden.

Socialpædagogen, der blev dræbt den 30. december, var alene på arbejde, ligesom Vivi Nielsen var alene i et medicinrum, da hun blev stukket ned med en brødkniv en aften i marts i 2016.

Hvad mener du, der skal til for at gøre bostederne mere sikre for både beboere og ansatte?

- For at kunne komme på et bosted, skal du være så dårlig, så dårlig, så dårlig. På bostederne er der ikke ressourcer til at tage sig af meget dårlige beboere, der ikke er velbehandlede. Der er grundlæggende noget galt med et system, hvor det er så svært at få hjælp, hvis man har det dårligt.

- Jeg har prøvet at have beboere, der har det rigtig dårligt, men som bliver afvist, når de henvender sig på en psykiatrisk skadestue. Eller også får de hjælp i en døgns tid, for derefter at blive udskrevet, fordi de måske har fået noget beroligende. Hvis de (hospitalspsykiatrien, red.) nu kontaktede os, kunne vi fortælle dem, hvordan vi oplever patienten. Der skal være en langt højere grad af samarbejde mellem hospitalspsykiatrien og socialpsykiatrien, mener Mia Kristina Hansen.

Det er mennesker, vi holder af

Hun fortæller, at den unge mand, der dræbte Vivi Nielsen, havde været indlagt op til drabet. Men var blevet udskrevet efter et par dages observation.

Mia Kristina Hansens stemme knækker, når hun taler om episoden, og om de forhold som hende og hendes kolleger på landets bosteder arbejder under.

- Jeg havde drukket te med ham få dage inden drabet. Det er jo mennesker, vi får en relation til. Nu bliver jeg lidt rørt, siger Mia Kristina og holder en lille pause, inden hun fortsætter.

LÆS OGSÅ: Vold på bosteder sker ved alenearbejde: 'Du ser heller aldrig en betjent alene på patrulje'

- På den afdeling, hvor jeg var, var vi dygtige. Vi gjorde, hvad vi kunne. På et bosted arbejder vi med mennesker, vi kommer til at holde af, og som vi ønsker at hjælpe. Mange har haft en dårlig opvækst og et dårligt liv, hvor de er blevet afvist af systemet flere gange. Når de er for syge til at være på bostederne, ender det med, at politiet må komme, og så gør vi mere skade end gavn. Tænk, hvis de mennesker havde fået den rigtige hjælp helt fra starten.