Arbejdsmarkedsforsker: To veje for den danske model efter kontroversielt OK24-forløb

laust_aau_
Lektor og arbejdsmarkedsforsker Laust Høgedahl fra Aalborg Universitet. Foto: AAU
13. maj 2024 18.00
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].
Med den direkte politiske indblanding i trepartsaftalen om løn er syndefaldet sket. Men den danske model er ikke lavet af glas, skriver lektor Laust Høgedahl, der skitserer en skillevej: En styrkelse eller en svækkelse af det offentlige aftalesystem.

OK24 vil gå hen i historiebøgerne som en af de mest kontroversielle eller i det mindste anderledes overenskomstfornyelser i den moderne aftalemodels historie.

Det skyldes dels den helt unikke konstellation af en trepart om løn til bestemte grupper af offentligt ansatte og overenskomstfornyelse i 2024. Vi skal tilbage til dyrtidsreguleringerne i start 1980’erne – og uden sammenligning i øvrigt – for at finde en tilsvarende, direkte politisk involvering i løn på det danske arbejdsmarked.

Treparten fra 2008 indeholdt også lønelementer, men sminket godt væk som kompensationsordninger i forhold til efter-, og videreuddannelse og ikke direkte forhandlet i en efterfølgende overenskomst. Kombinationen af trepart og OK24 er - for nu at bruge et fortærsket begreb – historisk. 

Både før, under og nu efter stiller mange sig selv det presserende spørgsmål – var forløbet et ’brud med den danske model’?

Fortsat turbulens eller styrket model

Svaret afhænger helt af, hvor man står. Arbejdsgivere og faglige organisationer i den private sektor vil – i hvert fald privat – alle svare et rungende 'JA!' Politikerne skal respektere parternes selvreguleringsprincip og ikke blande sig i løndannelse.

Omvendt vil parterne – og især på lønmodtagersiden - i den offentlige sektor referere til de særlige strukturelle og institutionelle vilkår, der gør sig gældende for den offentlige aftalemodel. Forhold, der er fundamentalt anderledes end i den private sektor, hvor modellen oprindeligt er skabt og udviklet. Politikerne er arbejdsgivere i det offentlige, og budgetmodeller og forhandlingsnormer i systemet er meget anderledes sammenlignet med det private. Derfor er politisk indblanding kun naturlig og nødvendig.

Men det ændrer ikke på, at syndefaldet er sket. Man har bidt af den forbudte frugt
Laust Høgedahl, lektor, AAU

Jeg mener, at spørgsmål om, hvorvidt forløbet er et brud med den danske model eller ej, er mindre interessant. Det interessante for mig at se, er, om forløbet er startskuddet til forandringer, der på sigt kan føre til enten en styrkelse eller svækkelse af aftalesystemet. Ser vi på hele forløbet, vil man kunne finde argumenter, der taler både for det ene og det andet.

LÆS OGSÅ: Fra talerstolen leverede Metal-formand skarpt udfald mod offentlige forbunds - og især FOA's - "populistiske" lønsejr

Hertil kommer det vigtige bagtæppe, at den offentlige aftalemodel har været inde i en mere eller mindre turbulent periode de sidste 16 år: Tre store strejker i 2008. 2011 var som den eneste fornyelse fredelig i finanskrisens tegn. I 2013 blev lærerne offensivt lockoutet. 2015 var på overfladen rolig, men tæt på et sammenbrud med introduktionen af ’privatlønsværnet’ sent i forhandlingerne. I 2018 var hele det offentlige område meget tæt på total konflikt og i 2021 strejkede sygeplejerskerne i 70 dage.

Derfor kan man rette frygte, at den turbulente tid vil fortsætte med mere politisering af forhandlingerne, men der er også forhold, der taler for, at modellen kan blive styrket.

Modellen kan svækkes af muligt skrækscenarie

Ser vi først på argumenter for, hvorfor modellen i fremtiden kan blive svækket, skal vi i høj grad se på processen. Man kan frygte, at hele forløbet vil føre til mere politisering og politisk indblanding i fremtiden. Sker dette vil aftalemodellen naturligvis blive svækket. Det vil vise sig ved, at organisationer koncentrerer sig mere om Christiansborg og mindre om overenskomstbordet.

Da parterne indgik trepartsaftalen, var alle enige om, at det var en ’engangsforestilling’. Men det ændrer ikke på, at syndefaldet er sket. Man har bidt af den forbudte frugt. Der vil altid være et før og efter treparten om offentlig løn. DSR og BUPL har i særdeleshed arbejdet for et ’Christiansborg-spor’.

Baseret på tidligere konflikter – senest i 2021 for DSR's vedkommende – har man lært, at det er nytteløst at strejke sig til lønforbedringer. Til trods for aflyste sommerferier for de strejkende og et betydeligt indhug i strejkekassen, fik sygeplejerskerne lige præcis det, de havde sagt nej tak til, da Folketinget afsluttede strejken med et lovindgreb og ophøjede det forkastede mæglingsforslag til lov i august 2021.

LÆS OGSÅ: "Der vil altid være et før og efter treparten": Nye spilleregler ved OK24 kan ommøblere aftalesystemet

Treparten har til gengæld leveret resultater. Derfor vil det være rationelt at forfølge og endda udbygge ’Christiansborg-sporet’. Man kan også forestille sig, at der i tillæg er andre lønmodtagerorganisationer, som nu har fået blod på tanden. Måske især dem, som måske har følt sig forfordelt i trepartsaftalen. 

Hertil kommer, at man også kan argumentere for, at det er blevet mere legitimt politisk at love mere i løn til offentligt ansatte. Et skrækscenarie kan være, hvis flere partier i kommende valgkampe i stigende grad overbyder hinanden på lønløfter. Man skal huske på, at treparten kom på bagkant af, at flere partier varslede mere løn som en løsning på rekrutterings- og fastholdelsesudfordring blandt offentligt ansatte i forbindelse med valgkampen i 2022.

LÆS OGSÅ: Ny sygeplejerske-forkvinde jokkede på en fagpolitisk landmine og gjorde sig uvenner med alle

En svækkelse af modellen vil altså ske, hvis organisationer i stigende grad kalder på folketingspolitikerne for at få mere i løn, og at selv samme politikere falder over hinanden for at imødekomme ønskerne fra forskellige grupper af offentligt ansatte.

Modellen kan styrkes - hvis der er vilje

Hvis vi skal se på argumenter for, hvorfor modellen kan komme styrket ud af forløbet, skal vi se på både processen, men også resultaterne fra OK24. En lang række tilsyneladende mindre forhold kan over tid tendentielt sætte en ny retning for aftalemodellen, der kan sikre udvikling. Hvis det skal ske, så kræver det, at ændringerne kan løse to udfordringer: 

1) Skabe bedre rammer for, at grupper af offentligt ansatte kan flytte sig lønmæssigt i forhold til andre grupper via aftalesystemet og 2) at aftalemodellen sætter rammerne for realitetsforhandlinger, der kan skabe gode løsninger for begge parter.

Lønstrukturkomitéen peger på, at mere decentral løn vil kunne skabe mere fleksibilitet i løndannelsen og dermed skabe mere rum for ’skævdeling’ eller differentiering af løn. Både treparten og OK24 indeholder elementer, der peger i retning af mere decentral løn. Ikke alle er enige i, at mere decentral løn er en god idé, og der findes mange barrierer på både lønmodtager- og arbejdsgiversiden. De svenske sygeplejersker har imidlertid gode erfaringer med decentral løn, hvor de i mange år har haft en lønstigningstakt, der faktisk har ligget over det private. Manglen på sygeplejersker og stor konkurrence mellem svenske regioner og fra det private marked, har hjulpet til med at presse lønnen op.

LÆS OGSÅ: Analyse: Trepartsforhandlinger forsinkes af intense sværdslag

Mere differentiering af løn i en dansk kontekst vil givetvis også kræve en justering af reguleringsordningen, som lige nu vil sætte alle på et område ned i løn, hvis en gruppe inden for et område opnår lønstigninger, der ligger over det private. Hvis eksempelvis sygeplejersker hypotetisk får en større lønstigning end andre i regionerne, og at lønstigningstakten samlet set for alle overstiger den private, vil alle ansatte på regionernes område blive reguleret ned i løn. Det var netop derfor, at trepartens lønmidler blev ’holdt uden for reguleringsordningen’. 

Ikke lavet af glas

Det andet forhold, der måske kan være med til at forandre aftalemodellen, handler om processen. Vi så i OK24-forløbet, at FH indtog en mere koordinerende rolle både i forhold til treparten, men også i de efterfølgende OK24-forhandlinger. FH (og særligt det gamle LO) har altid spillet en afgørende, koordinerende rolle i de private overenskomstforhandlinger. Det kan hjælpe med at sætte retning, men også skubbe til områder, der har svært ved at komme i realitetsforhandlinger.

Ved OK24 blev det kommunale og regionale område sammenkædet via forligsmandens mæglingsforslag. Det mindsker risikoen for konflikt, da en enkelt organisation ikke kan komme i konflikt alene. Modellen med koordinering og sammenkædning minder om traditionen på det private arbejdsmarked. Det er dog værd at bemærke, at FH ikke har en enkelt offentlig arbejdsgiverorganisation at koordinere med. Her findes stat, regioner og kommuner, der alle har status som en hovedorganisation. Måske vil der opstå et behov for mere central og formel koordinering mellem de offentlige arbejdsgivere i fremtiden. Det kunne være en interessant udvikling.

LÆS OGSÅ: Lønløft splittede både regering og fagbevægelse - men en lille gruppe embedsmænd skabte et afgørende gennembrud

Til sidst er det også værd at bemærke, at parterne er blevet enige om at nedsætte et statistikråd, der skal følge udviklingen i løn og ikke mindst rekruttering og fastholdelse. Det kan blive et vigtigt sted for rådslagning, hvor parterne får lejlighed til at få forståelse for hinandens interesser og vilkår i fredstid, og ikke mindst skabe et fælles syn på, hvordan verdens ser ud før en overenskomstforhandling. Ved 2018 var parterne rygende uenige i forhold til lønudviklingen. Havde der været lønfest eller ej? Et fælles grundlag for økonomi og lønudvikling bør skabe en bedre ramme for realitetsforhandlinger i fremtiden.        

Der findes således argumenter for både udvikling og afvikling af aftalemodellen på bagkant af treparten og OK24. Alt i alt landede overenskomstfornyelsen godt, da overenskomsterne blev stemt hjem med store ’ja’-flertal og høje stemmeprocenter.

Hvis modellen skal udvikles, kræver det imidlertid fælles vilje, og at parterne holder løftet om, at treparten var en engangsforestilling. Den danske model er ikke lavet af glas, men den holder ikke til en kronisk politisk involvering. 

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].