Torsten Gejl:
Vi havde lovet at afskaffe kontanthjælpsloftet - nu vil Radikale i stedet have ministerposter

Torsten_Gejl-Fotograf_Steen_Brogaard
Foto: Steen Brogaard/Folketinget
11. aug. 2022 06.15
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].

”Børn skal ikke vokse op i fattigdom og deres fremtidige muligheder skal ikke afgøres af deres forældres baggrund. Med denne aftale skaber vi ro omkring de allermest udsatte børnefamiliers økonomi.”

Sådan sagde Radikale Venstres Samira Nawa kort før sommerferien, da aftalen til afskaffelse af kontanthjælpsloftet blev indgået.

LÆS OGSÅ: Få overblikket: Her er de mest centrale pointer i ny aftale om kontanthjælp

Men ordene var værdiløse, for det varede ikke engang to uger, før Radikale Venstre annoncerede, at de ville vælte regeringen, hvis ikke den udskriver valg ved Folketingets åbning.

Og dermed kan aftalen jo selvsagt ikke blive vedtaget i Folketinget i efteråret, da Folketingets arbejde stopper, når der udskrives valg.

Tilbage står vi med det kontanthjælpsloft og den 225-timers regel, som vi have lovet at afskaffe. Og Radikale Venstre kan køre væk i ministerbiler
Torsten Gejl, politisk ordfører Alternativet

Det betyder, at Radikale Venstre smider et løfte fra forståelsespapiret om at afskaffe kontanthjælpsloftet, tre års arbejde i Ydelseskommissionen, tusinder af timers forberedende politisk arbejde og et hav af forhandlingsmøder i skraldespanden.

Tilbage står tusinder af syge og udsatte kontanthjælpsmodtagere, der fortsat skal jages rundt efter arbejde, de ikke kan tage. Tilbage står vi med det kontanthjælpsloft og den 225-timers regel, som vi have lovet at afskaffe.

Og Radikale Venstre kan køre væk i ministerbiler.

Men bliver aftalen så ikke bare vedtaget af en ny regering? Næppe. Afskaffelsen af kontanthjælpsloftet er en smal aftale lavet af regeringen, SF, RV, Ø, KD og Å.

LÆS OGSÅ: Analyse: Kontanthjælpsaftalen er en kæmpe sejr for Hummelgaard

Og Radikale Venstre truer ikke kun med et valg, der annullerer aftalen, de har også for længst præsenteret deres hede ønske om at danne regering, der også skal indeholde borgerlige partier.

Kommer de til at afskaffe det kontanthjælpsloft, som de selv indførte under Lars Løkke? Aldrig. De borgerlige partier har allerede været ude og kritisere aftalen til afskaffelse af kontanthjælpsloftet, for det skal jo kunne betale sig at arbejde.

Det er da magtfuldkommenhed i en helt ny potens, når et lille parti svigter deres ord overfor landet fattigste og en lang række andre aftaler for at få ministerposter
Torsten Gejl, politisk ordfører Alternativet

Men hvorfor er det så vigtigt for Radikale Venstre af få udskrevet valg så hurtigt, at afskaffelsen af kontanthjælpsloftet og en lang række politiske aftaler ryger på gulvet?

Det handler tilsyneladende om, at regeringen er for magtfuldkommen.

Og ja, den kritik kan man godt anføre, men det er da ikke en undskyldning for at smide så mange aftaler i skraldespanden. Og det er da magtfuldkommenhed i en helt ny potens, når et lille parti svigter deres ord overfor landet fattigste og en lang række andre aftaler for at få ministerposter.

Kære Radikale Venstre. Kan I ikke vente med at vælte regeringen til efter jul, så vi kan holde vores ord til Danmarks fattigste og gøre det arbejde, vi er ansat til færdig i folketingssalen?
Torsten Gejl, politisk ordfører Alternativet

Hvem kan stemme på dem igen?

I Alternativet råder vi Radikale Venstre til at klappe hesten og skabe mulighed for, at vi kan åbne Folketinget i oktober og vedtage den lange række af politiske aftaler, der er lavet i foråret. Det er det, skatteyderne betaler os for. At lave politik til gavn for danskerne. Ikke bare at kæmpe om magten og hælde det politiske arbejde ud med badevandet, når vi ser en mulighed for at få mere magt.

LÆS OGSÅ: Lizette Risgaard: Kontanthjælp skal være et springbræt til arbejde

Så kære Radikale Venstre. Kan I ikke vente med at vælte regeringen til efter jul, så vi kan holde vores ord til Danmarks fattigste og gøre det arbejde, vi er ansat til færdig i folketingssalen?

For som I selv sagde ved indgåelsen af aftalen om afskaffelse af kontanthjælpsloftet midt i juli:

”Det har været vigtigt for Radikale Venstre, at børnefamilier på den særligt lave integrationsydelse skulle have en permanent forbedring af deres økonomi.”

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].