Arbejdskraftreserven på 43.000 unge er både mindre og større på én gang

Karina_S__rensen_besk__ftigelsesfaglig_medarbejder_Viborg_Kommune_Foto_Eno_Krogh_A4_Medier_Tre_to-medium_32-ezgif.com-webp-to-jpg-converter
Karina Sørensen. Foto: Eno Krogh/A4
26. feb. 2024 06.00
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].

FINDES DER EN arbejdskraftreserve på 43.000 unge, eller taler vi med post doc Helle Bendix Kleifs ord mere om en myte, om et uforløst potentiale, mere end vi egentlig taler om noget, der findes?

Beskæftigelsesområdet er et nøgleområde i den kommunale velfærd, og som sådan er det et emne, som Kommunernes Landsforening beskæftiger sig meget med. Den 5. marts afholder KL årets beskæftigelsestræf, og jeg ønsker mig lige så relevant oplæg som ved KL’s Jobcamp for beskæftigelsespolitikere fra alle landets kommuner i november.

Forsker fra Aalborg Universitet Helle Bendix Kleif viste med stor pædagogisk snilde og overbevisning, hvorfor det ikke rigtigt giver mening at tale om gruppen af 43.000 unge uden job eller uddannelse på den måde, som vi hidtil har gjort i debatten, hvor de til dels ses som én gruppe med flest fællestræk, og hvor de også ses som en eller anden form for skjult arbejdskraftreserve.

En stor del af denne gruppe unge finder heldigvis ud på arbejdsmarkedet. De 80 procent finder efter overskuelig tid tilbage i job eller uddannelse og erstattes af andre unge, der midlertidigt har måttet afbryde det, de var i gang med. Det tal siger mig to ting: 

Det ene er: Der er bump på vejen, når man er ung. 

Det andet er: Vi har i dag et kommunalt sikkerhedsnet, der fanger de fleste unge, så de ret hurtigt kommer på rette spor igen.

SÅ ER DER 20 PROCENT af de 43.000. Dem giver Helle Bendix Kleif beskrivelsen, at de er kommet uden for job og uddannelse tidligt og pendler ind og ud. Det er de unge, jeg godt kan genkende fra mit arbejde med den mest udsatte gruppe af unge.

Indimellem prøver den unge at starte i uddannelse eller er måske heldig at få et job, men det er unge, der har et mere varigt behov for støtte fra det omgivende samfund, og den støtte får de ikke altid med ud i job eller uddannelse. Her kan vi godt gøre det bedre som samfund. Hvis man fx én gang er blevet bevilget SPS-støtte, hvorfor har man så ikke bare den bevilling, også selvom man skifter uddannelsessted? Ens ADHD eller andet problem forsvinder jo ikke bare sådan igen. Og for de unge, der går jobvejen, så kunne et efterværn fx fra jobcenteret i form af mentorstøtte fra ens tidligere jobkonsulent måske for nogen forhindre, at de mistede jobbet hurtigt igen. Men den slags er der for sjældent ressourcer til, selv om man i mange kommuner gør, hvad man kan.

Jeg håber, de mange økonomer ikke kommer med en masse regneark og tal. Jeg håber, de kommer med forslag, der drejer sig om mennesker
Karina Sørensen om regeringens ekspertgruppe på beskæftigelsesområdet

Der er meget fokus på gruppen af unge, der hverken er i job eller har taget en uddannelse, og hvis vi i den gruppe målrettet søger efter de unge, som vi i dag ikke får hjulpet nok, er gruppen langt mindre end de 43.000. Men gruppen af unge, der er i berøring med jobcentret, er også langt større end de 43.000. Her må jeg måske have lov at bruge min egen kommune som eksempel.

Vi har aktuelt 566 unge helårspersoner på uddannelseshjælp. Det er unge, der ikke er i arbejde og ikke har en uddannelse, men vi har også 235 unge helårspersoner på dagpenge. Her har nogen en uddannelse, og vi har 35 helårspersoner under 30 år på kontanthjælp. Kontanthjælp kan du kun søge som under 30-årig, hvis man har en kompetencegivende uddannelse. Vi har 204 helårspersoner under 30, der er sygemeldte og på sygedagpenge eller jobafklaring.

Det betyder, at man inden sygemeldingen har haft en tilknytning til arbejdsmarkedet, og nogle i gruppen har også en uddannelse. Men de 53 unge på jobafklaring kan godt være udfordret på præcis samme måde som unge, der tælles med i gruppen af de 43.000. Og i gruppen af unge på dagpenge har vi også både dem, der hurtigt suser i arbejde igen og dem, der på trods af enten uddannelse eller tidligere tilknytning til arbejdsmarkedet har det svært.

HVOR VIL JEG SÅ HEN MED ALLE DISSE TAL? Jeg vil i virkeligheden derhen, hvor vi ikke taler så meget om tal, men taler om mennesker og om, hvad det enkelte menneske har behov for hjælp til. Det kan godt være, at det ser bedre ud i et regneark, hvis en ung har en STX, en EGU eller en anden uddannelse, men hvis det er med så lavt et gennemsnit, at du ikke kan bruge din studentereksamen til at læse videre på, så bringer en eksamen dig jo ikke tættere på arbejdsmarkedet. Jeg tror, at de forskere, der omtaler studenter uden lyst eller mulighed for at læse videre som fremtidens proletariat, har fat i noget.

Regeringen har en ekspertgruppe til at sidde og regne på fremtidens beskæftigelsesindsats. Jeg håber, de mange økonomer ikke kommer med en masse regneark og tal. Jeg håber, de kommer med forslag, der drejer sig om mennesker.

Jeg håber, de kommer med forslag, der giver bedre mulighed for mere varig støtte til de 20 procent af en ungegruppe, der behøver det mest. Men som også i studenten - med det lave gennemsnit og måske har nogle flere problemer end det - kan se mennesket med behov. Der er i dag døre, der lukker sig, når du én gang har kæmpet dig igennem en ungdomsuddannelse, også selv om det efterfølgende viser sig, at du ikke kan bruge den til noget.

KL’s beskæftigelsestræf i marts foregår under overskriften ”Fra kanten til fællesskabet”. Vi har unge, der er ude på kanten, og som vi skal have ind i fællesskabet, og vi har både flere og færre af dem, end vi taler om i debatten.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].