Gitte Redder: Hvor længe kan Ryanair flyve uden overenskomst i Danmark?

Gitte_Redder_bred__1_
5. sep. 2022 13.26
Dette er en klumme. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
I et lille år har det kontroversielle irske lavprisselskab haft base i Billund uden overenskomst til piloter og kabinepersonale. Uden konfliktvarsler. Organisationskrigen mellem Dansk Metal og FPU om at få herredømmet i dansk luftrum giver Ryanair luft under vingerne på det ellers så velregulerede danske arbejdsmarked.

VAR DET NOGET med en billig flybillet til Dublin, Manchester eller Mallorca i efteråret? Så kan danskerne booke en billet med Ryanair fra Billund Lufthavn for næsten ingen penge.

Siden oktober 2021 har det berygtede irske flyselskab haft base i Billund og luft under vingerne. Piloterne og kabinepersonalet i Ryanair-uniformer har i modsætning til deres kolleger i Norwegian og SAS ingen overenskomst, men er ansat på kontrakter, hvor grundlønnen ikke er noget at råbe hurra for.

Da Ryanair etablerede egen base i Billund for snart et år siden, var det ellers med løftet om at tegne overenskomster for de ansatte. Det var helt nye toner efter den danske models melodi.

LÆS OGSÅ: Fagforening i chok over Ryanair: Vi håber ikke, de udnytter en sårbar situation

Men Ryanair havde læst skriften på væggen i 2015, da 3F, Dansk Metal og resten af dansk fagbevægelse sendte konfliktvarsel og ikke ville tillade lavprisselskabets fly at lette og lande på dansk jord uden en overenskomst. Dengang kaldte Ryanairs direktør Eddie Wilson konfliktvarslet fra dansk fagbevægelse "afpresning", og Ryanair valgte helt at droppe en base i Danmark. En sejr for dansk fagbevægelse, der demonstrerede styrken ved sammenhold og solidaritet, der fik et af Europas største flyselskaber til at bøje nakken.

DERFOR VAR DET også en faglig triumf, da lavprisselskabet sidste år lavede en kovending og lovede at omfavne den danske model, da de besluttede sig for at etablere en Billund-base. Når et flyselskab opretter en base, betyder det, at flyene overnatter i lufthavnen, og piloter og stewardesser bosætter sig lokalt. Derfor skal ansatte på en dansk base også have danske overenskomster, mener fagbevægelsen. Og den var Ryanair med på.

I dag er kendsgerningen, at Ryanair nu har haft sin Billund-base i 11 måneder uden, at der er tegnet overenskomst og uden, at der er sendt konfliktvarsel fra noget fagforbund
Gitte Redder, faglig kommentator

Da Ryanair lancerede sine planer i foråret 2021, fastslog formanden for 3F’s industrigruppe Mads Andersen til Fagbladet, at 3F var klar til at tvinge Ryanair til forhandlingsbordet, hvis flyselskabet løb fra løftet om at tegne overenskomster.

”Hvis det bliver aktuelt med en sympatikonflikt med deltagelse af 3F-medlemmer, står vi selvfølgelig klar til at hjælpe. Og så går vi hele vejen,” lød det fra Mads Andersen.

HØR OGSÅ: Luftkrig i SAS spreder sig til fagbevægelsen: Strid mellem forbund giver anspændt stemning

Men i dag er kendsgerningen, at Ryanair nu har haft sin Billund-base i 11 måneder uden, at der er tegnet overenskomst og uden, at der er sendt konfliktvarsel fra noget fagforbund.

FPU, Flyvebranchens Personale Union med Thilde Waast ved roret forhandlede længe med Ryanair om en overenskomst. Men FPU, der siden 1970 har organiseret flypersonale og indgået snart 30 overenskomster, forlod forhandlingsbordet i januar i frustration over, at man ikke kom nogen vegne. Ifølge FPU kan man ikke se sig selv i øjnene, hvis man indgår en så ringe overenskomst med piloter og kabinepersonale.

EFTER SAMMENBRUDDET i forhandlingerne forsøgte Thilde Waast i marts måned i Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH, at få opbakning til at sende et konfliktvarsel. Så Ryanair ligesom i 2015 kunne blive konfronteret med en samlet dansk fagbevægelse, der mener det alvorligt, når de siger, at i Danmark arbejder man under overenskomst.

Men her var pludselig ingen hjælp at hente fra 3F. Og heller ikke fra Dansk Metal, som nu har sin egen brancheforening ’Metal Luftfart’, der har fået Dansk Pilotforening som medlemmer og efter strejke og svære forhandlinger i sommer har landet en overenskomst med SAS. En overenskomst, der er gift for FPU’s overenskomster med SAS-datterselskaberne Connect og Link, og har fået Thilde Waast til at advare mod Dansk Metals fremfærd.

Fører Dansk Metal Luftfart hemmelige forhandlinger med Ryanair bag FPU’s ryg for at lande en overenskomst og dermed udvide sit imperium? Eller ser FPU spøgelser?
Gitte Redder, faglig kommentator

”Dansk Metal sagde nej til at støtte sympatikonflikt med Ryanairs datterselskaber Malta Air i marts. Siden hen har Dansk Metal blandet sig i FPU’s forhandlinger med Ryanair/Maltaair”, lyder beskyldningen i en pressemeddelelse fra FPU i forbindelse med fagforeningens krav om at få en grænsesag, der én gang for alle skal afklare, om det er FPU eller Metal Luftfart, der organiserer flypersonale herhjemme.

LÆS OGSÅ: Lizette Risgaard forholder sig tavs til intern FH-strid

FPU er altså løbet skrigende bort fra forhandlingsbordet med Ryanair, men siden er Dansk Metal Luftfart tilsyneladende begyndt at bejle til det irske flyselskab for at lande en overenskomst. I hvert fald har der været møde i Billund mellem Ryanair og Dansk Pilotforenings formand Henrik Thyregod. Det har Thyregod bekræftet overfor Berlingske. Pilotformanden afviser dog, der var tale om forhandlinger.

Fører Dansk Metal Luftfart hemmelige forhandlinger med Ryanair bag FPU’s ryg for at lande en overenskomst og dermed udvide sit imperium? Eller ser FPU spøgelser?

NÅR RYANAIR I SNART ET ÅR har kunnet flyve fra egen base i Danmark uden overenskomst og uden konfliktvarsel, viser det med al tydelighed, at striden mellem to fagforbund splitter dansk fagbevægelse og gør den svag og afmægtig.

Organisationskrigen om at få luftherredømmet over piloter og kabinepersonale i Danmark betyder, at Ryanair har fået frit spil til at flyve uden overenskomst. Uden nævneværdig debat. Uden konfliktvarsel. Under radaren. Det er uholdbart for dansk fagbevægelse og den danske model.

Hvis fagbevægelsen tager sig selv og alle de fine ord om den danske model alvorligt, flyver Ryanair ikke uden overenskomst fra en dansk base meget længere
Gitte Redder, faglig kommentator

Topchefen for Ryanair, rigmanden Michael O’Leary, er indiskutabelt den største vinder af krigen mellem Dansk Metal og FPU til dato. Derfor er det godt, at der nu kommer en grænsesag, der renser luften og afklarer, hvilket fagforbund der skal gå i kødet på Ryanair og med hjælp fra resten af FH-familien sikrer, at Billund-basen får overenskomst.

LÆS OGSÅ: Hård armlægning i lufthavnen: Forstå hele sagen bag SAS-konflikten

For Billund er da en del af det danske arbejdsmarked, ikke? Hvis fagbevægelsen tager sig selv og alle de fine ord om den danske model alvorligt, flyver Ryanair ikke uden overenskomst fra en dansk base meget længere.