Ny pris: Nu kan du indstille Årets Arbejdsmiljørepræsentant

IMG_9016
Et tømrersjak vandt i fjor prisen som 'Årets Initiativ'. Det gjorde de, fordi de afslørede deres byggeleder i at have snydt med en asbestprøve. Foto: Eno Krogh
A4 Medier kårer 'Årets Arbejdsmiljørepræsentant' ved en stor prisfest i DR Koncertsal til november. Allerede i dag kan du indstille din kandidat.

Landets arbejdsmiljørepræsentanter gør en helt uvurderlig indsats for, at kollegerne kan gå trygt og sikkert på arbejde.

Og de får sjældent den hyldest, som de fortjener. Men det skal være slut nu.

Derfor kårer A4 Medier til efteråret 'Årets Arbejdsmiljørepræsentant'. Det sker ved en stor prisfest den 17. november 2022 i DR Koncerthusets Studie 2.

Allerede nu kan du indstille din arbejdsmiljørepræsentant, hvis du mener, at han eller hun bør løbe med sejren.

Indstil her: Din kandiat til Årets Arbejdsmiljørepræsentant

Det kan være pædagogen, som har skaffet hjælpemidler til tunge løft. Håndværkeren, der sammen med ledelsen har skabt en bedre sikkerhedskultur på byggepladsen. Eller butiksmedarbejderen, der har overbevist omverdenen om, at der skal indføres nultolerance over for trusler om vold fra kunder.

I fjor hyldede A4 Medier eksempelvis et tømrersjak, hvis arbejdsmiljørepræsentant tog sagen i egen hånd, da han og sjakket fik nys om, at en byggeleder havde fusket med en asbestprøve.

Du kan indstille din kollega her ved at beskrive, hvorfor vedkommende skal vinde titlen som 'Årets Arbejdsmiljørepræsentant'. Der er frist for indstilling den 23. september.

Alle nominerede og deres nærmeste familie og kolleger er inviteret til prisfesten, hvor de kan glæde sig til, at en hemmelig gæst indtager scenen.

Udover æren får vinderen 25.000 kroner.

Du kan læse mere om de andre priskategorier her.

GDPR