
- Hvis man ikke ønsker en kommission, men at man som minimum vil have en eller anden form for trepartsøvelse, så er konfliktniveauet steget betydeligt. Altså, der er en stor sandsynlighed for, at det her ender i en strejke.
Sådan siger arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet Laust Høgedahl til DR.
Ekspertens vurdering kommer på dagen, hvor Dansk Sygeplejeråd (DSR) og arbejdsgiverne i Danske Regioner og Kommunernes Landsforening mødes til næste sværdslag i Forligsinstitutionen i København.
Og den kommer, efter DSR-formand Grete Christensen forleden slog fast over for A4 Overenskomst, at sygeplejerskerne ikke vil nøjes med en ligelønskommision, når de med forligsmanden ved bordenden skal forsøge at nå frem til et kompromis med arbejdsgiverne.
- Vi har ikke brug for nye afdækninger eller udredninger. Vi mener faktisk, at problematikken omkring vores løn er blevet afdækket. Nu skal der handling til for at løse det, lød det i den forbindelse fra sygeplejerskernes formand.
LÆS OGSÅ: Sygeplejersker: Vi vil ikke spises af med endnu en kommission
Sygeplejersker og arbejdsgivere er endt i Forligsinstitutionen, fordi et snævert flertal af DSR's medlemmer stemte nej til den overenskomstaftale, som ellers var blevet indgået med arbejdsgiverne. Det fik i slutningen af april DSR til at varsle strejke, der træder i kraft den 21. maj, hvis ikke parterne når til enighed i Forligsinstitutionen inden da.
Vil have politikere på banen
Den største knast er lønnen. Og Grete Christensen har tidligere appelleret til, at løsningen på konflikten skal findes på Christiansborg. Altså vil det være et mål for sygeplejerskerne ved forhandlingsbordet i Forligsinstitutionen at få regioner og kommuner med på i fællesskab at gå til Folketinget og kræve trepartsforhandlinger, der skal gøre op med sygeplejerskernes historiske lønefterslæb.
- I forhold til arbejdsgiverne, så anerkender vi, at de har prøvet og gerne vil give sygeplejerskerne en højere løn. Men ligesom os, kæmper de med et system, der ikke kan løse det her problem. Derfor har vi en fælles udfordring, og den vil vi gerne tage op sammen med arbejdsgiverne overfor politikerne på Christiansborg, har hun tidligere udtalt.
LÆS OGSÅ: Gretes svære valg: Dette bliver afgørende for konfliktens forløb
Der er dog ikke kutyme for at diskutere lønspørgsmål ved trepartsforhandlinger. Og HK og Dansk Metal har tidligere afvist sygeplejerskernes krav og kaldt det 'et brud med den danske model'.
- Når der ikke er opbakning fra vennerne i fagbevægelsen, så er det utroligt svært at se, hvordan man kan få stablet en trepartsforhandling på benene, siger arbejdsmarkedsforsker Laust Høgedahl til DR.
LÆS OGSÅ: Fagbosser afviser sygeplejerskers krav: 'Et brud med den danske model'