Ordning om arbejdsfordeling forlænges med et år

Hummelgaard
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) har sammen med arbejdsmarkedets parter forlænget delejobordningen i et år. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Arbejdsfordelingsordningen, der skal undgå fyringer som følge af coronaudfordringerne, gøres mere fleksibel.

For at understøtte arbejdsmarkedet blev der tidligere i år indgået en midlertidig aftale omkring en såkaldt arbejdsfordelingsordning.

Nu er regeringen enedes med arbejdsmarkedets parter om at forlænge ordningen, så den i stedet for at udløbe ved slutningen af 2020 løber frem til og med slutningen af 2021.

Det oplyser Beskæftigelsesministeriet fredag morgen i en pressemeddelelse.

Hensigten med arbejdsfordelingsordningen er at undgå fyringer ved at medarbejderne fordeler arbejdet mellem hinanden. Det sker konkret ved, at de deler det arbejde, der er, og i den resterende tid uddanner de sig eller er hjemme på dagpenge.

LÆS OGSÅ: Fagforbund og arbejdsgivere vil forlænge jobdeling til 2022

Ud over forlængelsen er der også blevet enighed om en række andre forhold omkring ordningen.

Blandt andet har man gjort den mere fleksibel, så arbejdsmarkedets parter kan aftale, at virksomhederne på deres overenskomstområde får mulighed for at nedsætte arbejdstiden med op til 80 procent frem for de nuværende 50 procent.

Ifølge Beskæftigelsesministeriet kan medarbejdere i ordningen modtage en forhøjet dagpengesats og trækker ikke på deres toårige dagpengeret, mens de er i ordningen.

Ifølge beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) har man ønsket at forlænge ordningen, fordi den er et vigtigt redskab for særligt de brancher og lønmodtagere, som er hårdest ramt af de globale følger af coronakrisen.

- Derfor har det været vigtigt for os at lave en lang forlængelse helt indtil udgangen af 2021 for at få noget ro og stabilitet og for at holde flest mulige danskere i deres arbejde, siger ministeren.

I øjeblikket er mere end 7000 personer på ordningen ifølge Beskæftigelsesministeriet.

Selv om det kan virke som et relativt lille antal på et privat arbejdsmarked med i underkanten af to millioner lønmodtagere, så mener Peter Hummelgaard, at ordningen er en succes.

- Det mener jeg helt klart. Når vi ser, hvem der bruger ordningen, så er det især medarbejdere inden for blandt andet lufttransport, hoteller, restaurationer og oplevelsesøkonomi, ligesom der er nogle enkelte eksportvirksomheder.

- Vi kan også se, at det blandt andet er i hovedstadsområdet, at ordningen bliver brugt rigtig meget. Det er også der, at vi har nogle af de brancher, der er allerhårdest ramt af coronakrisen.

- På den måde virker det til at være et redskab, der passer som fod i hose, de steder hvor man også er hårdest ramt, siger Peter Hummelgaard.

Vækker glæde hos fagforeninger

I 3F er forbundsformand Per Christensen stolt af, at de mange resultater, som arbejdsmarkedets parter og regeringen har lavet under corona-krisen. Og han er glad for, at den midlertidige arbejdsfordelingsordning nu forlænges.

- Aftalen har allerede reddet 7.000 lønmodtagere, der i dag er omfattet af ordningen. Nu sikrer vi, at flere kan komme med i ordningen i de kommende måneder, hvor vi desværre også skal forvente, at sundhedskrisen vil have en negativ indvirkning på dele af det danske arbejdsmarked og erhvervsliv, siger han i en udtalelse.

Også Simon Tøgern, der er formand i HK/Privat, er glad for den nye forlængelse.

- Vi er glade for, at funktionærernes retstilstand styrkes og præciseres i den nye aftale, så det står klart, at man kun kan arbejdsdeles på dagsbasis og ikke på timebasis. Det er også vigtigt for os at understrege, at hvis aftalen skal forlænges yderligere ud over 2021, så skal det ske mellem overenskomstparterne, siger han.

Ansatte med arbejdsfordeling får højere dagpengesats

  • En arbejdsfordeling er en aftale om, at de ansatte i en privat virksomhed i en midlertidig periode arbejder på nedsat tid for at undgå fyringer på arbejdspladsen. Når aftalen er godkendt hos jobcentret, kan de ansatte søge om supplerende dagpenge fra a-kassen.
  • Arbejdsgiveren kan selv bestemme at gennemføre ordningen, men inden da skal de ansatte høres til sagen.
  • En arbejdsgiver kan med den midlertidige ordning sende ansatte hjem i 20-80 procent af arbejdstiden. Det bliver målt som et gennemsnit over en periode på fire uger. Man kan altså godt have flere eller færre fridage i nogle uger, så længe det opvejes i andre uger i perioden.
  • Ordningen skal hjælpe private firmaer under coronaudbruddet, da det bliver muligt for medarbejderne at dele arbejdet og samtidig modtage supplerende dagpenge.
  • Ansatte med arbejdsfordeling kan med ordningen få en højere dagpengesats end den almindelige. Beløber bliver beregnet ud fra ens tidligere indtægt.
  • Hvis man får supplerende dagpenge under arbejdsfordeling, forbruger man ikke af de to år, man har ret til dagpenge.
  • Med ordningen skal man ikke være jobsøgende i perioden, hvor ens virksomhed har arbejdsfordeling.
  • Virksomheder kan stoppe deres aftaler om arbejdsfordeling og afskedige ansatte, hvis de finder det nødvendigt.
  • I forbindelse med forlængelsen af ordningen er regeringen og arbejdsmarkedets parter desuden blevet enige om, at virksomheder under visse betingelser kan indkalde afløsere til pludseligt opstået arbejde. Det har især været et ønske fra hotel- og restaurationsbranchen.

Kilder: Akademikernes A-kasse, HK, Beskæftigelsesministeriet.

/ritzau/

GDPR