
Det var en lang og sej kamp, men i starten af året lykkedes det Andreas Keil, der er fællestillidsmand hos Hovedstadens Beredskab, at forhandle et tillæg hjem til 40 brandfolk, der løser en række opgaver, ud over hvad man normalt kan forvente af deres profession.
Det blev Andreas Keil selvfølgelig rigtig glad for. Alligevel understreger han, at det for ham er mindst lige så vigtigt, at han står i spidsen for en klub, der tager aktivt stilling og blander sig i samfundet.
“Vi skal ikke bare være sådan en klub, som sidder og holder øje med løntillæg og med om reglerne bliver overholdt. Vi går ud og blander os og er med til at forme debatten i samfundet om vores branche,” siger Andreas Keil.
Det er en af årsagerne til, at han blandt 1.004 indstillinger er blevet valgt som en af fem finalister til prisen som Årets tillidsrepræsentant, der løber af stablen, når A4 Medier afholder Årets TR 2025 i Cirkusbygningen i København.
Her er de nominerede til Årets tillidsrepræsentant
Brandmænd til Pride
Andreas Keil understreger, at han kun har roser til overs for sine kolleger.
Når man bruger 48 timer sammen om ugen og skal stå i situationer, hvor ens beslutninger kan være et spørgsmål om liv og død, så er man ikke bare kolleger, så bliver man rigtig gode venner, forklarer han.
Alligevel mener Andreas Keil, at den manglende diversitet i Hovedstadens Beredskab er et helt åbenlyst problem.
“Ud af 400 operative brandfolk tror jeg, vi har seks kvinder ansat, og jeg kender kun én enkelt brandmand, som er homoseksuel. Resten af os er jo hvide, heteroseksuelle mænd. Derfor lægger vi enormt meget arbejde i at signalere og arbejde for, at uanset om du er kvinde, homoseksuel, eller har en anden religion, så skal du føle dig hjemme på vores arbejdsplads,” siger Andreas Keil.
Det er derfor, Hovedstadens Beredskab hvert eneste år går med til Copenhagen Pride. Ligesom Andreas Keil sidste år iværksatte en undersøgelse for at finde ud af, hvordan beredskabet nemmere kan tiltrække og fastholde kvindelige medarbejdere.
Stem på din favorit til Årets tillidsrepræsentant 2025
Rummelighed
For Andreas Keil rækker rummeligheden dog meget længere ende en årlig Pride-parade. Det handler grundlæggende om at skabe en arbejdsplads, hvor der er plads til alle, også når det er svært.
Det siger Søren Klitmøller, der er brandmand i Hovedstadens Beredskab, og har indstillet Andreas Keil til prisen om årets tillidsrepræsentant 2025.
“Andreas er, og har altid været, drivkraften bag en faglig klub, der ikke blot har fokus på regler og forhandlinger, men også spiller en aktiv rolle i at støtte kolleger med private udfordringer, hvad enten det gælder økonomisk hjælp eller personlig rådgivning. Her er ingen alene, så længe Andreas er i nærheden,” siger Søren Klitmøller.
Blandt andet har Andreas Keil nedsat et seniorudvalg, der skal rådgive om, hvordan man styrker seniorers forhold på arbejdspladsen. Og for nogle år siden var han med til at lave en pjece om, hvordan man kunne hjælpe kolleger, der kæmper med PTSD og stressreaktioner.
Og ja, Andreas Keil har en gang imellem svært ved at finde timerne i døgnet. Alligevel mener han, at arbejdet er det hele værd.
“Jeg er virkelig glad for at være tillidsrepræsentant. Jeg kan rigtig godt lide at gøre en forskel for mine kolleger, men det kan også være virkelig hårdt og trættende. Derfor er det rart at få det skulderklap, som det er at blive nomineret til årets tillidsrepræsentant,” siger Andreas Keil.